Tryghed er ikke blot et ideal at stræbe efter. Det er en ret, der understøttes af FN’s Børnekonvention, herunder barnets ret til beskyttelse, udvikling og trivsel.
Værdien af tryghed er ikke ny. Allerede i 1900-tallet fandt man ud af at sko, tøj og mad ikke alene er nok for at få små børn til at trives eller blot overleve. Der skal mere til.
John Bowlbys tilknytningsteori indeholder som det mest centrale en erkendelse af, at små børn ikke kan udvikle et sundt og stærkt indre uden stabile og kontinuerlige kontakter med få voksne. Ikke nødvendigvis mor eller far. Men så få, at der kan opstå en forudsigelighed og genkendelighed i relationen
Trygheden skal derfor være til stede fra den tidlige barndom og helt frem til de tidlige voksne år. En tryg barndom er ikke bare god for det enkelte barn. Den er en gevinst for hele samfundet.
Når børn vokser op med stabile voksne, tid, ro, gode institutioner og undervisning, samt en sikkerhed for, at nogen hjælper dem, når livet slår knuder, skaber vi mennesker, der bidrager og vover noget af sig selv for at hjælpe andre fremfor blot at sikre sig selv mest muligt. Vi får mere trivsel i vores fællesskaber, bedre læring, færre sociale problemer og lavere menneskelige og økonomiske omkostninger på den lange bane.
Det gælder for børn i helt almindelige familier, for børn i skole og i særlig grad for de børn, der oplever svigt i hjemmet eller i det system som egentligt skulle gribe dem. Når vi skaber tryghed omkring børn, skaber vi styrke i samfundet. Når vi sparer på børn, sender vi regningen videre. Ikke bare til de børn, der må leve med konsekvenserne, men til os alle sammen.
Et gennemgående problem er, at vi har en tendens til at lægge for meget vægt på det vi kan se. Og det vi typisk ser er, at børn søger voksne i mange situationer. Men det er desværre bare ikke en særlig god målestok for, om barnet er trygt ved denne voksne. Det er en reaktion, som opstår hos alle mennesker og den er ikke særlig specifik.
Sæt fremmede menneske, der aldrig har mødt hinanden før i det samme rum og skræm dem. Du vil se, at de straks søger hinanden for at få styr på situationen som en form for ”stands ulykken”-reaktion. Derfor er tilstedeværelse ikke nok i sig selv.
Vi ved i dag, at de første år er afgørende for børns læring, udvikling og trivsel. Og netop derfor er kvaliteten og stabiliteten af de tidlige relationer helt centrale. Men de skal også understøtte børns udvikling og her har vi en udfordring. Den nationale kvalitetsundersøgelse fra VIVE og EVA viser, at vi har massive udfordringer foran os. Blot 9 procent af de kommunale børnehaver i undersøgelsen vurderes at have et pædagogisk læringsmiljø af ’god’ kvalitet. Det er alt andet end trygt. Derfor er der et bydende behov for at udvikle kvaliteten i danske daginstitutioner, så flere børn møder læringsmiljøer, der reelt understøtter trivsel, læring, udvikling og dannelse – også børn i udsatte positioner. For hvis kvaliteten halter, er det ikke et teknisk problem. Så er det børn, der mærker det i deres hverdag. Og de tager den utryghed, de måtte opleve, med sig.
Derfor skal der være tid, penge og overskud til ordentlige institutioner og pædagoger i de første år i vuggestue og børnehave. Ikke fordi dagtilbud skal overtage familielivet, men fordi dagtilbud er en del af børnelivet. Børn har brug for voksne, der har tid til at se dem, trøste dem, sætte ord på verden og skabe legefællesskaber. Voksne, der tidligt opdager, når noget ikke er, som det skal være. Kvalitet i de tidlige år er ikke luksus. Det er forebyggelse, udvikling og samfundsøkonomi i praksis.
Men tryghed skabes også ved at sikre familierne ordentlige vilkår. Alt for mange forældre kender det absurde pres, der opstår, når et barn bliver sygt. Hvem kan tage fri? Hvem tør? Hvem har råd?
I Sverige kan forældre få midlertidig forældreydelse for at passe et sygt barn, og ordningen giver mulighed for kompensation i op til 120 dage om året. I Danmark er billedet langt mere fragmenteret. Retten til frihed og løn ved barns sygdom afhænger i vidt omfang af overenskomst, kontrakt eller lokale regler, og den almindelige model er stadig “barns første sygedag”. Vi har brug for en bred, lovsikret tryghed for familier med arbejdsliv og syge børn.
Det er dårligt for børn, dårligt for forældre og dårligt for arbejdsmarkedet. For syge børn har ikke brug for forældre, der sidder med mobilen i hånden og prøver at jonglere videomøder, dårlig samvittighed og et feberramt barn på sofaen. De har brug for nærvær og ro. Og arbejdsmarkedet har brug for ordninger, der tager højde for, at medarbejdere også er mennesker med børn.
Når vi indretter samfundet, så familier kan handle ansvarligt uden at blive økonomisk eller arbejdsmæssigt straffet for det, så styrker vi både børns tryghed og voksnes tilknytning til arbejdsmarkedet.
En tryg barndom handler selvfølgelig også om en tryg skole. Folkeskolen er det sted, hvor børn bruger en stor del af deres vågne timer. Derfor er det også et sted, hvor samfundet enten kan forstærke ulighed eller modvirke den. Skal skolen lykkes med sidstnævnte, kræver det ressourcer og ordentlige arbejdsvilkår for lærerne.
