Debatindlæg bragt i Politiken den 6. december 2021.
Af Agi Csonka og David Adrian Pedersen hhv. formand for Børnerådet og formand for De Anbragtes Vilkår
»Da jeg var 14 år, havde jeg allerede skiftet skole 10 gange. Hver gang jeg skiftede skole, så startede jeg, og så fandt de ud af, at jeg enten var for udadreagerende eller ikke god nok i skolen. Der har altid været meget kaos. Jeg lavede tit kaos i klassen, fordi jeg ikke kunne finde ud af tingene, og så blev jeg smidt ud. Så jeg synes, både det faglige og det sociale var megasvært«.
Sådan fortæller Amalie om sin skoletid. Amalie er en af de tidligere anbragte unge, som Børnerådet og De Anbragtes Vilkår har samarbejdet med om at finde løsninger på, hvad der skal til, for at anbragte børn får en god skolegang.
Skolen er en af de vigtigste arenaer i anbragte børns liv, både når det handler om trivsel, venner, læring og muligheder senere i livet. Men alt for ofte glider barnets skolegang ud af fokus i anbringelsen, hvor det især er de sociale indsatser, der bliver prioriteret. Det kan gøres bedre, og det skal gøres bedre med 'Børnene først'.
Skolen er en af de vigtigste arenaer i anbragte børns liv, både når det handler om trivsel, venner, læring og muligheder senere i livet.Agi Csonka og David Adrian Pedersen
Hhv. formand for Børnerådet og formand for De Anbragtes Vilkår
Derfor har vi sammen med en gruppe tidligere anbragte unge formuleret otte principper, som kan understøtte lovgivnings- og reformarbejdet. Med principperne følger konkrete anbefalinger, der reelt kan forbedre skolegangen for alle anbragte børn.
Først og fremmest skal barnets skolegang være et centralt element i enhver anbringelse. Det skal være et lovkrav, at barnet starter i et passende skoletilbud ved anbringelsestidspunktet, så der ikke sker unødige afbrydelser i skolegangen. Altså - ingen anbringelse uden skoletilbud. For at sikre sammenhæng i skoleforløbet anbefaler vi, at alle anbragte børn skal have en skoleplan, som sigter målrettet mod at give adgang til folkeskolens afgangseksamen og en kompetencegivende ungdomsuddannelse. Skoleplanen skal tydeliggøre, hvordan de voksne omkring barnet kan samarbejde, og hvordan barnet kan få den rette støtte i skolen.
Virkeligheden for mange anbragte børn er, at der er store huller i skolegangen, bratte skift mellem forskellige skoler, faglige niveauer og fællesskaber og alt for mange personer rundt om dem, som kommer og så forsvinder igen. De anbragte unge, vi har talt med, pointerer netop dette, og de efterspørger samarbejde mellem aktørerne og støtte, der giver mening og mod på læring. Som det er i dag, er ansvaret for at understøtte skolegangen for det anbragte barn delt mellem mange instanser, som hver især kan have konfliktende faglige og økonomiske perspektiver. I praksis er det uklart, hvem der er ansvarlig for at holde fokus på barnets faglige udvikling og skoletrivsel. Derfor mener vi, at skoleplanen skal udpege en gennemgående ansvarsperson, som understøtter og følger barnets skolegang.
Vi mener, at skoleplanen skal udpege en gennemgående ansvarsperson, som understøtter og følger barnets skolegang.Agi Csonka og David Adrian Pedersen
Hhv. formand for Børnerådet og formand for De Anbragtes Vilkår
Vi anbefaler også, at alle anbragte børn skal have ret til den nødvendige faglige og sociale støtte i skolen. Støtten skal følge barnet frem for indsatsen, så den fortsætter gennem hele barnets skolegang og først afsluttes, når barnet har afsluttet folkeskolens afgangseksamen og en kompetencegivende ungdomsuddannelse. Det er helt afgørende, at flere anbragte børn bliver en del af de almene skoletilbud og tager folkeskolens afgangseksamen, så de får lige muligheder og lige adgang til uddannelse og job. Derfor bør det også være muligt for anbragte børn at afslutte folkeskolen på mere fleksible vilkår.
For nogle anbragte børn kan vejen til en afgangseksamen gå via specialskoler eller interne skoler. Specialskoler og interne skoler kan understøtte faglige løft, hvis kvaliteten er god, men det er afgørende, at skoleplanen klart beskriver indsatser og handlinger, der sigter mod tilbagevenden til folkeskolen og klassefællesskabet.
Lige nu forhandler børne- og undervisningsordførerne om skolegang på interne skoler og i specialtilbud. Men hvad med alle de anbragte børn, som går i folkeskole? Og hvorfor er skolegang for alle anbragte børn ikke et centralt element i 'Børnene først', når nu skolegang er så afgørende en del af barnets liv? Skolegang er nødt til at blive set på samlet som en integreret del af anbringelsen, hvis intentionerne om at give anbragte børn et bedre afsæt i livet skal lykkes. En reel reform af området kræver, at man aktivt tænker på tværs af social- og skolelovgivning, og at de to områder arbejder bedre sammen både nationalt og lokalt.
Vores håb er, at der i arbejdet med barnets lov kommer et bredere fokus på skolegang end lige nu, hvor der primært fokuseres på den højtspecialiserede undervisning. Vi bringer de anbragtes egne stemmer til forhandlingsbordet og opfordrer til, at politikerne på både uddannelses- og socialområdet lytter til, hvad de tidligere anbragte selv fortæller, der skal til for at understøtte en bedre skolegang, en bedre anbringelse og et bedre liv.