Børnerådet støtter formålet om at beskytte børn og unge mod bandekriminalitet, vold og udnyttelse. Børn og unge skal kunne færdes trygt i deres lokalområde, og samfundet skal gribe ind over for personer, der rekrutterer og udnytter børn og unge til kriminalitet. Beskyttelsen skal omfatte både børn og unge, der udsættes for kriminalitet, børn og unge, der overværer den, og børn og unge, som selv involveres i kriminelle handlinger. Lovforslaget beskriver, hvordan børn og unge udnyttes til at begå alvorlig kriminalitet, mens bagmænd forsøger at undgå strafforfølgning. Det er dybt bekymrende, at det finder sted. Men forslaget lægger op til at skærpe straffen ikke alene for den, der hverver andre, men også for den, der lader sig hverve. Efter Børnerådets opfattelse kalder denne problemstilling på en langt tydeligere sondring mellem bagmændenes ansvar og det rekrutterede barns eller ungs situation, herunder at det rekrutterede barn eller ung befinder sig i en udsat position, og at der findes bagvedliggende alvorlige årsager til, at bagmændene har kunnet rekruttere barnet eller den unge. De årsager skal vi forebygge som samfund. Børnerådet efterlyste allerede i høringssvaret om bandepakke IV fra marts 2024 mere tidlig forebyggelse, helhedsorienterede indsatser og en tydeligere vurdering af konsekvenserne for børn og unge. Rådet advarede samtidig mod stempling gennem informationsdeling om familiemedlemmers bandetilknytning og mod øget anvendelse af straf og varetægtsfængsling. Disse hensyn er på samme måde centrale for dette forslag.1 Børn, der har begået kriminalitet, er fortsat børn med rettigheder og udviklingsmuligheder. Børnerådets overordnede anbefaling er derfor, at lovforslaget suppleres med udtrykkelige børneretlige garantier og en forpligtende forebyggelses- og beskyttelsesindsats. Indsatsen skal ikke alene gøre det vanskeligere at begå kriminalitet. Den skal også gøre det muligt for børn og unge at komme ud af kriminelle miljøer og tilbage til et trygt børne- og ungdomsliv.
De 15-17-årige skal omfattes af særlige hensyn – ikke af strafskærpelser
De foreslåede strafbestemmelser og strafskærpelser indeholder ikke en generel undtagelse for personer under 18 år. De vil derfor også kunne få betydning for børn på 15-17 år. Lovforslaget ændrer ikke den kriminelle lavalder, og børn under 15 år kan fortsat ikke straffes. Yngre børn kan imidlertid blive berørt af blandt andet informationsdeling om deres familie og indgreb over for deres forældre. Børnekonventionens artikel 3 kræver, at barnets bedste altid skal veje tungest, når der træffes beslutninger eller afgørelser om børn. Artikel 37, litra b, fastslår, at frihedsberøvelse kun må anvendes som sidste udvej og i det kortest passende tidsrum. Efter artikel 40 skal reaktionen på børns kriminalitet tage hensyn til barnets alder og fremme resocialisering. FN’s Børnekomité understreger i General Comment nr. 24, at børns udvikling begrunder en differentieret og individuelt tilpasset tilgang.2 Børnerådet er opmærksomt på, at de almindelige strafudmålingsregler fortsat gælder, herunder at alder under 18 år som udgangspunkt skal indgå som en formildende omstændighed. Det er positivt, men efter rådets opfattelse utilstrækkeligt, når lovforslaget samtidig opstiller nye udgangspunkter for mærkbart skærpede straffe.3 Børnerådet anbefaler, at betydningen for de 15-17-årige beskrives særskilt ved de enkelte tiltag, og at det fremgår udtrykkeligt, hvordan barnets alder, modenhed, eventuelle udnyttelse og muligheder for resocialisering skal indgå. Det skal desuden beskrives, hvilke mindre indgribende reaktioner der skal overvejes. Vi anbefaler, at strafskærpelserne ikke indføres.