EVA’s viden om god undervisning peger samtidig på, at stærk undervisning bygger på en kombination af tydelig struktur, feedback og didaktiske valg, der understøtter elevers deltagelse og faglige udvikling. Men den slags opstår ikke af sig selv, og slet ikke under konstant tidspres og den kræver først og fremmest stabile relationer.
I valgkampen bød flere partier sig til med krav om flere voksne i klasselokalerne. Ikke en dårlig ide, men det løser ikke problemet, hvis lærerne ikke er blivende og kompetente.
Når lærere heller ikke har tid til at forberede, følge op, samarbejde og se det enkelte barn, bliver undervisningen ringere. Det er ikke en kritik af lærerne. Det er en påmindelse om, at kvalitet kræver vilkår. Undersøgelser har tidligere vist, at omtrent 12 procent af de planlagte timer i folkeskolen blev afholdt af en vikar. Og at mange oplevede problemer med at finde kvalificerede vikarer. Konsekvenserne er tydelige. Når der mangler luft i systemet, mærker eleverne det direkte. Nogle trækker sig fra undervisningen og fællesskabet. Andre reagerer udadtil med larm, støj og forstyrrelser. Klasselokalet bliver en riskoger, hvor presset stiger for alle involverede. Det er en forudsigelig situation og reaktion på manglende stabilitet, kontinuitet og forudsigelighed og det er ikke fair for nogen. Folkeskolen skal være et sted, hvor børn kan lykkes og trives i tryghed.
Alt det nævnte ovenfor gælder selvfølgelig også for de børn, der ikke kan blive hos deres forældre. Her er det bare endnu vigtigere, at vi sikrer de børn stabilitet. Når samfundet overtager ansvaret, skal det gøres ordentligt. Anbringelse må aldrig blive endnu et svigt.
Børn, der må fjernes fra deres hjem, skal sikres gode og trygge rammer i plejefamilier eller på egnede institutioner, med stabile voksne og så få brud som muligt.
VIVE peger på, at nogle børn i familiepleje har lange stabile forløb, mens andre har et mere kompliceret anbringelsesforløb med flere anbringelser bag sig. Og i Børnerådets rapport om plejefamilier siger børnene det selv klart; Tryghed og stabilitet står øverst på ønskelisten.
Trods det fortæller næsten halvdelen af anbragte børn og unge, at de oplever at blive flyttet mellem to eller flere steder, som vi også har set i DR dokumentaren ”Når staten bortadopterer”.
Det burde kalde på langt mere politisk alvor, end det gør i dag. For når et barn først er blevet revet ud af sin egen familie, er relationel stabilitet ikke en sidegevinst. Det er selve fundamentet. Hvert brud i relationer, hver flytning, hver ny voksen, hvert nyt regelsæt risikerer at bekræfte barnets oplevelse af, at voksne forsvinder, og at tryghed kun er midlertidig. Hvis vi faktisk mener, at anbringelse skal beskytte børn, så skal vi investere i plejefamiliernes vilkår, i kvaliteten på anbringelsesstederne, i inddragelse af børnene og i kontinuitet omkring dem.
For disse og andre udsatte børn må vi heller ikke begå den fejl at tro, at barndommen slutter brat på 18-årsdagen. For nogle unge gør den juridisk. Men ikke menneskeligt. Ungestøtten er et tilbud til unge, der har været anbragt eller haft kontaktperson umiddelbart før det fyldte 18. år, og skal hjælpe med at sikre en god overgang til voksenlivet. Kommunen kan blandt andet opretholde døgnophold, give fast kontaktperson, etablere udslusning eller yde anden støtte til unge i alderen 18 til 22 år. Det er ikke et særhensyn. Det er sund fornuft.
Men støtten når langt fra altid ud til alle. En tidligere undersøgelse fra VIVE viste at kun omkring 62 procent af de unge, der forlod anbringelse, modtog ungestøtte. Resten må vi forvente selv kan klare springet til voksenlivet alene, fra den ene dag til den anden, uden familie, uden netværk og uden sikkerhed for, at nogen hjælper, hvis det hele vakler. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Mange af disse unge gruer for deres 18-års fødselsdag og går mod de tidlige voksenår med en enorm utryghed, der blot vokser og vokser. De fleste unge i Danmark får lov at øve sig på voksenlivet gradvist. De flytter ikke fra alt på én gang. De har nogen at ringe til. Den tryghed skal også gælde for unge med en anbringelsesbaggrund.
I virkeligheden er det hele den samme fortælling. Om vuggestuen. Om børnehaven. Om familien med et sygt barn. Om plejefamilien. Om folkeskolen. Om støtten efter 18 år.
Enten vælger vi som samfund at tage børns behov for tryghed alvorligt i alle de overgange og arenaer, der former et liv. Eller også accepterer vi, at alt for meget overlades til tilfældigheder, kommunaløkonomi, enkeltpersoners overskud og børns egen evne til at bære det, som ingen børn burde bære alene.
Vi ved godt at dette enkle ønske om tryghed ikke er let at opfylde. Men det er ikke bare et ønske. Det er en rettighed, som Danmark har forpligtet sig til gennem Børnekonventionen, hvor barnets tarv, ret til beskyttelse og ret til udvikling skal være bærende i alle hensyn og beslutninger. Det skylder vi vores børn at leve op til.
Så hvis vi alle er enige om værdien af en tryg barndom, så er det bare med at komme i arbejdstøjet. Det håber vi, at I nye folkevalgte vil være med til. Vi står klar.
Kronikken blev bragt i Politiken d. 6. maj og kan læses her.
