Open menu Close menu

Børnerådet er bekymret over, at vejledningen ikke er handlingsanvisende ved kritiske punkter, herunder hvad den løbende inddragelse under anbringelsen indebærer helt præcist.

Barnets lov indeholder og udmønter mange gode intentioner, men få proceskrav. Børnerådet har tidligere efterspurgt tydelighed og konkrete kriterier for flere af de nye tiltag, og vi er bekymrede over, at de ikke fremgår af vejledningerne, for hvordan bliver loven så forvaltet? Vores bud er, at det bliver med stor usikkerhed, vilkårlighed og manglende retssikkerhed for barnet og dets forældre.

Børnerådet opfordrer derfor til, at vejledningen uddybes med flere eksempler og med fokus på nedenstående opmærksomhedspunkter.

Da serviceloven var gældende, viste både Børnesagsbarometret 2023 og VIVE´s trivselsundersøgelse 2023, at børn og unge ikke oplevede sig inddraget, og at loven ikke blev overholdt i forbindelse med sagsbehandlingen. Børnerådet er derfor meget bekymret for, at med så få konkrete handlingsanvisninger vil forkert praksis fortsætte og eventuelt yderligt udvikle sig, så børn ikke får, hvad de har ret til. 

Forklaring til barnet om hvad der er besluttet
Vi kan for eksempel nævne den nye bestemmelse om ret til at anmode om anbringelse, som er gennemgået i vejledningen i punkt 56-59, hvor det tydeligt fremgår helt i overensstemmelse med lovgivningen, at bestemmelsen ikke giver ret til at blive anbragt. Vi mener dog også, at det bør fremgå, at kommunen som del af den løbende inddragelse og et tidssvarende børnesyn, er forpligtet til at holde en opfølgende samtale med barnet om årsagen til, at en anmodning ikke imødekommes. Dette bør faktisk fremgå ved alle punkter, som vedrører beslutninger om barnet, så barnet forklares, hvad der er blevet besluttet, og hvad der i den forbindelse er blevet lagt vægt på, og om barnet kan klage over beslutningen.

Uddybning af god børneinddragelse er nødvendig
Endnu et vigtigt opmærksomhedspunkt er den løbende inddragelse. Hvordan skal en børne- og ungerådgiver vurdere, hvad en god løbende inddragelse er, hvis der ikke gives eksempler på god praksis og på, at løbende inddragelse også handler om, at barnet eller den unge oplever sig inddraget?
God inddragelse kræver kompetencer og opkvalificering i form af præcise anvisninger, sidemandsoplæring eller lignende. Det vil være en fejl at tro, at alle børne- og ungerådgivere og pædagogisk personale på børne- og ungehjem samt plejefamilier er i stand til at lave god inddragelse af alle børn, de taler med. Denne vejledning burde derfor indeholde tydelige begrebsforklaringer, så børne- og ungerådgiverne, plejefamilier og børn- og ungehjem kan læse om dem, når de slår op i Vejledning om anbringelse efter barnets lov.

Laura Lundys model beskriver fire centrale elementer i meningsfuld inddragelse af børn blandt andet i myndighedssagsbehandling efter Børnekonventionens artikel 12, som sikrer børns ret til at få deres synspunkter hørt og vægtet i sager, der vedrører dem. De fire elementer i Lundys model er: Space, Voice, Audience og Influence (Lundy 2007).

Disse fire elementer er oversat til dansk: Rum, Stemme, Tilhører og Indflydelse (Petersen & Kornerup 2021), og elementerne kan med fordel anvendes i kommunernes sagsbehandling som et udgangspunkt for inddragelsen.

God inddragelse er en proces og har nogle kendetegn, ligegyldigt hvilken metode, man bruger:

  • Barnet skal have hjælp til at danne og udtrykke sin mening og sine oplevelser, så det kan sætte ord på.
  • Processen styres af den voksne, som også kan byde ind med muligheder og perspektivering og som skal sikre sig, at barnet forstår præcist, hvad det kan få indflydelse på.
  • Den voksne skal søge at forstå, hvad barnet siger, og løbende lave tilbageløb på, om det, som den voksne har lyttet sig til, stemmer overens med det, barnet gerne vil udtrykke.
  • Barnet skal kunne følge med i processkridtene i sagen, hvilket betyder, at orientering af barnet er helt afgørende, så barnet ved, hvad der skal ske og sker.
  • Endelig skal barnet have en tilbagemelding om afgørelsen/beslutningen.

Som det ses, er det vigtigt at have fokus på forløbet, for det er som helhed i forløbet, at barnet har brug for at opleve sig set og hørt. Det er den intention, der ligger bag udtrykket løbende inddragelse, og det skal nødvendigvis skrives frem i denne vejledning.

Aktindsigt er et emne, som fortjener øget opmærksomhed
Barnets lov har indført mulighed for aktindsigt for børn helt ned til 10 år. Det kræver øget opmærksomhed, både hvad angår børne- og ungerådgivernes og personalet på børne- og ungehjems sprogbrug i sagens akter og journaler samt i forhold til, hvordan man sikrer, at barnet ikke er alene, når aktindsigten skal læses og forstås, så der kan støttes op om barnet og tages hånd om de mulige følger af, at barnet læser ting, der kan være svære at læse om.

Afsluttende bemærkninger

Når loven er bred og giver frihed til kommunen, vil vejledningen naturligvis også afspejle dette, men der må kunne gives flere eksempler og for eksempel skrives ind, hvordan et tidssvarende børnesyn og løbende inddragelse så vil afspejle sig i og under anbringelsen helt konkret.

Relateret viden

Her kan du se de seneste nyheder, høringssvar og materialer om samme emne.

Børnerådets anbefalinger til magtanvendelser over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet.

Børnerådet er optaget af, at der stilles meget højere krav til forebyggelse og håndtering af magtanvendelser - med børnene og de unge i centrum. Med afsæt i børnenes oplevelser, og den viden, der i øvrigt findes om magtanvendelser, kommer Børnerådet med fire anbefalinger til landets politikere.
PDF-forside af Børnerådets anbefalinger til magtanvendelser
Anbringelse

Skilsmisseramte familier presses i et system, der ikke virker

Da Familieretshuset blev oprettet i 2019, var forventningerne høje. Med udgangspunkt i barnets bedste skulle man kunne løse de tvister, der opstår, når familier er i krise og falder fra hinanden. Men resultaterne er desværre trist læsning. Derfor bør vi genoverveje, om vi ikke kan finde bedre løsninger.
Anbringelse

Magtanvendelser på børne- og ungehjem: "Det sætter spor resten af livet"

I en ny undersøgelse giver Børnerådet en stemme til 17 anbragte på børne- og ungehjem, som fortæller om deres oplevelser med magtanvendelser. Samtidig zoomer undersøgelsen ind på tallene og reglerne bag.
Rød forside med foto af rødhåret dreng, der kigger ud ad vinduet. Ved siden af ham sidder en voksen mand.
Anbringelse

Ny undersøgelse sætter spot på magtanvendelser på børne- og ungehjem: ”Det sætter spor resten af livet”

I en ny undersøgelse giver Børnerådet en stemme til 17 anbragte på børne- og ungehjem, som fortæller om deres oplevelser med magtanvendelser. En undersøgelse, der tegner et billede af et område, som er blevet nedprioriteret politisk i en sådan grad, at det risikerer at gå ud over børnenes rettigheder, sikkerhed og trivsel, lyder det fra Børnerådets forperson.
Rød forside med foto af rødhåret dreng, der kigger ud ad vinduet. Ved siden af ham sidder en voksen mand.
Anbringelse