I mange år var det forældrene, der var i fokus. Det har handlet om deres muligheder, rettigheder og adgang til at kunne få børn. Men det er, som om børnene er blevet overset i den kontekst. For hvad med deres rettigheder og muligheder?
I vores nabolande Norge og Sverige er anonym sæddonation afskaffet. Fordi hensynet til barnets ret til at kende sin egen identitet vejer tungere end hensynet til donorens anonymitet. De er ikke de eneste. Finland, Tyskland, Holland, Storbritannien, Østrig, Schweiz og Frankrig har også forbudt det.
Men i dag kan man fortsat vælge anonyme donorer i Danmark. Det betyder, at vi har indrettet et system, hvor der ligger genetiske oplysninger om et barns ophav, identitet og helbred hos sædbankerne og fertilitetsklinikkerne, som børnene aldrig kan få adgang til. Det er ikke et system indrettet med barnet i centrum.
Tiden er kommet til at lave det om. Danmark må ikke halte bagefter på så vigtigt et område. Hvis vi vil leve op til vores forpligtelser i Børnekonventionen, skal vi hurtigst muligt følge trop.
I Børnerådet og Donorbørns Vilkår opfordrer vi derfor til at afskaffe anonym kønscelledonation. Det har børnene simpelthen ret til. Adgang til oplysninger om donors identitet må dog ikke forveksles med et krav på en relation. Nogle donorundfangede vil aldrig have behov for oplysningerne. Andre har spørgsmål om deres ophav, deres helbred eller eventuelle genetiske søskende. Men alle donorundfangede har ikke de samme behov.
Derfor er spørgsmålet ikke, hvor mange der ønsker oplysningerne. Spørgsmålet er, hvem der skal have ret til at træffe valget. Vi mener, at ingen bør fratages muligheden for selv at vælge, om de ønsker adgang til oplysningerne.
Det handler om, at børn og unge skal have mulighed for at kende deres egen historie og deres genetiske forbindelser og selv vælge, hvad de vil bruge oplysningerne til. Den viden må ikke være forbeholdt en privat sædbank.
Åbenhed skal selvfølgelig følges af støtte. Oplysninger skal gives på en måde, der tager hensyn til barnets alder, modenhed og ønsker, og børn, unge og familier skal have adgang til gratis og uafhængig rådgivning.
De seneste sager, vi har set på området, har understreget vigtigheden af at afskaffe anonymiteten og samtidig tydeliggjort behovet for et styrket tilsyn.
Når DR kan fortælle, at sæd fra minimum 81 donorer er blevet brugt mere end de 12 tilladte gange i Danmark, skal man spærre øjnene op. Det kan skabe tvivl hos mange donorundfangede, der må spekulere på, hvor mange halvsøskende de har, og om de kan risikere at danne en seksuel relation til en af dem. Danmark er trods alt et lille land.
En anden vigtig grund til, at vi i Danmark har sat en grænse for, hvor mange familier én donor må være ophav til, er hensynet til arvelige sygdomme. Hvis det senere viser sig, at en donor bærer på en alvorlig arvelig sygdom, begrænser loftet antallet af børn, der potentielt kan være berørt.
Det har vi om noget set et behov for i de senere år, hvor der har været sager med donorer, der har vist sig at have alvorlige genfejl, der potentielt kan øge risikoen for kræft blandt efterkommere. En risiko, man naturligvis aldrig helt kan undgå, men vi kan sørge for, at et begrænset antal børn vil blive mærket af det i de tilfælde, hvor uheldet er ude.
Det understreger i den grad vigtigheden af et loft samt en klar struktur og procedure for, hvordan og hvor hurtigt man kan oplyse den berørte familie og donorundfangede om disse afgørende personoplysninger.
Fra august 2027 kommer der nye bindende EU-regler, som blandt andet skal styrke sikkerhed, kvalitet, registrering, sporbarhed og tilsyn med kønscelledonation. Det er positivt. Men det løser ikke det hele.
Reglerne giver ikke i sig selv børn med donorophav en generel ret til at kende donorens identitet eller det samlede antal genetiske halvsøskende.
De stiller krav til håndtering af alvorlige hændelser og genetiske risici, men er ikke en samlet ordning for, at personer med donorophav får direkte besked om nye genetiske oplysninger af betydning for deres helbred.
I det hele taget er der behov for et system, der er indrettet efter de mange forskellige scenarier, som kan udspille sig i et donorbarns liv. Det afgørende er, at den donorundfangede bliver omdrejningspunktet.
Der kan være tilfælde, hvor forældre ikke har fået sagt, at barnet er donorundfanget, forældre, der er gået bort, eller på anden vis har mistet kontakten til deres barn – f.eks. ved anbringelse eller adoption af barnet. Den donorundfangede er heller ikke et barn for evigt, og genetiske arvelige sygdomme opdages nogle gange først mange år efter, at donor har doneret, og barnet kan være blevet voksen.
Derfor er det vigtigt, at oplysninger registreres, så den donorundfangede selvstændigt kan tilgå informationen og kan blive kontaktet, hvis behovet måtte opstå. For vi må og skal sikre barnet selvstændige rettigheder, helbred og beskyttelse.
Derfor behøver vi i Danmark heller ikke vente på, at alle løsninger kommer fra EU. Vi bør afskaffe anonym donation og sikre stærk og varig registrering af oplysninger om genetisk ophav.
Børn med donorophav skal have en lovfæstet adgang til relevante og opdaterede oplysninger om deres genetiske relationer. Der skal være en ansvars- og underretningskæde, som sikrer, at børn og familier ikke bliver sendt rundt mellem sædbanker, fertilitetsklinikker og myndigheder for at få oplysninger, der handler om deres eget liv. Og Danmark bør arbejde for et fælles europæisk donorregister og en bindende international grænse for anvendelsen af den samme donor.
Som den dominerende nation, vi er på området, bør vi gå forrest, når det gælder om at sikre de børns rettigheder og beskyttelse, der er resultatet af sædbankernes forretning. Alt andet er uetisk.
Debatindlægget er bragt i Avisen Danmark d.1 oktober 2026: https://avisendanmark.dk/debat/derfor-boer-vi-afskaffe-anonym-saeddonation