Børnerådet kommenterede i 2014 lovforslaget om anvendelse af tvang i psykiatrien, se venligst Høringssvar: Børneperspektivet mangler i nyt lovforslag om tvang i psykiatrien.
Det er fortsat Børnerådets opfattelse, at lov om anvendelse af tvang i psykiatrien bærer præg af et manglende børneperspektiv. Dette afspejles nu i de nærværende udkast.
Til udkast til bekendtgørelse om samtaler efter ophør af tvangsforanstaltning og magtanvendelse
Børnerådet anbefaler, at begrebet ’magtanvendelse’ defineres nærmere i en selvstændig bekendtgørelse, hvor alt vedrørende børn under 15 år i dette regi samles. Heri skal også indgå overvejelser om og forholdsregler for andre patienter, der overværer magtanvendelsen.
Børnerådet er fra det sociale område bekendt med, at det kan være svært og konfliktfyldt for børn at tale en magtanvendelse igennem med dem, der har gennemført den. Vi ved også fra de børn, der har bidraget til Børnerådets undersøgelse om at være indlagt i psykiatrien (se evt. 'Det er bare almindelige mennesker, der har en sårbarhed), at de selv ønsker at få lov til at tale om hændelsen med en uvildig. Derfor har Børnerådet tidligere peget på, at eftersamtalerne skal gennemføres af en særligt udpeget børnepatientrådgiver, der ikke har sin daglige gang på afdelingen, og som både har indsigt i psykiatriske lidelser og børn og unge generelt.
På den baggrund foreslår Børnerådet særligt til § 3 i udkastet: Når eftersamtalen vedrører børn og unge, bør det fremhæves, at den skal gennemføres af en person med indsigt i børn og unge og psykiatriske lidelser. Barnets/den unges synspunkter mht personvalget skal indhentes og tillægges betydning.
Til udkast til vejledning om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner etc.
Ad pkt. 2: Forhåndstilkendegivelser. - Det bør tydeligt af vejledningen fremgå, at retten til en samtale i forbindelse med indlæggelse også gælder for børn under 15 år og deres forældre. Videre, at samtalen skal foregå med særlig hensyntagen til barnets unge alder, og at en forhåndstilkendegivelse aldrig må udlægges som accept af tvang.
Ad pkt. 4: Særligt vedrørende mindreårige. - Som anført ovenfor anbefaler Børnerådet en bekendtgørelse, hvor alt vedrørende børn under 15 år i dette regi samles.
Børnerådet kan tilslutte sig tekstens krav om mindste middels princip og mest skånsomme løsning af hensyn til barnet.
Fra de børn, der har bidraget til Børnerådets undersøgelse om at være indlagt i psykiatrien, ved vi, hvor problematisk det kan opleves af børnene selv, når forældrene har givet samtykke til en behandling, som barnet ikke ønsker at modtage. Skal punktets anbefaling om overvejelser om forholdet mellem forældrene og barnet have betydning i praksis, må emnet derfor uddybes og nuanceres betragteligt.
Ad pkt. 5: Eftersamtaler. - Vi henviser til ovenstående vedr. bekendtgørelse om samtaler etc.
Videre anbefaler Børnerådet, at der i punktets sidste afsnit står: Personalet skal i samråd med patienten vurdere, om der vil være behov for at at afholde flere eftersamtaler.
Ad pkt. 6: Tvangsfiksering. - Tvangsfiksering af børn bør ikke finde sted, og teksten må understrege, at udstrækningen i tid under ingen omstændigheder kan overskride ganske få timer. Videre bør det være en speciallæge i børne- og ungepsykiatri, der foretager den obligatoriske efterprøvelse, når det drejer sig om børn og unge.
Ad pkt. 8: Udskrivningsaftaler og koordinationsplaner. - Skift mellem afsnit, ventetid på indlæggelser og udskrivning er kilder til stor bekymring for mange børn og unge i psykiatrien.
Punktet bør indeholde et særskilt afsnit med tydelig angivelse af obligatorisk praksis for udskrivning, og som understreger betydningen af koordinering med skole, kommune, sociale tilbud mv.