Rekrutterede/hvervede børn må ikke mødes med en særlig strafskærpelse for den udnyttelse, de udsættes for
Lovforslagets § 1, nr. 13 – den foreslåede § 81 h. Den foreslåede § 81h giver mulighed for at forhøje straffen med indtil en tredjedel for visse alvorlige forbrydelser, både når en person hverver en anden mod betaling, og når en person mod betaling eller løfte herom lader sig hverve. Betalingsbegrebet omfatter også afvikling af gæld og såkaldte ”dummebøder”, selv om der ikke består et egentligt gældsforhold.4 Børnerådet finder det særligt bekymrende, at et barn, der begår kriminalitet for at komme fri af en pålagt gæld, dermed kan blive omfattet af en yderligere strafskærpelse. Netop en sådan situation bør give anledning til at undersøge, om barnet er udsat for trusler, afpresning eller anden udnyttelse. Et løfte om betaling eller eftergivelse af en ”dummebøde” bør ikke i sig selv forstås som udtryk for et frit og ligeværdigt valg.
Den svenske myndighed Brottsförebyggande rådet beskriver i rapporten Barn och unga i kriminella nätverk fra 2023, hvordan børn kan lokkes eller tvinges ind i kriminelle netværk, og hvordan gæld, trusler og vold anvendes til at forhindre dem i at forlade miljøet. Undersøgelsen bygger blandt andet på interview med 28 personer med egen erfaring fra kriminelle netværk. Den viser også, at børn kan rekruttere andre børn. Resultaterne kan ikke uden videre overføres til danske forhold, men de belyser mekanismer, som er direkte relevante for lovforslagets beskrivelse af udnyttelse.5 Børnekonventionens artikel 19 og 36 beskytter børn mod overgreb og udnyttelse, mens artikel 39 vedrører støtte til deres rehabilitering. Disse hensyn skal også varetages, når barnet selv har begået en strafbar handling.6 Børnerådet anbefaler, at personer, der var under 18 år på gerningstidspunktet, undtages fra den nye strafskærpelse i § 81h, nr. 2, for at lade sig hverve. Det indebærer ikke straffrihed for den underliggende forbrydelse, men at barnet ikke pålægges en særlig strafskærpelse alene på grund af hvervnings- og betalingsforholdet. Der bør samtidig indføres en systematisk vurdering af mulig udnyttelse, når børn mistænkes for bestillingskriminalitet. Vurderingen skal føre til konkret beskyttelse, herunder mod repressalier, og til undersøgelse af mulig menneskehandel, hvor der er tegn herpå. Hjælp til barnet bør ikke afhænge af, om barnet kan eller tør bidrage til strafforfølgning af bagmændene. Også børn, der har rekrutteret andre børn, skal vurderes individuelt og kan selv have behov for beskyttelse mod personer højere oppe i det kriminelle miljø.
Retsikkerhedsmæssige udfordringer i den nye § 191 c i straffeloven
Lovforslagets § 1, nr. 10-14 – ændringerne af §§ 81 a og 81 b samt de nye §§ 81 h og 191 c. Med den foreslåede § 191 c bliver det muligt at straffe visse bidrag til meget alvorlig kriminalitet, selv om den pågældende ikke har haft forsæt til den konkrete forbrydelse. Der skal fortsat være forsæt til at bidrage til et strafbart forhold; almindelig uagtsomhed er ikke tilstrækkelig. Det kræves imidlertid ikke, at personen har indset eller burde have indset, at bistanden understøttede en af de særligt alvorlige forbrydelser, som bestemmelsen omfatter. Strafferammen er bøde eller fængsel indtil fire år.7 Efter Børnerådets opfattelse indebærer dette en særlig risiko for børn og unge, som tildeles afgrænsede praktiske opgaver uden overblik over det samlede kriminelle forløb. Det forhold, at et barn har forstået, at en opgave har forbindelse til noget strafbart, er ikke nødvendigvis udtryk for, at barnet eller den unge har kunnet overskue sin rolle, konsekvenserne eller mulighederne for at sige fra. Det er meget betænkeligt at indføre en så vidtrækkende bestemmelse. Særligt når der ikke er redegjort for rækkevidden i bemærkningerne, og når der hidtil kun har kunnet straffes for medvirken og forsøg på medvirken, hvis der kunne fastslå en konkretisering af forsæt.
