Generelt
Børnerådet henviser overordnet til sit tidligere afgivne kritiske høringssvar om de øgede magtbeføjelser på de delvist lukkede, sikrede institutioner med flere, som kan findes her.
Børnerådet ønsker at tilføje, at den faglige begrundelse for en så markant detailstyring af de pågældende institutioner ikke foreligger, hvilket er stærkt bekymrende. Særligt når der er tale om meget forskellige institutioner med forskellige sikkerhedsbehov og forskellige børn. De delvist lukkede pladser bliver med ændringen alt andet lige mere lig de sikrede institutioner. Børnerådet mener ikke, det er hensigtsmæssigt. Vi ser ikke, at der er taget højde for de forskellige typer institutioners formål i forslaget.
Børnerådet understreger igen, at indførelsen af muligheden for brug af flere magtmidler ikke kan anbefales, og at det krænker barnets/den unges personlige frihed på en uproportionel måde, samt at det ikke er i overensstemmelse med FN´s Børnekonvention og arbejdet i Magtanvendelsesudvalget, som tager udgangspunkt i barnets rettigheder.
Generelt mener Børnerådet, at ledelsen på anbringelsesstedet bør have frihed til at lave den husorden, der passer til målgruppen og stedet, samt at foretage løbende tilpasninger, hvis noget opleves uhensigtsmæssigt.
Særligt til de enkelte bestemmelser
§ 2, stk. 4: Børnerådet mener ikke, der er hjemmel til at fastsætte i en husorden, at børnene/de unge kan fratages deres mobiltelefon og andet elektronisk udstyr under hele anbringelsen på samtlige nævnte anbringelsessteder, som går fra sikrede institutioner til delvist lukkede afdelinger. Det er at sidestille med brevkontrol, men kræver ikke en beslutning i børn- og ungeudvalget. Det er dermed en forringelse af barnets/den unges retsstilling og af retssikkerheden. Det er angivet i bestemmelsen, at det er gældende på alt fra sikrede institutioner til delvist lukkede afdelinger på døgninstitutioner. At lægge op til at man helt kan fratage et barn eller ung sin mobiltelefon uden myndighedsafgørelse, retskendelse eller klageadgang er ude af proportioner. Børnene og de unges retssikkerhed bør sikres ved at lovgive herom i stedet.
§ 19, stk. 2, nr.2: Der lægges op til, at døralarmer skal bruges efter en konflikt til at holde øje med barnet/den unge. Børnerådet så hellere, at det pædagogiske personale holdt øje med barnet/den unge ved fysisk at holde sig i nærheden og stå til rådighed for barnet/den unge, naturligvis med respekt for den barnets/den unges grænser. I stedet vil der lyde en alarm, når barnet/den unge forlader værelset, hvilket med stor sandsynlighed vil betyde en stigning i beredskabet hos barnet/den unge. Det vil så øge risikoen for en eskalering af konflikten, hvilket personalet ellers efter gældende lovgivning skal søge at undgå.
§ 19, stk. 2, nr. 4: Ved risiko for rømning skal døralarmerne også anvendes. For de sikrede institutioners vedkommende er der lås på yderdøre og alarm på vinduer, hvorfor det synes aldeles unødvendigt. Rømning sker typisk, når børnene/de unge er på vej mellem to steder/aktiviteter, hvilket vil sige, at de opholder sig udenfor, og der har en døralarm på eget værelse ingen effekt.
Børnerådet understreger, at pædagogiske værktøjer er at foretrække i stedet.