Hvis et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine allermest udsatte, så har Danmark dybe problemer.
Børnene fortæller, at de har brug for stabilitet og tryghed i systemet. De efterspørger støttede og bløde overgange, så de kan vænne sig til det nye, og de har brug for kontinuitet og forudsigelighed i relationerne til de voksne omkring dem.
Det er helt rimelige behov. Men stabilitet og tryghed kræver, at systemet omkring barnet fungerer.
Rigsrevisionens nye beretning om sagsbehandling ved anbringelser af børn uden for hjemmet viser, at kommunerne i 69 procent af sagerne ikke overholder ét eller flere centrale lovkrav.
Vi taler om udsatte børn og unge i Danmark. De, som har mest behov for myndighedernes hjælp, og som selv sætter ord på det behov i vores undersøgelse fra 2025 blandt børn i plejefamilier.
Det er et rystende højt tal. Og det er et alvorligt svigt af børn, som allerede befinder sig i en meget udsat position.
Når samfundet træffer en så indgribende beslutning som at anbringe et barn uden for hjemmet, skal det ske på et solidt fagligt og retligt grundlag. Ellers risikerer vi, at indsatsen ikke hjælper barnet, eller at barnet må flyttes igen, fordi anbringelsen ikke blev tilrettelagt korrekt fra begyndelsen.
Siden begyndelsen af 2024 har kommunerne haft travlt med at implementere Barnets lov.
Med Rigsrevisionens beretning frygter jeg, at det er urealistisk, at et system, der allerede var presset før 2024, overhovedet kan løfte opgaven.
Den børnefaglige undersøgelse og Barnets plan er ikke ligegyldige planer og papirer. De er forudsætningen for, at barnet får den rette hjælp, det rette anbringelsessted og en indsats, som faktisk virker.
Når den børnefaglige undersøgelse for 21 procent af børnene stadig ikke er udarbejdet et halvt år efter anbringelsen, og når Barnets plan stadig mangler for 18 procent efter et halvt år, er det ikke bare overgangsproblemer. Det er et svigt.
Et systematisk politisk svigt, som jeg mener, er sket på anbringelsesområdet over en årrække.
Vi i Børnerådet, andre børneorganisationer, socialrådgiverne og Ankestyrelsen har i årevis råbt op om kommunernes udfordringer i form af for mange sager til for få hænder, personaleudskiftning og generel mangel på ressourcer.
Den nye børne- og ungerådgiveruddannelse, som ellers skulle hæve niveauet, er strandet politisk.
Derudover har et flertal i Folketinget lettet tilsynstrykket i kommunerne, ved at spare 30 procent på socialtilsynene.
Det er dem, som holder øje med kvaliteten af de børne- og ungehjem og plejefamilier, som de børn med utilstrækkelige anbringelsesgrundlag bliver placeret på.
Og det er her, hvor vi fortsætter med at se eksempler, hvor børne- og ungehjem ikke magter opgaven, som Nexus og Fensmarksgade samt kommunernes brug af ikke-godkendte tilbud.
Og Social- og Boligministeriet, som af Rigsrevisionen får hård kritik for ikke at sikre, at kommunerne overholder loven, har i 2025 skåret over 100 millioner kroner af Social- og Boligstyrelsens budget som konsekvens af faldende bevillinger og statsligt arbejdsprogram.
Det styrker helt sikkert ikke den faglige understøttelse af kommunernes implementering af lovgivningen på det her område.
Sidst og ikke mindst viste Vive's undersøgelse fra 2025 blandt børn og unge i udsatte positioner, at både anbragte på børne- og ungehjem, men også børn i forebyggende foranstaltninger, oplever dårlig trivsel kombineret med høj grad af udsathed og risikoadfærd.
For eksempel nævnes gruppen af 15–17-årige piger, der bor på børne- og ungehjem.
Her har 36 procent oplevet fysiske overfald, halvdelen har oplevet voldtægt eller voldtægtsforsøg, 60 procent har været udsat for digitale krænkelser og 86 procent har skadet sig selv med vilje og 61 procent har forsøgt selvmord.
Det er fuldstændigt uacceptabelt, at vi som samfund står og kigger på, at ulykken starter med mangelfuld sagsbehandling og så bare fortsætter hele vejen gennem barnets anbringelse.
Tallene, de politiske tiltag og eksemplerne taler sit eget tydelige og triste sprog. Spørgsmålet er, hvor meget der skal til, før regeringen gør noget effektivt ved problemerne, som anbringelsesområdet har.
Der er behov for at kigge på området som helhed: At der sættes ressourcer af til god og grundig sagsbehandling, hvor en børne- og ungerådgiveruddannelse er essentiel for at sikre høj faglighed i inddragelsen af børn på tværs af kommuner.
At der sikres et langt stærkere tilsyn, som både kan udøve den nødvendige kontrol og tilbyde sparring og rådgivning til børne- og ungehjem og plejefamilier.
Og endelig, at der sker en systematisk monitorering af kommunernes kvalitet i både sagsbehandlingen og af forholdene, når børnene er anbragt.
Lad os få et Danmark, hvor vi kan være stolte af hele forløbet, som de mest udsatte børn og unge skal igennem, når de skal anbringes udenfor familien. Er det for meget forlangt?
Artiklen blev bragt i Altinget d. 13 marts 2026 og kan læses her.
