Børnerådet er positiv over for, at der udarbejdes regler til regulering af området for indkvarteringssteder for mindreårige, der er kommet til Danmark uden deres forældre. Det er afgørende, at børnene sikres et minimum af sikkerhed og tryghed, når de er i de danske myndigheders varetægt. Det har de ret til ifølge Børnekonventionens artikel 22 om statens ansvar for flygtningebørn, artikel 12 om inddragelse af barnet samt artikel 3 om at sikre barnets bedste i enhver afgørelse.
At børnene sikres klageadgang er også særdeles positivt.
Børnerådet er dog bekymret over en række ting i forbindelse med de af forslagets dele, der vedrører børn og unge.
Forslaget mangler helt grundlæggende en gennemgang af, hvordan lovforslaget stemmer overens med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Børnekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, samt grundloven og forvaltningsloven.
Børn og unge bør omtales som den særlige gruppe, de er. De bør derfor konsekvent omtales som enten barnet/den unge eller den mindreårige, ikke som udlændingen. Det bør være indlysende, at der er tale om en udlænding, når vi er i udlændingelovens område, og derfor er det afgørende element, at der er tale om børn. Det bør derfor konsekvensrettes.
Børnerådet mener ikke, der i bemærkningerne til lovforslaget er fremført sagligt belæg for at angive, at baggrunden for indførslen af reglerne er, at asylansøgere ”har begået kriminalitet og i øvrigt skabt utryghed. Det drejer sig bl.a. om en række episoder, hvor uledsagede mindreårige udlændinge har skabt uro.”
Forslaget tager ikke højde for uledsagede børn og unges forskellighed. Nogle børn og unge er som almindelige danske børn og unge og har ikke behov for særlig støtte. I disse tilfælde kan det undre, at der skal ganske omfattende regler til for at regulere deres hverdag, som må anses for at være ret normal. En anden og mindre gruppe unge har gadeorienteret adfærd og er kategoriseret som helt særlig grundet deres fortid på gaderne i Sydeuropa. De kan ikke rummes på de almindelige indkvarteringscentre for uledsagede mindreårige. Indføres reglerne særligt med henblik på denne anden gruppe, synes forvaltningslovens proportionalitetsprincip ikke at harmonere hermed. Det kan derfor blive særdeles svært for personalet at udøve reglerne korrekt.
De muligheder for magtanvendelse, som lov om voksenansvar giver hjemmel til, tager udgangspunkt i barnets rettigheder og er alle knyttet til servicelovens grundlæggende formål, som er omsorg for og beskyttelse af barnet eller den unge.
Såfremt forslaget vedtages, er det afgørende, at personalet uddannes i anvendelse af regler om magtanvendelse. Erfaringerne fra anbringelsesområdet viser, at reglerne er komplekse og kan være svære at forstå og anvende i praksis. Derfor bør uddannelse være obligatorisk, herunder i form af konfliktløsningsværktøjer og fremhævelse af mindsteindgrebsprincippet og proportionalitetsprincippet. Ellers er der risiko for, at reglerne får negative konsekvenser for både børn og medarbejdere.
Børnerådet undrer sig over muligheden for at kunne trække i barnets lommepenge. Denne sanktionsmulighed findes ikke på anbringelsesområdet, og vi mener ikke, den er velbegrundet i forbindelse med uledsagede mindreårige udlændinge. Udgangspunktet bør ligesom på anbringelsesområdet være, at barnet/den unge kun efter erstatningsreglerne vil kunne pålægges en tilbagebetalingsordning. Økonomiske sanktioner bør ikke kunne pålægges som straf, såfremt den unge har overtrådt regler. Her må hensynet til barnets alder og modenhed vægtes højt, da et barn ofte ikke kan gennemskue konsekvenserne af sine handlinger og derfor kan straf- og erstatningsfritages. I den forbindelse er der en risiko for, at et barn, der nægter at lade sig rusmiddelteste, kan få trukket i sin ydelse eller blive udelukket fra fællesskabet. Dermed er samtykket ikke frivilligt, men givet under pres. Det er ikke proportionelt med, hvad der ønskes opnået, og det bør derfor fremhæves, at dette ikke er i overensstemmelse med forvaltningslovens bestemmelser.
Der vil ofte være grunde til, at børn og unge reagerer voldsomt, hvilket bør mødes med pædagogiske midler og ikke straffende. Det er bekymrende, at beslutningskompetencen, hvad angår straf, placeres hos Udlændingestyrelsen, som træffer juridiske afgørelser om opholdstilladelse, ikke om erstatning eller strafferetlige spørgsmål, fremfor hos domstolene, hvor det retteligt hører hjemme.
Det bringer os videre til tilsynet med indkvarteringsstederne, som efter forslaget skal blive hos Udlændingestyrelsen. I 2016 sås en række eksempler på manglende tilsyn, hvor uledsagede mindreårige ikke fik den rette pædagogiske omsorg og beskyttelse, og hvor der er rejst sigtelse mod medarbejdere på et center for seksuelle overgreb mod mindreårige. Børnerådet mener, vi bør lære af erfaringerne fra anbringelsesområdet og placere tilsynet hos Socialtilsynet, så der sikres et uafhængigt og lokalt forankret tilsyn jf. nærhedsprincippet. Socialtilsynet vil dermed skulle godkende og føre tilsyn med blandt andet personalesammensætningen og dets kvalifikationer, de fysiske rammer, og hvorvidt de pædagogiske metoder modsvarer børnenes behov. Dette bør være et minimum, når vi har med uledsagede mindreårige at gøre. Et kompetent tilsyn er stærkt påkrævet, når der indføres regler om brug af magt.
Inddragelse af barnet eller den unge nævnes ikke i tilstrækkelig grad i forslaget, hverken i selve lovteksten eller bemærkningerne. Børnekonventionens artikel 12 bør især implementeres i bemærkningerne, herunder bør det fremhæves, at børnene og de unge med fordel kan inddrages i udarbejdelsen af en husorden, præcis som det gør sig gældende på anbringelsesområdet.
I lovforslaget er udarbejdelse af husorden en pligt, da der står ”skal” i forslaget. Dette adskiller sig fra lov om voksenansvar, som anvender udtrykket ”kan”. Børnerådet undrer sig over baggrunden for denne forskel og finder, at det bør være op til den enkelte leder at vurdere, om en husorden er nødvendig, ud fra børnenes sammensætning og behov.
Såfremt der eksisterer store forskelle mellem indkvarteringscentrene og anbringelsessteder for børn og unge vil det medvirke til forvirring og utryghed hos børnene og de unge, samt for personalet. Vores undersøgelser viser gang på gang, at børn og unge, der befinder sig i overgange mellem forskellige systemer og regler, oplever forvirring og manglende pædagogisk tryghed. Dette gjorde sig fx gældende på interne skoler for anbragte, hvor reglerne blev ændret. Vi bør sikre en saglig ensretning, hvor omsorg, behandling og beskyttelse ikke besværliggøres. Der kan med fordel tænkes i en løsning, hvor tilsyn med børnene og inddragelse af børnene undergives samme regler. For at øge gennemskueligheden bør børnene kunne klage til samme tilsynsmyndighed som på anbringelsesområdet. Børnerådet undrer sig i den forbindelse over, hvorfor lov om voksenansvar ikke implementeres med alle elementer, herunder tilsyn.
Børnerådet vil på det kraftigste anbefale, at lov om voksenansvar implementeres i forslaget med alle elementer.