Børnerådet kan tilslutte sig forslaget i sin helhed, da Børnerådet vurderer, at lovforslaget vil medføre en øget beskyttelse af barnet, herunder tilgodese barnets bedste yderligere i lovgivningen.
Børnerådet mener, at ændringerne er nødvendige, efter alt for mange eksempler hvor vægtning af barnets bedste samt inddragelse af barnets perspektiv ikke har været i overensstemmelse med lovgivning eller god praksis.
Samtaler med børnene
Børnerådet mener, at det er hensigtsmæssigt, at hvis der er sket samtale umiddelbart forinden ifm. § 50 undersøgelsen, så kan samtale efter § 48, stk. 1 undlades. Det må formodes at kunne forvirre barnet eller give indtryk af, at kommunen søger et bestemt svar eller ikke har lyttet til barnets ytringer ved første samtale, hvis barnet umiddelbart to gange efter hinanden spørges om det samme. Børnerådet vil understrege, at det afgørende er kvaliteten af og formålet med samtalen, ikke antallet af samtaler. Dette kan med fordel fremhæves.
Der er i lovforslaget en tilføjelse i stk. 1, om at samtalen kan finde sted uden samtykke og tilstedeværelse fra forældremyndighedsindehaveren, når hensynet til barnets bedste taler herfor. Børnerådet er af den overbevisning, at tilføjelsen vil medvirke til at sikre, at barnet fx ikke intimideres under mødet eller får endnu sværere ved at fortælle noget, som eventuelt kan opfattes grimt, om forælderen.
Børnerådet bifalder, at der i § 50 tilføjes et nyt stk. 3, hvor der stilles krav om samtale med barnet. Børnerådet mener, at det vil medvirke til, at kommunerne indhenter barnets synspunkt i videst mulige omfang. Børnerådet er fortaler for, at der gøres grundige forsøg på at inddrage barnets synspunkter, og kan derfor tilslutte sig, at kommunen skal søge oplysninger tilvejebragt om barnets synspunkter, såfremt samtalen ikke kan gennemføres.
Bisidder
Børnerådet kan tilslutte sig permanentgørelsen af børns ret til en bisidder, da det sender et klart signal om, at børn bør have mulighed for at medbringe en person, som er der for at forklare barnet, hvad de forskellige ting betyder, samt for at støtte barnet til at fortælle det, barnet ønsker skal frem.
Børnerådet vil i denne forbindelse fremhæve nødvendigheden af en tydeliggørelse af, hvad det at være bisidder indebærer i forhold til barnet. Børnerådets anbringelsesundersøgelse viste, at mange børn er i tvivl, om hvilke roller de forskellige personer har. En præcisering af formålet med de forskellige personer, som barnet kommer i kontakt med, herunder bisidder, kontaktperson og støtteperson kunne være medvirkende til at øget barnets forståelse af situationen og de tiltag, der berører barnet.
Mistanke om overgreb
§ 72, stk. 1, 2 pkt. som udover ”den unges bedste” nu kommer til at indeholde en uddybning om beskyttelse af barnet ift. sundhed og udvikling og beskyttelse mod overgreb, er efter Børnerådets opfattelse i klar overensstemmelse med Børnekonventionens ordlyd, og Børnerådet kan derfor tilslutte sig dette.
Børnerådet er meget tilfreds med tilføjelsen i § 71, som pålægger børne- og ungeudvalget at afbryde samvær med en person, som er under mistanke for overgreb, også mod andre end det barn, som samværet vedrører, da det vil medvirke til at forhindre, at eventuelle overgreb kan fortsætte.
Børnerådet er enig i, at hensynet til barnet bør vægtes højest i tvivlstilfælde. Børnerådet vil endvidere fremhæve samspillet med forældreansvarsloven, som i fællesskab med denne bestemmelse øger sikringen af barnets tarv.
Underretninger
Ankestyrelsens kulegravning fra 2012 af sager om overgreb mod børn og unge viser, at der er behov for at kvalitetssikre kommunernes behandling af underretninger. Derfor kan Børnerådet tilslutte sig en rettidig systematisk registrering og vurdering med henblik på at afklare, om barnet har behov for særlig støtte.