Børnerådet anbefaler, at bestemmelsen afgrænses, så børn ikke omfattes af det udvidede ansvar alene på grundlag af forsæt til uspecificeret kriminalitet. Lovbemærkningerne bør indeholde en særskilt vurdering af børns retssikkerhed og konkrete eksempler på afgrænsningen. Det bør samtidig tydeliggøres, hvordan myndighederne skal undersøge pres, afhængighed og udnyttelse. Tilsvarende er der behov for en børnespecifik vurdering af udvidelsen af bandeparagraffen og den nye strafskærpelse på indtil to tredjedele efter § 81 b, stk. 2. Forslaget lægger blandt andet op til en mere objektiviseret vurdering af en handlings forbindelse til en konflikt. Det må ikke føre til, at oplysninger om et barns familie eller omgangskreds erstatter en konkret vurdering af betingelserne for strafansvar og strafskærpelse.8 Usikkerheden omkring de pågældende bestemmelser giver bekymring for en svækkelse af retssikkerheden.
Børn skal mødes som individer – ikke som medlemmer af en ”kriminel familie”
Lovforslagets § 2, nr. 1 – ændringen af retsplejelovens § 115, stk. 5. Børnerådet anerkender, at oplysninger om kriminalitet i et barns nære omgivelser kan være nødvendige for at beskytte barnet. I høringssvaret om bandepakke IV fremhævede rådet værdien af et bedre vidensgrundlag for de professionelle, men også nødvendigheden af at begrænse informationsdelingen og undgå stempling.9 Det foreliggende forslag anvender ikke ”kriminelle familier” ens i alle sammenhænge. I straffelovens § 81 a skal familien opfylde de eksisterende krav til en gruppe. I SSP sammenhæng er begrebet bredere og kan omfatte familier præget af kriminalitet over mindst to generationer, også hvor familiemedlemmers kriminalitet ikke hænger sammen. Familiebegrebet omfatter desuden en bredere kreds af slægtninge.10 Denne forskel skal være helt tydelig for de myndigheder, som skal anvende reglerne. Et barn kan have behov for beskyttelse på grund af familiens forhold uden selv at være kriminelt eller tilknyttet en kriminel gruppering. Det er ikke tydeligt, hvor vidtrækkende ”familiemæssige bånd” er i forslaget, gælder det for eksempel nevøer og niecer og hvor mange led kan det række ud eller ned i? Børnekonventionens artikel 2, stk. 2, beskytter barnet mod forskelsbehandling eller straf på grund af blandt andet familiemedlemmers stilling eller virksomhed. Artikel 16 beskytter barnets privatliv. Som det er beskrevet nu, er det hverken tydeligt eller forudsigeligt, hvornår et barn er omfattet. Det er retsikkerhedsmæssigt betænkeligt.
