Den kommende forperson er uddannet lærer og familieterapeut og var i 2001-2015 chef for BørneTelefonen under Børns Vilkår, hvorefter hun arbejdede som seniorkonsulent i Børns Vilkår frem til sin afgang i 2021.
Børn skal kende deres rettigheder og voksne skal overholde dem.
- Børns rettigheder er vigtige for mig. Børn skal kende deres rettigheder og voksne skal overholde dem. Børnerådet skal være alle børns stemme. De udsatte børn er en hjertesag for mig. Det er altid de udsatte børn som taber mest. De bliver mere udsat for vold i hjemmet, de oplever flere krænkelser, de oplever flere svigt af myndigheder som fejler og de har ringere vilkår for at klare sig i skolen, udtaler Bente Boserup.
Børnerådet har ikke været aktivt siden november, hvor den tidligere forperson stoppede.
- Den opgave jeg har sagt ja til, indebærer en markant udvikling af Børnerådets rolle. Børn i Danmark har krav på et nutidigt Børneråd, der i et tæt samspil med de øvrige børneorganisationer på området arbejder for deres rettigheder. Den proces glæder jeg mig til at gå ind i sammen med de 8 engagerede rådsmedlemmer, som har siddet alt for længe i venteposition, fortæller Bente Boserup.
Når rådsarbejdet genstartes, sker det med et nyt rådsmedlem om bord – Anita Ernst. Hun er afdelingsleder på Tingbjerg Skoles overbygning og er bestyrelsesmedlem i Teach First.
Læs ministeriets pressemeddelelse her.
Bente Boserup
Uddannet lærer og familieterapeut
Har arbejdet 22 år for Børns Vilkår indtil 2021
Fagligt og politisk har hun haft fokus på fysisk og psykisk vold mod børn og børns vilkår i bl.a. skilsmissesager. Hun har siddet i en række udvalg og er forfatter til flere bøger om skilsmisse og omsorgssvigt. Hun har interviewet børn om særligt vanskelige temaer som vold, skolefravær, børn i komplekse skilsmisser og børn der har oplevet familiedrab.
Børnerådet
Ud over Bente Boserup og Anita Ernst består Børnerådet af følgende medlemmer:
Ditte Reedtz
Stifter og chef for politik, fonde og samarbejde i Mentorbarn
Anders Jacobsen
Formand for GymDanmark, Danmarks Gymnastik Forbund
Christine Ravn Lund
Forkvinde i Dansk Ungdoms Fællesråd
Leika Fuglsang
Næstformand i De Anbragtes Vilkår
Rasmus Ladefoged Dinnesen
Forstander på Holmstrupgård og områdechef i Region Midtjylland
Louise Klinge
Børne- og skoleforsker samt leder af Eduk
Stine Jørgensen
Professor i social-, ligestillings- og diskriminationsret, Københavns Universitet