At ansvaret lægges hos kommunalbestyrelsen er positivt, da det er langt mere håndgribeligt og forpligtende, end hvis ordet ”kommunen” var brugt.
Kravet om, at kommunalbestyrelsen indenfor 24 timer vurderer, hvorvidt barnets sundhed eller udvikling er i fare, og om der er behov for at iværksætte akutte foranstaltninger, er efter Børnerådets opfattelse en klar forbedring i forhold til tidligere praksis. Børnerådet bemærker, at som en del af kommunens vurdering bør inddragelse af barnet være en selvfølge.
Børnerådet tilslutter sig, at det pålægges kommunalbestyrelsen at genvurdere sagen, hvis der modtages underretning om et barn, der allerede er iværksat foranstaltning overfor.
I den forbindelse vil Børnerådet dog understrege vigtigheden af, at det tilføjes, at der skal ske søskende-undersøgelser i tilfælde af underretning. På den måde sikres det, at også for eksempel yngre søskendes forhold undersøges med henblik på eventuelt forebyggelse.
I tilfælde hvor der sker underretning om overgreb fra barnets forældres side, skal der endvidere holdes samtale uden samtykke eller tilstedeværelse fra forældremyndighedshaveren.
Børnerådet vil i den forbindelse gøre opmærksom på, at ministeriet i lovteksten skriver ”skal”, mens der i de tilhørende bemærkninger på side 57 står, at en samtale uden samtykke og tilstedeværelse i disse tilfælde altid vil bero på en konkret vurdering af underretningen.
De to ting kan være modsigende. Det bør specificeres, hvilke konkrete kriterier, der skal vurderes på, så sagsbehandleren kan foretage en sikker vurdering til gavn for barnet. Børnerådet vil anbefale, at det tilføjes i lovteksten, at barnets bedste vægtes højest i denne vurdering.
Børnerådet ønsker endvidere tilføjet, at der under samtalen og efter denne skal ske løbende orientering af barnet, så barnet ved, hvad der sker og skal ske. Uvidenhed og usikkerhed er en kilde til bekymring og problemer hos barnet, mens orientering af barnet udfra barnets alder og modenhed kan sikre samarbejdet og det videre forløb, samt barnets tiltro til myndighederne.
Præciseringen om underretning ved skolefravær, mener Børnerådet, er glimrende, da den sikrer samspil mellem de forskellige faggrupper. Den har i øvrigt god sammenhæng med de ikke-lovmæssige tiltag, som nævnes i bemærkningerne side 7, særligt Oplysningskampagnerne for fagfolk og Understøttelse af kommunernes beredskaber.
Børnerådet mener, det bør tilføjes, at der skal ske underretning, hvis et barn bortvises fra skolen, så det sikres, at socialforvaltningen også i de tilfælde kan tage hånd om sagen.
Børnerådet kan tilslutte sig, at det er kommunalbestyrelsen, som skal underrettes, hvis der er grund til at antage, at der er behov for støtte til et barn.
Børnerådet er enig i præciseringen i loven om, at fagpersoner, der har underrettet, skal orienteres af kommunalbestyrelsen om, hvorvidt der er iværksat en foranstaltning, samt at kommunalbestyrelsen endvidere kan orientere om foranstaltningens type, hvis oplysningen kan have betydning for den støtte, som fagpersonen efterfølgende skal udøve overfor barnet.
Det er Børnerådets forventning, at det modvirker, at personen, som underretter, står tilbage uvidende og eventuelt klager unødvendigt til kommunen eller Ankestyrelsen. Det fremmer endvidere det tværfaglige samarbejde at orientere, samt muliggør at fagpersonerne omkring barnet kan målrette indsatsen på en koordineret måde.
Børnerådet vil understrege vigtigheden af, at tavshedspligten overholdes, samt at barnets bedste og rettigheder i forbindelse med orienteringen skal vægtes højest. Der findes eksempler på underretninger, som ikke har været underbyggede eller sandfærdige. Derfor er det påkrævet at tage udgangspunkt i barnets bedste udfra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt.