Børnerådet anbefaler, at informationsdelingen ledsages af klare retningslinjer om formål, dokumentation, oplysningernes sikkerhed, modtagerkreds og løbende vurdering af relevans. Der skal skelnes mellem dokumenterede forhold, mistanker og generelle bekymringer. Barnet skal som udgangspunkt have en alderssvarende forklaring på, hvilke oplysninger der bruges, og mulighed for at få fejl korrigeret, uden at barnets sikkerhed bringes i fare. Oplysningerne skal bruges til at undersøge barnets konkrete støtte- og beskyttelsesbehov – ikke til på forhånd at definere dets fremtid. Lovforslaget ændrer ikke i sig selv betingelserne for støtte eller anbringelse efter barnets lov. En familiekategorisering må heller ikke i praksis erstatte den nødvendige individuelle vurdering.11
Opholds- og kontaktforbud skal tage højde for barnets hverdag og beskyttende relationer
Lovforslagets ændringer af straffelovens § 79 a og retsplejelovens § 684. Lovforslaget udvider adgangen til opholds- og kontaktforbud og giver mulighed for geografisk mere omfattende opholdsforbud. Domstolene skal fortsat tage stilling til, om et forbud kan gives, mens politiet skal fastlægge dets konkrete udstrækning. Forbud kan række langt ind i voksenlivet, idet maksimum er ti år fra endelig dom med forlængelse svarende til frihedsberøvende straffuldbyrdelse.12 For et barn er det afgørende, om et forbud afskærer kontakt til personer, der fastholder barnet i kriminalitet, eller det også afskærer adgang til skole, behandling, fritidsliv og trygge voksne. Et indgreb, der skal hjælpe barnet væk fra et kriminelt miljø, må ikke samtidig fjerne de relationer og muligheder, som skal gøre et liv uden kriminalitet muligt. Lovforslaget fastholder proportionalitetsvurderinger og muligheder for særlige tilladelser. Kontaktforbud omfatter heller ikke nærmeste familiemedlemmer i det omfang, det ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser. Det er væsentlige garantier, men der mangler efter Børnerådets opfattelse en tydelig beskrivelse af, hvordan de skal anvendes, når børn berøres.13 Børnerådet anbefaler, at der ved forbud, som vedrører børn eller påvirker deres kontakt til en forælder, stilles krav om en dokumenteret vurdering af barnets bedste og barnets egne synspunkter. For mindreårige, der selv pålægges forbud, skal der være en konkret plan for sikker bolig, skolegang, behandling og støtte, når forbuddet griber ind i disse forhold. Barnets ret til kontakt med en forælder efter artikel 9, stk. 3, gælder, medmindre kontakten strider mod barnets bedste. Beskyttelsen kan derfor både kræve, at kontakt opretholdes, og at barnet skærmes mod en farlig relation.14
Disse hensyn skal også fremgå ved præciseringerne af reglerne om blandt andet besøg og kommunikation under varetægt og afsoning. Familiebetegnelsen må ikke i sig selv føre til, at et barn afskæres fra en forælder.15 Børnerådet finder desuden den foreslåede toårige begrænsning i adgangen til at anmode om fornyet domstolsprøvelse efter en opretholdende kendelse problematisk for børn. To år er en meget lang periode i et barns udvikling. Der bør sikres hyppigere revurdering og adgang til fornyet prøvelse ved væsentligt ændrede forhold. Barnet skal have praktisk hjælp til at bruge prøvelsesadgangen og til at forstå afgørelsen. Den foreslåede fireugersfrist vedrører alene rettens stillingtagen til opsættende virkning, ikke den endelige prøvelse af forbuddet.16
Overtrædelse af et tryghedsskabende opholdsforbud bør ikke udløse et nyt fængselsudgangspunkt for børn
Lovforslagets § 4 – ændringen af politilovens § 24 f, stk. 3. Forslaget skærper straffen for overtrædelse af de tryghedsskabende opholdsforbud efter politiloven. Udgangspunktet skal være 30 dages fængsel allerede ved førstegangsovertrædelse, og strafferammen forhøjes til fængsel i et år og seks måneder. Dette er en anden ordning end opholds- og kontaktforbud efter straffelovens § 79 a.17 I høringssvaret om tryghedspakken fra april 2025 anbefalede Børnerådet, at børn ikke gives opholdsforbud på baggrund af skøn om utryghedsskabende adfærd, uanset om forbuddet meddeles af politiet eller i regi af Ungdomskriminalitetsnævnet. Rådet fremhævede navnlig retssikkerhed og risikoen for forskelsbehandling.18 Børnerådet fastholder denne anbefaling og fraråder, at det nye fængselsudgangspunkt finder anvendelse på personer, der var under 18 år på gerningstidspunktet. Forhøjelsen af strafferammen åbner også mulighed for varetægtsfængsling, når de øvrige betingelser er opfyldt. Det gælder dog ikke, hvis forholdet forventes at medføre bøde eller fængsel i højst 30 dage. Denne afgrænsning ændrer ikke ved behovet for en særskilt vurdering af konsekvenserne for børn.19 FN’s Børnekomité anbefaler, at alternativer til frihedsberøvelse prioriteres udtrykkeligt, og at varetægtsfængsling af børn begrænses til de alvorligste tilfælde, og først efter overvejelse af alternativer. 20 Børnerådet efterlyser, at disse hensyn får en tydeligere plads i forslaget.
