Open menu Close menu

*Når der er udskrevet valg, skal forslaget genfremsættes, men vi valgte at fremsende vores svar, da det allerede var udarbejdet på tidspunktet for udskrivelsen.

Børnerådet har beklageligvis ikke været på høringslisten, og rådet har derfor haft kortere tid til at udarbejde høringssvar. Af den grund prioriteres kommentering af forslaget om stramningen af udvisningsreglerne.

Lovforslaget medfører, at en person med udenlandsk statsborgerskab, der idømmes ubetinget fængsel i mindst 1 år, efter hovedreglen skal udvises af Danmark. Kun hvis ganske særlige hensyn taler afgørende imod, kan domstolene beslutte, at udvisning ikke skal ske.

Børnerådet bemærker, at der allerede under de gældende regler udvises personer, når de har begået alvorlig kriminalitet, og når kriterierne for udvisning i øvrigt er overholdt.

Børnerådet vil kraftigt fraråde ændringen. At udvisning som altovervejende hovedregel skal ske, bryder med gældende praksis. Det vil betyde, at proportionalitetsvurderingen efter artikel 8, stk. 2 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) hidtidige praksis ikke længere lægges til grund. Det er dybt bekymrende og et brud med Danmarks menneskeretlige forpligtigelser. 

Beskyttelsen af børn og hensynet til barnets bedste må ikke kompromitteres
Børnerådet arbejder for, at alle børn i Danmark – uanset opholdsgrundlag – får deres rettigheder respekteret. Det følger af FN’s Børnekonvention, at deltagerstaterne skal respektere og sikre rettighederne for hvert barn inden for deres jurisdiktion uden forskelsbehandling. 

Der vil være to grupper af børn, der påvirkes af forslaget:

15-17-årige, der bliver idømt ubetinget fængselsstraf i mindst 1 år
Børn, hvis forælder idømmes ubetinget fængsel i mindst 1 år

Barnets bedste skal være et grundlæggende hensyn i alle handlinger, der vedrører børn, herunder lovgivningsmæssige ændringer og administrative praksisser på udlændingeområdet. CRC-komitéens General Comment nr. 14 præciserer, at retten til at få barnets bedste taget i betragtning både er en materiel ret, en fortolkningsregel og en procedureregel, der kræver en konkret, dokumenteret vurdering. 

Børnerådet bemærker igen, at de nuværende regler allerede indeholder muligheden for udvisning, og at domstolene også benytter denne mulighed i alvorlige sager, i overensstemmelse med EMRK.

Udvisning skal bero på en konkret vurdering og være proportionel
Når det med lovudkastet ønskes at udstikke en “helt klar hovedregel” om udvisning ved ubetinget fængselsstraf på mindst 1 år for bestemte kriminalitetstyper, og at hovedreglen kun kan fraviges, hvis “ganske særlige hensyn taler afgørende derimod”, er det afgørende at straftyperne defineres og eksemplificeres, så udvisning står i rimeligt forhold til forseelsen.
Der kan uden tvivl findes tilfælde, hvor udvisning vil være uproportionel med forseelsen. Det er vigtigt, at disse undtagelsestilfælde eksemplificeres.

Børnerådet finder det bekymrende, at lovudkastet sendes i høring uden at der i høringsmaterialet ses en systematisk vurdering af konsekvenserne for de børn og unge, der enten rammes direkte eller indirekte gennem deres forældre/omsorgspersoner.

Børnerådet har tidligere gjort opmærksom på, at ændringer, der indsnævrer beskyttelsen i udvisningssager, kan medføre en øget risiko for, at tvivlen ikke længere kommer barnet til gode, og at langvarig usikkerhed og angst om fremtiden er særligt belastende for børn. 