Om kommunalbestyrelsens pligt til udarbejdelse af skriftligt beredskab til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager om overgreb mod børn.
Børnerådet kan tilslutte sig, at der sker en sikring af, at der til enhver tid i enhver kommune findes procedurer og værktøjer i forbindelse med overgreb mod mindreårige, idet man derfor kan forvente, at kommunen kan tage professionelt hånd om en sådan opgave, uanset kommunens størrelse, erfaring eller andet.
Børnerådet finder, at beredskabet er afgørende i understøttelsen af, at det kommunale fagpersonale bliver i stand til at opspore adfærd, som kan være udtryk for, at barnet er udsat for overgreb.
Rådet mener, at der i forbindelse med den årlige revision af beredskabet i lovteksten skal stå ”at kommunen skal forholde sig til, om kommunen har tilstrækkelige, herunder den fornødne kvalitet i tilbud til børn udsat for overgreb, til at børnene kan få en indsats, der imødekommer deres behov”, da kommunalbestyrelsen efter Serviceloven skal sørge for de nødvendige tilbud.
Børnerådet vil fremhæve muligheden for at udveksle oplysninger politi, sociale myndigheder og anklagemyndighed imellem som særdeles positiv, da Børnerådet vurderer, at det er i barnets interesse, at denne mulighed specificeres overfor de implicerede myndigheder.
Ankestyrelsens kulegravning af sager om overgreb mod børn og unge har vist, at samarbejdet ikke har fungeret hensigtsmæssigt, herunder at vigtige oplysninger ikke er kommet videre fra den ene myndighed til den anden. Børnerådet vil endvidere foreslå, at det også bliver muligt for de implicerede myndigheder at udveksle oplysninger med Statsforvaltningen, såfremt der verserer en sag der samtidigt.
Børnerådet tilslutter sig de ikke-lovfæstede initiativer omkring oplysningskampagner for fagfolk om underretningspligt, børns rettigheder og overgreb, Uddannelse og efteruddannelse af relevante faggrupper, Styrkelse af organisering mv. på børneområdet, vejledningsmateriale om lukkede familier, Udvikling af beredskaber og børnehuse samt styrkelse af indsatsen overfor børn med krænkende adfærd, da de mange sager har vist, at fagpersoner ofte ikke kender de skridt, der skal tages, når et barn mistrives eller hvilken adfærd, der skal ses efter.
Særligt de faggrupper, som har med normalområdet at gøre, er ofte ikke klædt på til at håndtere særtilfælde, herunder mistanke om overgreb eller børn med anderledes eller krænkende adfærd.
Børnehuse
Børnerådet har gennem en årrække aktivt arbejdet for etableringen af Børnehuse i Danmark. Rådet medvirkede til ”Notat om national model for Børnehuse i Danmark” (oktober 2009), som en arbejdsgruppe under Forskningsnetværket om seksuelle overgreb mod børn har stået bag.
Videre har rådet været repræsenteret i den arbejdsgruppe, der blev etableret i 2012 i Sundhedsstyrelsens regi, og hvis anbefalinger refereres i lovforslaget si. 26 f.
Udkastet ligger tæt op ad de anbefalinger, som tidligere er blevet fremsat af Børnerådet, og rådet kan med nedenstående kommentarer tilslutte sig forslaget.
Børnerådet har sammen med bl.a. Kommunernes Landsforening, Dansk Psykolog forening og JanusCentret stået for det synspunkt, at husene organisatorisk skal forankres i kommunerne, bl.a. fordi den særlige hjælp, der skal ydes børnene i husene, primært er af psykosocial karakter. Husene bør altså som udgangspunkt ikke etableres og integreres i hospitalsvæsnet, fordi kun de færreste børn udsat for overgreb har brug for lægelig behandling.
Hertil kommer, at nærhedsprincippet, som repræsenterer et grundlæggende hensyn til børnene i den ovenfor nævnte model, ikke tilgodeses ved en anbringelse af børnehusene i de store såkaldt højt specialiserede sygehusfunktioner, der er godkendt af Sundhedsstyrelsen til at varetage funktionen vedr. seksuelt misbrugte børn og unge, og som er beliggende i Århus, København og Odense.