Forebyggelse skal være en konkret og finansieret del af indsatsen
Børnerådet savner en konkret beskrivelse af, hvordan de børn, som identificeres gennem indsatsen, skal hjælpes. Der er ikke evidens for, at en skærpet strafferetlig reaktion i sig selv forebygger børns kriminalitet. Et dansk registerbaseret studie offentliggjort i 2025 undersøgte den midlertidige nedsættelse af den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år. Forskerne fandt ikke den tilsigtede kriminalitetsreducerende effekt blandt de 14-årige. Studiet understreger behovet for at dokumentere frem for fortsat at forudsætte den forebyggende virkning.21 Nyere dansk forskning belyser også forskellen mellem støtte og kontrol set fra børnenes perspektiv. VIVE og Københavns Professionshøjskoles undersøgelse fra 2025 af Ungdomskriminalitetsnævnet og Ungekriminalforsorgen omfatter interview med 37 børn og unge. Nogle oplever at blive hjulpet af relevante indsatser og struktur, mens andre oplever mange krav, utilstrækkelig inddragelse og forløb, som griber omfattende ind i hverdagen. Erfaringerne er relevante for, hvordan nye indgreb skal udformes og følges op.22 Børnerådet anbefaler, at lovforslaget ledsages af en forpligtende og finansieret indsats for børn, som er i risiko for rekruttering eller ønsker at forlade kriminelle miljøer. Den bør omfatte en stabil, tilgængelig voksen, hurtig beskyttelse mod trusler, relevant behandling og støtte til skole, uddannelse og fritidsfællesskaber. Indsatsen skal kunne fortsætte gennem en eventuel frihedsberøvelse og overgangen til voksenlivet. Forebyggelsen skal også kunne nå børn dér, hvor rekrutteringen foregår. Lovforslaget beskriver rekruttering via sociale medier og lukkede digitale fora. Der bør derfor etableres sikre muligheder for at søge hjælp ved digitale henvendelser, trusler og afpresning, og fagpersoner skal have kompetencer til at opdage og reagere på dem.23 Lovforslaget forventes ikke at have økonomiske konsekvenser for kommuner og regioner. Børnerådet efterlyser en nærmere vurdering af, hvordan kommunerne skal kunne omsætte øget viden om udsatte børn til rettidig hjælp, og hvilke ressourcer det kræver. Mere information er ikke tilstrækkeligt, hvis den nødvendige støtte ikke er til rådighed.24
Lovforslaget bør ledsages af en samlet børnerettighedsvurdering og af børneinddragelse
Børnerådet anbefaler, at der inden lovforslagets vedtagelse gennemføres en samlet børnerettighedsvurdering også kaldet Childs Rights Impact Assessment (CRIA). Vurderingen skal omfatte børn som mulige gerningspersoner, ofre, vidner og pårørende og belyse både de enkelte tiltag og deres samlede virkning. Den bør blandt andet undersøge konsekvenserne for frihedsberøvelse, familiekontakt, skolegang og adgang til støtte.
Dette følger også retningen i FN’s Børnekomités General Comment nr. 14, som fremhæver børnerettighedsvurderinger tidligt i lovgivningsprocessen.25 Børn og unge med relevante erfaringer skal inddrages på en tryg og meningsfuld måde. Deres perspektiver skal ikke kun illustrere problemerne, men bruges til at vurdere, om de foreslåede løsninger er forståelige, realistiske og hjælpsomme. Det gælder også børn, der oplever utryghed i deres lokalområde, og børn, som har familiemedlemmer involveret i kriminalitet. Lovforslaget lægger op til en evaluering efter tre år af ændringerne i bandeparagraffen. Børnerådet anbefaler, at evalueringen udvides til lovforslagets samlede konsekvenser for børn og gennemføres med børnefaglig og uafhængig forskningsmæssig deltagelse. Børnenes sikkerhed, trivsel, skolegang og muligheder for at forlade kriminalitet bør følges, så det ikke kun er mulighederne for strafforfølgning.26 En effektiv indsats mod bandekriminalitet skal beskytte børn mod at blive udnyttet og sikre, at de får mulighed for en anden fremtid. Børn skal ikke blot straffes. De skal hjælpes ud af kriminelle miljøer og ind i trygge og positive fællesskaber.
