Debatindlæg bragt i Altinget den 7. marts 2022.
Af Agi Csonka, formand for Børnerådet
I de seneste uger har børne- og ungekrisecentret Joannahuset sat en vigtig problemstilling på dagsordenen. De må igen og igen afvise børn, som opsøger huset for at få et trygt sted at være og en varm seng at sove i, alene fordi børnenes forældre ikke vil give samtykke til det.
Vi taler om børn, der er udsat for vold og frygter for at være derhjemme. Børn, som ikke har andre steder at gå hen. Børn for hvem et krisecenter er den sidste udvej.
Det er paradoksalt og helt hen i vejret, at det er forældrene, som barnet netop er flygtet fra, der skal give samtykke.
Forældremyndigheden må ikke trumfe barnets ret
Problemstillingen giver anledning til at rejse spørgsmålet om, hvor langt forældremyndigheden rækker og bør række.
For dels følger der med forældremyndigheden ansvaret for at træffe beslutninger på vegne af barnet, men det skal altid være ud fra barnets interesse og behov. Og mindst lige så vigtigt følger der med forældremyndigheden en pligt til at efterleve barnets ret til tryghed og omsorg. Det står sort på hvidt i forældreansvarsloven.
Når et barn søger hjælp og tryghed i Joannahuset, er det ikke for sjov. Så har forældrene svigtet deres ansvar – så har de ikke givet barnet tryghed og omsorg. Og når de tilmed afviser at give samtykke til, at barnet overnatter i Joannahuset, så svigter de også deres ansvar for ’at træffe afgørelse om personlige forhold ud fra barnets interesse og behov’.
Det er paradoksalt og helt hen i vejret, at det er forældrene, som barnet netop er flygtet fra, der skal give samtykke.Agi Csonka
Formand for Børnerådet
Det kræver både mod og styrke, når et udsat barn tager ansvar for sin egen sundhed og trivsel ved at dukke op i Joannahuset. Og som det er med børn i udsatte positioner, så har barnet helt sikkert tænkt over og frygtet for forældrenes reaktion igen og igen – men alligevel er barnet nået frem til at søge hjælp.
Derfor bør vi også møde de børn, der rækker ud, med åbne arme. Vi kan ikke være andet bekendt. Når forældrene svigter deres ansvar, er barnets rettigheder vigtigere end forældrenes rettigheder som forældremyndighedsindehaver. Også i akutte situationer som i Joannahuset, hvor en myndighed ikke kan nå at træffe afgørelse.
Giv barnet ret til 48-timers helle
Flere har rejst bekymring for netop den del, der handler om, hvem der har mandat til at træffe afgørelse i sådan en sag. For hvis en privat organisation som Joannahuset har mulighed for at sætte forældremyndigheden ud af spil, bliver der så i praksis tale om en akutanbringelse?
I Børnerådet mener vi, at en afgørelse af en så alvorlig karakter, som en tvangsanbringelse er, alene bør foretages af en offentlig myndighed. Men vi kan ikke acceptere, at barnets rettigheder tilsidesættes i myndighedernes behandlingstid.
Derfor bakker vi op om forslaget om barnets ret til et 48-timers helle. To døgn giver barnet mulighed for – uden bekymring for forældrenes samtykke – at få en pause med tryghed og omsorg hos Joannahuset. Og det giver samtidig myndighederne mulighed for at træffe afgørelse for det videre forløb og en eventuel akutanbringelse. På den måde sikrer vi, at barnets ret til tryghed og omsorg trumfer forældremyndigheden, og en tilknyttet orienteringspligt vil give forældre og eventuelt myndigheder vished om, hvor barnet er.
Barnet er ikke længere et appendix til forældrene – det er et selvstændigt individ med egne rettigheder.Agi Csonka
Formand for Børnerådet
Forældreansvarsloven skal opdateres
Samtykkeproblemstillingen i Joannahuset viser, at lovgivningen ikke er fulgt med tiden.
Barnet er ikke længere et appendix til forældrene – det er et selvstændigt individ med egne rettigheder. Og barnets rettigheder bør trumfe forældremyndigheden, når forældre misligholder deres pligter.
Det er på tide, at forældreansvarsloven bliver opdateret, så børnene reelt kommer først.