Debatindlæg: Vi skal da altid kæmpe for barnets tarv i Danmark - også når det gælder flygtningebørn

Fælles debatindlæg bragt i Jyllands-Posten den 11. december 2018.

Af Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty Danmark, Per Larsen, formand for Børnerådet, Jonas Keiding Lindholm, generalsekretær i Red Barnet, Christian Friis Bach, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp og Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke

Siden regeringen og DF lancerede Danmarks nye finanslov, har debatten om det såkaldte paradigmeskifte i dansk udlændingepolitik fyldt forside på forside. Ikke mindst ledsaget af fotos af øen Lindholm, der som kommende udrejsecenter har tiltrukket sig opmærksomhed, også uden for Danmark. Det egentlige paradigmeskift ligger dog et andet sted: Danmark vil nu kaste flygtningebørn endnu længere ud i fattigdom.

Med finansloven introducerer Danmark i stedet for den nuværende integrationsydelse en såkaldt selvforsørgelses- og hjemrejseydelse. Bag navneskiftet gemmer sig den realitet, at regeringen og støttepartiet DF markant vil nedsætte den økonomiske støtte til flygtningefamilier for at få dem til hurtigst muligt at forlade Danmark. For enlige flygtninge med børn nedsættes ydelsen med 2.000 kr. om måneden og for samboende og gifte forsørgere nedsættes ydelsen med 1.000 kr. pr. person pr. måned svarende til 2.000 kr. pr. husstand.

Integrationsydelsen var i forvejen den laveste økonomiske ydelse i Danmark. Efter at have undersøgt levevilkårene for børnefamilier på integrationsydelsen vurderede Institut for Menneskerettigheder (IMR) så sent som i oktober, at der var god grund til at antage, at integrationsydelsen ikke var forenelig med grundlovens krav om, at det offentlige sikrer et eksistensminimum for dem, som ikke selv kan ernære sig og sine. Undersøgelsen fandt, at ca. 50.000 mennesker i Danmark i dag lever på integrationsydelsen. Heraf er 20.000 af dem børn. Vi ser dagligt, hvordan familierne er underlagt et enormt psykisk pres for at få økonomien til at dække de mest basale behov.

Mange familier bor i små lejligheder uden legetøj til børnene, der er ikke penge nok til tre måltider mad, og om vinteren må børnene undvære flyverdragter og varme støvler. De har svært ved at dække udgifter til transport og skoleudstyr, og der er slet ikke råd til, at børnene kan deltage i aktiviteter i fritiden. Selv om forældrene går uendeligt langt for, at deres børn ikke skal betale prisen, så rækker det ikke. Som en far på integrationsydelsen fortalte til IMR: »Hvis vi spiser af morgenmaden, altså mig og min hustru, er der ikke nok til resten af ugen. Så vi har valgt, at det er børnene, der får det hele, og så springer vi morgenmaden over«.

Det er en hverdag som denne, Danmark nu vil forringe yderligere, selv om vi ved, at det ikke fører til øget beskæftigelse eller styrket selvforsørgelse. Flygtninge vil blive yderligere ramt, da mange enkeltydelser fra kommunen vil falde væk, fordi den statslige refusion på 50 pct. forsvinder. Det vil mindske kommunernes mulighed for at hjælpe de mest udsatte familier. Vi har derfor svært ved at se denne del af finansloven som andet end et bevidst forsøg på at nedbryde mennesker for at tvinge dem til at forlade Danmark uanset forholdene i deres hjemlande. Dertil at sikre at andre ikke søger beskyttelse her.

At politikerne samtidig begrunder beslutningen med, at de samme mennesker snarest muligt skal vende hjem for aktivt at kunne bidrage til genopbygningen af deres ofte krigshærgede hjemlande, gør for os hjemrejseydelsen desto mere uforståelig. Der skal ikke herske tvivl om, at civilsamfundet fortsætter arbejdet for at give flygtningebørn den bedst mulige barndom og mulighed for at udvikle sig, uanset hvilket land de senere kommer til at kalde deres "hjem". Men som vi nærmer os valgkampen i Danmark, efterlyser vi med fælles stemme politikere i og uden for regeringen, som vil kæmpe for barnets tarv og for at udrydde fattigdom i Danmark - også når det gælder flygtninge.

Læs debatindlægget i Jyllands-Posten