Efter lovforslaget etableres husene i et tværkommunalt regi, baseret på et til to huse i hver region, men i meget nær tilknytning til de højt specialiserede sygehuse.
Den praktiske gennemførelse af ordningen må følges nøje og evalueres inden for en årrække med henblik på, om det er lykkedes at etablere en løsning med barnet i centrum. Særligt bør der være fokus på etableringen af et reelt tværsektorielt samarbejde mellem sygehuse og kommuner.
Plejefamilier, der ønsker at adoptere
Børnerådet kan tilslutte sig, at kommunalbestyrelsen ved anbringelse med henblik på adoption så vidt muligt skal anbringe barnet hos en plejefamilie, der er indstillet på adoption. Såfremt der tidligt i forløbet fra kommunalbestyrelsens side tages stilling til, om adoption skal effektueres og der derefter vælges plejefamilie på den baggrund, kan det sandsynligvis forhindre genanbringelser og tab af voksenpersoner.
Børnerådet mener, at ud fra et børneperspektiv er tiltaget om støttetilbud til plejefamilier ved adoption positivt, da det sigter mod en lettere, mere glidende overgang for barnet.
Konsekvenstilrettelser
Børnerådet vil gøre opmærksom på, at der i lovforslaget ikke er nævnt en konsekvensrettelse af § 168, stk. 2, som omhandler klagemulighederne for barnet, som er fyldt 12 år, til Ankestyrelsen over afbrydelse af samvær.
Barnet bør kunne klage over enhver afbrydelse af samvær, set fra et retssikkerhedsmæssigt perspektiv. § 168, stk. 2 bør derfor konsekvensrettes, såvel som § 74, stk. 1, nr.8 er blevet det, ift. at børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om afbrydelse af samvær.
Børnerådet kan tilslutte sig, at kommunens udgifter til konsulentbistand efter § 11, stk. 3 til familier med opholdstilladelse efter Udlændingeloven også dækkes af staten, så det er ens for alle børn med ophold i Danmark.
Børnerådet vil afsluttende understrege følgende:
De ikke lovfæstede initiativer vil bliver fulgt nøje af Børnerådet, idet Børnerådet anser disse delelementer som særdeles afgørende for lovforslagets samlede succes. Børnerådet bemærker, at de af ministeriet nævnte initiativer omkring brobygning mellem faggrupper ikke eksplicit er nævnt i bemærkningerne til lovforslaget.
Børnerådet finder det bekymrende, hvis de initiativer, som er nævnt i ministeriets faktaark af 09.09.2012, ikke tilføjes i bemærkningerne til lovforslaget.
Børnerådet vil på det kraftigste opfordre til, at uddannelse og efteruddannelse får afgørende vægt. Dette særligt i forhold til udvikling af sagsbehandleres kompetencer til afholdelse af børnesamtaler, så det sikres, at barnet føler sig trygt til at fortælle om eventuelle ubehagelige oplevelser og modsat ikke stilles kraftigt ledende spørgsmål.
Uddannelse i hvordan magtanvendelser undgås er særdeles vigtigt, viser Børnerådets anbringelsesundersøgelse. Børnene oplever magtanvendelser som overgreb, og magtanvendelser skal som udgangspunkt undgås, herunder skal andre pædagogiske tiltag forsøges først, men dette er desværre langt fra tilfældet på alle sociale døgntilbud for børn og unge.
Endelig mener Børnerådet, det er essentielt, at kommunernes registrering af underretninger ikke kun bruges af kommunerne internt, men også af Social- og Integrationsministeriet i en central registrering.
Børnerådet vil endvidere fremhæve behovet for en central registrering af magtanvendelser, da det må være et naturligt indhold i overgrebspakken, at der sker en central registrering af magtanvendelser, for på den måde at kunne forebygge fysiske overgreb fra personalets side samt monitorere udviklingen på både lokalt og nationalt plan. Derved øges sikkerheden for, at ingen børn udsættes for unødvendige og ulovlige magtanvendelser.