Børnerådet finder det endvidere stærkt betænkeligt, at udkastet selv anfører, at stramningen vurderes at indebære en betydelig risiko for domfældelse ved EMD for overtrædelse af EMRK´s artikel 8. Hvis det som nævnt i udkastet bliver sådan, at kriterierne fra EMD-dommen Maslov mod Østrig ikke længere anvendes, rejser det en stor bekymring for de pågældende børns retssikkerhed. Kriterierne er:

  • Den begåede kriminalitets art og grovhed.
  • Varigheden af udlændingens ophold i bopælslandet.
  • Tiden efter den begåede kriminalitet og den pågældendes adfærd i denne periode.
  • De berørte personers statsborgerskab.
  • Udlændingens familiesituation, herunder ægteskabets varighed og andre faktorer, der viser familielivets effektivitet.
  • Hvorvidt ægtefællen havde kendskab til kriminaliteten, da forholdet blev etableret.
  • Hvorvidt der er børn i ægteskabet og i så fald deres alder.
  • Alvorligheden af de vanskeligheder, den medfølgende ægtefælle med sandsynlighedvil møde i det land, som udlændingen udvises til.
  • Børnenes bedste interesser og velbefindende, herunder navnlig alvorligheden af de vanskeligheder, som udlændingens børn med sandsynlighed vil møde i det land, som udlændingen udvises til.
  • Fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og med modtagerlande.

Disse kriterier skal nødvendigvis overvejes, for at retssikkerheden for de pågældende personer overholdes. EMD understreger dette i deres guide vedrørende barnets rettigheder:

(1)

 “Domstolen fandt, at når det drejer sig om udvisningsforanstaltninger over for en mindreårig lovovertræder, omfatter forpligtelsen til at tage hensyn til barnets bedste også en forpligtelse til at fremme hans eller hendes reintegration. Efter Domstolens opfattelse ville dette formål ikke blive opfyldt ved at afbryde familiemæssige eller sociale bånd gennem udvisning, som i tilfælde af en mindreårig lovovertræder skal forblive et middel, der kun anvendes som sidste udvej.” Børnerådet mener, dette skal følges fuldt ud.

Efter Børnerådets opfattelse bør lovgivning, der potentielt øger risikoen for menneskerettighedskrænkelse, ikke gennemføres uden meget klare børneretlige garantier og en gennemarbejdet proportionalitets- og konsekvensvurdering for børn. I udkastet findes ingen referencer til Børnekonventionen, hvilket er en meget stor mangel. Det skaber stor bekymring for, at børn og unge kommer til at lide overlast, og at deres rettigheder krænkes, hvis ændringen vedtages.

Børnerådet anbefaler derfor:

at den foreslåede § 26, stk. 3 udgår, eller
at lovteksten suppleres, så det eksplicit fremgår, at når en udvisning får konsekvenser for et barn, skal der foretages en selvstændig og dokumenteret vurdering af barnets bedste og barnets rettigheder (herunder familieliv), og at barnets perspektiv inddrages på en alderssvarende måde, uanset om barnet selv er den udviste eller er barn af den udviste.

Implementering og opfølgning
Børnerådet anbefaler, at der gennemføres en børnerettighedsvurdering af lovudkastets samlede konsekvenser før ikrafttræden 1. maj 2026, hvor det tydeligt fremgår, hvilke konsekvenser forslaget får for børns rettigheder, både for de børn, der er gerningspersoner og de, som er børn af gerningspersoner. 

Vi anbefaler også, at der følges op efter 1 år med en tydeliggørelse af:
       1.    Hvor mange børn, der er blevet idømt udvisning 
       2.    Hvor mange børn, der har oplevet en forælder blive idømt udvisning

Det vil sige, hvor mange børn, der påvirkes af lovændringen, som med de hidtidige regler ikke ville være blevet påvirket, fordi kriterierne for udvisning ikke ville være opfyldt.

Kilder

  1. The European Court of Human Rights: Guide on the case-law of the European Convention on Human Rights -Rights of the child (updated 2025)

Relateret viden

Her kan du se de seneste nyheder, høringssvar og materialer om samme emne.