Der er noget særligt ved det første sommerferiejob. Det er for mange børn og unge den første oplevelse af at tjene sine egne penge, være en del af et fællesskab og få ansvar. Det er vigtigt – og det skal vi værne om. Men lige nu risikerer at svigte de børn og unge, vi ellers gerne vil give en god start på arbejdslivet.
Der er for nylig sket et historisk skifte i vores syn på børn på arbejdsmarkedet. Siden den første fabrikslov i 1873 har man fra politisk hold taget flere og flere skridt for at beskytte børn mod arbejde, bl.a. af hensyn til børns helbred og uddannelse. Nu blæser vindene den modsatte vej og det er en politisk ambition at flere børn og unge skal på arbejdsmarkedet. Og det er til trods for, at danske unge allerede har en solid nordisk rekord i at arbejde. I 2021 arbejdede 36 pct. af de danske 15-årige. Det er tre gange så mange som i Norge og ni gange så mange som i Sverige! Så de danske børn og unge er bestemt villige til at påtage sig deres del af ansvaret, for at få vores samfund til at hænge sammen. Bør vi så ikke også løfte vores ansvar og sikre dem ordentlige vilkår?
Folketingets partier indgik i efteråret 2024 en aftale, der skal gøre det nemmere for børn og unge at få arbejde. Derfor er reglerne for, hvornår og med hvad børn og unge må arbejde blevet lempet, fx må børn helt ned til 13 år sidde ved kassen i supermarkedet. Samtidig har man indført en juniormesterlæreordning i folkeskolen, hvor unge potentielt kan veksle op til 1000 undervisningstimer til et arbejde.
Men desværre er den politiske vilje til at åbne arbejdsmarkedet for de yngste ikke fulgt op af den nødvendige beskyttelse.
Tallene taler nemlig deres tydelige sprog. 96 procent af børn og unge, der har fritidsjob, oplever brud på deres rettigheder. Ikke et enkelt barn i ny og næ. Næsten alle. Og tallene har været stabile over flere år uden at det har ført til et skærpet politisk fokus. Og det til trods for at både dansk lov og børnekonventionen siger, at børn skal beskyttes mod arbejde, der kan skade deres sikkerhed, sundhed og udvikling.
Det er bekymrende. Når man politisk beslutter at sende flere børn og unge ud på arbejdsmarkedet, har man også ansvaret for, at det sker under trygge og ordentlige forhold. Det ansvar bliver i dag ikke taget alvorligt nok.
Vi taler om unge, der arbejder for mange timer. Om unge, der selv skal finde en afløser, hvis de bliver syge – og som ikke får løn under sygdom. Mange får ikke den oplæring og instruktion, som de har krav på. Og alt for mange står alene, hvis de oplever, at noget er galt. Over 90 procent af de unge med et fritidsjob er nemlig ikke organiseret i en fagforening, som vi kender fra det voksne arbejdsmarked. Det gør de unges forudsætninger langt ringere end de voksnes.
Det er urimeligt. Og det er uansvarligt.
Det handler ikke om at fjerne unges mulighed for at arbejde. Det handler om at tage børns rettigheder alvorligt – også når de træder ind på arbejdsmarkedet. Det er vigtigt for børn og unge her og nu. Og vi ved, at dårlige oplevelser i de tidlige år på arbejdsmarkedet kan sætte spor langt ind i voksenlivet. Alligevel ser vi børn og unge, der løfter for tungt, arbejder uden instruktion og føler sig utrygge i mødet med kunder og voksne kolleger. Faktisk har knap hver femte ung har oplevet at få fysisk mén af deres arbejde. Det synes jeg er voldsomt og helt utilstedeligt.
Vi står lige nu på tærsklen til sommeren, hvor tusindvis af unge tager et sommerferiejob, som måske bliver deres første møde med arbejdsmarkedet. Det kan være på den lokale campingplads, bag kassen i supermarkedet, på jordbærmarkerne, på hotellets fortovscafé eller i iskiosken. Det skal være en god oplevelse. En tryg start. Og jeg vil gerne kunne købe en gammeldaws isvaffel med ekstra guf, med god samvittighed. Men det kræver, at politikerne klæder de unge på med mere end solhat og faktor 50. Vi skal have spændt et reelt sikkerhedsnet ud under børn og unge, der arbejder.
Jeg vil appellere til alle partierne bag den oprindelig aftale om flere unge i fritidsjob. Vi skal have styrket tilsynet med unges arbejde og sikre børns og unges adgang til faglig og juridisk hjælp, når deres rettigheder krænkes.
Når man lemper reglerne, må man også sikre, at rettighederne reelt følger med. Ellers efterlader man børn og unge alene med konsekvenserne. Det kan vi ikke være bekendt.