Open menu Close menu

En dag på børnehavens sofa med varm pande og sløj krop er noget, mange børn har prøvet. Over halvdelen – 56 pct. – af børnene i Børnerådets undersøgelse har prøvet at komme syg i børnehave, og hvert 10. barn har prøvet det mange gange. Undersøgelsen, der er foretaget blandt 531 børnehavebørn, viser også, at det stadig er mor, der tager langt de fleste syge- og fridage med børnene.

Børnerådets undersøgelse tager temperaturen på børnehavebørns oplevelse af balancen mellem familie- og arbejdsliv, og børnenes svar tegner et billede af forældre, der gerne tager en fridag, leger og laver mad sammen med dem. Men forældrenes travlhed og arbejde fylder massivt i børnenes fortællinger om hverdagen, og særligt når børnene er syge, kniber det for forældrene med at få enderne til at nå sammen.

43 procent af børnene fortæller, at deres forældre har ’rigtig meget travlt’, og hver tredje fortæller, at deres forældre ikke har god tid til at være sammen med dem. Det gør dem typisk kede af det, forvirrede eller bekymrede. Selvom både mor og far som oftest har arbejde, viser undersøgelsen, at det stadig er mødre, der tager størstedelen af omsorgsopgaven med børnene, og at de traditionelle kønsrollemønstre på nogle områder lever i bedste velgående. 67 procent af børnene svarer, at mor oftest passer dem, når de er syge, og kun 17 procent svarer, at far oftest passer dem. Mor tager også oftest en fridag med barnet.

Fejl ved indlæsning af Partial View script (fil: ~/Views/MacroPartials/Faktaboks.cshtml)

Om undersøgelsen

Analysen bygger på kvantitative data fra en spørgeskemaundersøgelse blandt 531 børn fra 41 daginstitutioner og kvalitative data fra interview med 33 børn i 4-6 års-alderen. Undersøgelsen blev foretaget i 2016.

Relateret viden

Her kan du se de seneste nyheder, høringssvar og materialer om samme emne.