Jeg er oprigtigt bekymret over, at så få eksempler kan bruges til at så tvivl om behovet for beskyttelse blandt børn på krisecentre. Det er netop børn, der allerede har været igennem voldsomme oplevelser og befinder sig i en udsat og utryg livssituation. Ifølge Danmarks Statistik havde cirka 2.600 børn ophold på krisecenter i 2023. Det er et tal, der i sig selv vidner om alvoren og udbredelsen – og det er altså ikke noget, man ”bare lige” gør. At søge hjælp på et krisecenter er ikke udtryk for et spil eller en strategi. Det er oftest sidste udvej, når sikkerheden er i fare.
Derfor må TV2’s bombastiske udsendelse ikke blive brugt som grundlag for lovgivningsmæssige ændringer. Den manglende balance og faglige forankring i udsendelsen gør det svært at se, hvordan den overhovedet kan retfærdiggøres i sin nuværende form. Hvorfor er det fx primært dommere og jurister der udtaler sig? Hvori liggers deres børnefaglige ekspertise? Temaet er ekstremt vigtigt og fortjener opmærksomhed – men det må ske med ansvarlighed og respekt for kompleksiteten. Medier har en kæmpe magt, men også et tilsvarende stort ansvar, når de vælger at formidle så følsomme og vigtige emner.
Kontaktbevarende samvær er en midlertidig afgørelse, som Familieretshuset skal træffe inden fire uger fra, at der er søgt om det. Det er en afgørelse om samvær, som er gældende under sagens behandling i det familieretlige system. Dvs. afgørelsen træffes, inden man har alle oplysninger i sagen og inden, man har sagsbehandlet. Afgørelsen træffes ud fra standard bestemmelser, hvor barnets alder fx på 6 år automatisk udløser et samvær hver anden uge fra lørdag kl. 10 til søndag kl. 17. Standardsamværet kan kun fraviges, hvis der er begrundet tvivl om, at samværet er bedst for barnet. I den fase er det naturligvis helt afgørende, at man ikke uden videre sender barnet på samvær med en voldelig forælder – netop på et tyndt grundlag. Barnets ret til beskyttelse kommer i første række. Derfor er det så kritisk, at man i denne fase ikke automatisk tillader samvær mellem barnet og en forælder, der muligvis har udøvet vold eller anden skadelig adfærd. Risikoen for at påføre barnet yderligere skade er ganske enkelt for stor.
Formuleringen begrundet tvivl om samværet er bedst for barnet er en meget vigtig bestemmelse. En ny evaluering af det familieretlige system som VIVE har lavet i år viser netop, at næsten 70 % af de familier som henvender sig til det familieretlige system har komplekse problemstillinger. Komplekse problemstillinger dækker over misbrug, psykisk sygdom, partnervold, vold mod barnet, kriminalitet, at børnene har helbreds- eller udviklingsproblemer eller kommunen er i gang med børnefaglig undersøgelse.
Barnets ret til beskyttelse bør og skal altid komme i første række. Det betyder også, at et ophold på krisecenter og en krisecentererklæring skal kunne danne et reelt grundlag for, at kontaktbevarende samvær ikke iværksættes automatisk, når der er tvivl om det er bedst for barnet. Det er et vigtigt værn – både for barnet og for den forælder, der har taget det svære skridt at søge hjælp. Her har krisecentrene en central rolle, og deres faglige vurderinger skal tages alvorligt.
Samtidig er det selvfølgelig afgørende, at sagen hurtigst muligt bliver oplyst og udredt, så der kan træffes en endelig og kvalificeret afgørelse. Her står systemet dog over for en kæmpe udfordring. For lang sagsbehandlingstid og flaskehalse i både Familieretshuset og senere i Familieretten forhindrer, at børn og familier kan komme videre i deres liv. Uvisheden og ventetiden er ikke bare frustrerende – den kan være direkte skadelig. Den kan forværre konfliktniveauet og skabe usikkerhed om fremtiden for de børn, det hele handler om.
Hvis man vil tale om, hvad der bør ændres, så bør det netop være her. Vi bør tale om at skabe et familieretligt system, der har de nødvendige ressourcer til at handle hurtigt og fagligt. Et system, der prioriterer børns tryghed og beskyttelse. I den sammenhæng kan vi ikke bruge et medieskabt narrativ om ”onde mødre” og ”svigtede fædre” til ret meget. Det er for simple fortællinger, som ikke afspejler den virkelighed, børn og forældre står i.
Det er ikke underholdning. Det er virkelighed. Derfor må spillet og kampen om seerne aldrig være på bekostning af børnene.
