Det er morgen. Et barn vågner med feber, blanke øjne og en lille, træt stemme. Barnet spørger ikke til overenskomster eller den danske model.
Barnet spørger: “Mor, kan du ikke være hos mig?”
Alt for mange forældre kan ikke svare ja. Derfor bliver syge børn sendt i institution, selvom feber, ørepine og skoldkopper sjældent går over på én dag. Resultatet er børn, der ikke får den omsorg, de har ret til, og forældre, der presses af både dårlig samvittighed og arbejdskrav.
Den danske model kan ikke tørre snotnæser
Vi får ofte at vide, at vi skal værne om den danske model. Men hvis vi voksne skal passe så godt på den, hvorfor passer den så dårligt på vores børn?
Når regeringspartierne afviser at lovgive om ret til at passe syge børn for ikke at “pille” ved den danske model, bliver det ren virkelighedsflugt. Modellen løser ikke udfordringen. Den er med til at skabe den. Derfor må politikerne tage ansvar og sikre bedre rammer for børn og forældre.
Et lotteri, hvor børnene taber
I dag afhænger barnets mulighed for at blive hjemme af forældrenes overenskomst, arbejdsvilkår og økonomi. Nogle har ret til flere barnets sygedag end andre.
Det er et lotteri. Og sådan bør det ikke være. Det er et statsligt ansvar at sikre en bund under alle børns ret til omsorg.
I praksis bliver det til, at børn har dårligere mulighed for at blive hjemme, når de er syge, end deres forældre har. Og faktisk også dårligere end børn i vores nabolande, hvor både Sverige, Norge og Tyskland har fundet forskellige løsninger, der tilgodeser forældres mulighed for at passe deres børn, når de er syge.
Mon ikke vi også kan finde en dansk løsning?
“Panodil-børn” burde få politikerne op af stolen
En rundspørge fra 2023 viser, at 71 procent af forældre det seneste år mindst én gang har afleveret et barn med sygdomssymptomer. Hver femte har givet Panodil eller lignende for at kunne aflevere.
Ikke af ond vilje. Men fordi de er nødt til det.
Under corona lærte vi, at man skal blive hjemme, når man er syg. I dag er “samfundssind” tilsyneladende et glemt ord, mens ”Panodil-børn” er blevet hverdag. Men hvis vi skal tale om samfundssind igen, må vi ærligt erkende: Det er ikke samfundssind for nogen at sende feberramte børn i institution, hvor pædagogerne hverken har ressourcerne eller rammerne til at give dem den omsorg, de har brug for. Samtidig starter en smittekæde, som både går ud over andre børn og de voksne, når sygdommen spreder sig.
Hvad er det egentlig, vi vil være for et land?
Tilbage til morgenstunden. Forældrene står i døråbningen og vejer økonomi, jobkrav og samvittighed op mod deres barns behov. De skal vælge mellem barnet og arbejdet. Der udspiller sig en diskussion om, hvem der skal blive hjemme – hvis ”tur” det er. Det burde ingen forældre tvinges til. Og intet barn burde opleve at føle, at de har ansvaret for, at mor og far skændes, eller at svaret på “Bliver du hos mig?” afhænger af modeller og overenskomster.
For et sygt barn har ret til omsorg. Det er vores ansvar som samfund at sikre, at barnet også får den.
Debatindlægget er bragt i Altinget Arbejdsmarked d. 26. november 2025 og kan findes her.