Fodnoter:
1: https://www.boerneraadet.dk/vores-viden/2024/hoeringssvar/hoeringssvar-vi-skal-turde-investere-meget-mere-i-boerne-og-ungeomraadet-hvis-vi-vil-ungdoms-og-bandekriminaliteten-til-livs/
2: https://uhr.humanrights.go.kr/pub/uhrstd/508
3: Straffeloven
4: Lovforslagets § 1, nr. 13, og pkt. 2.1.1.3, s. 14-15, herunder om betaling, gældsafvikling og ”dummebøder”.
5: Barn och unga i kriminella nätverk | Brå - Brottsförebyggande rådet
6: Børnekonventionen artikel 19. 36 og 39. Convention on the Rights of the Child text | UNICEF
7: Lovforslagets § 1, nr. 14, s. 3, og pkt. 2.1.2.3, s. 22-24, navnlig om forsætskravet og manglende krav om indsigt i den konkrete alvorlige forbrydelse.
8: Lovforslagets § 1, nr. 10-12, s. 2, samt pkt. 2.2.4.3.2, s. 51-54, og pkt. 2.2.5.3, s. 59-60.
9: Vi skal turde investere meget mere i børne- og ungeområdet, hvis vi vil ungdoms- og bandekriminaliteten til livs
10: Lovforslagets pkt. 2.2.4.3.1, s. 50-51, og pkt. 2.2.6.3, s. 65-66, om afgrænsningen af ”kriminelle familier”.
11: Lovforslagets pkt. 2.2.6.3, s. 65, om anvendelse af oplysninger i kommunens samlede vurdering af barnets støttebehov efter barnets lov.
12: Lovforslagets § 1, nr. 2-8, s. 1-2, samt pkt. 2.2.1.3 og 2.2.2.3, s. 31-36, om kompetence, udstrækning og varighed.
13: Lovforslagets pkt. 2.2.1.1.1, s. 25, om nærmeste familiemedlemmer, og pkt. 2.2.2.3, s. 35-36, om proportionalitet og særlige tilladelser.
14: Børnekonventionens artikel, stk.3 Convention on the Rights of the Child text | UNICEF
15: Lovforslagets pkt. 2.2.4.3.1, s. 51, samt bemærkningerne til § 2, nr. 3-4, og § 3, nr. 1-2, s. 133-136.
16: Lovforslagets § 1, nr. 8, s. 2, den foreslåede affattelse af straffelovens § 79 a, stk. 10.
17: Lovforslagets § 4, s. 4, og pkt. 2.3.1.3, s. 72-73, om straf for overtrædelse af tryghedsskabende opholdsforbud efter politiloven.
18: Høringssvar: Børn i problemer har ikke brug for straf, de har brug for hjælp – Tryghedspakken har et kort og skævt sigte
19: Lovforslagets pkt. 2.3.1.3, s. 73, med henvisning til retsplejelovens § 762, stk. 1 og 3.
20: 국제인권규범>인권조약 일반논평/권고>본문 : 아동권리위원회 일반논평 제24호(2019): 아동사법제도에서의 아동의 권리_[EN]
21: Lowering the Minimum Age of Criminal Responsibility: Consequences for Juvenile Crime - VIVE
22: Børn og unge oplever nyt system mod ungdomskriminalitet som straf - vive.dk
23: Lovforslagets pkt. 2.1.1.2, s. 13, om rekruttering via sociale medier og lukkede digitale fora.
24: Lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 3, s. 83, om økonomiske konsekvenser for kommuner og regioner.