Det lyder næsten som en mirakelkur: Flere fritidsjob og juniormesterlære skal løfte børn og unges trivsel. Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har selv bakket idéen op i Altinget, og tanken er tillokkende.
Et job kan give ansvar, struktur, mestring og sociale fællesskaber, og for nogle unge kan netop den erfaring tænde troen på sig selv og skabe retning i livet.
Derfor er det ikke underligt, at politikere over en bred kam fortæller om deres egne første meritter bag kassen i Bilka, på avisruten eller som flaskedreng.
Og at de sidste år vedtog regler, der både skal gøre det lettere for børn at få et fritidsjob og give skoleelever mulighed for at bytte op til 1000 undervisningstimer for et juniormesterlæreforløb.
Men lige nu rammer de gode intentioner et arbejdsmarked, der ikke er gearet til opgaven.
Når vi som samfund hælder benzin på idéen om arbejdsmarkedet som pædagogisk værktøj, er det afgørende, at vi samtidig sikrer børns rettigheder og beskyttelse.
Ellers risikerer vi at opnå det stik modsatte: Utryghed og tvivl om egne rettigheder i det allerførste møde med arbejdsmarkedet.
Vi ved, at næsten alle børn og unge fritidsjobbere – 96 procent – har oplevet ét eller flere brud på deres rettigheder i forbindelse med deres arbejde.
For eksempel oplever knap 50 procent, at de selv skal finde en afløser, hvis de bliver syge, cirka 30 procent løfter eller skubber mere end tilladt, og 15 procent har følt sig utrygge i forbindelse med deres arbejde.
Tallene for de mange rettighedsbrud har været stabile eller stigende de seneste ti år. Alligevel har det ikke ført til nogen egentlig politisk handling.
Det burde ikke være nødvendigt at minde om, at børn og unge, ifølge både dansk lovgivning og internationale konventioner, herunder Børnekonventionen, har krav på særlig beskyttelse.
Men netop opfyldelse af den beskyttelse synes politisk fraværende i disse år, hvor vi ser et markant skifte i forventningen til børns deltagelse på arbejdsmarkedet.
Børn og unge skal ikke bare udfylde hullerne i det danske arbejdsmarked. Og vi kan ikke betragte børn og unge, der arbejder i detailhandlen, restaurationsbranchen eller på lagret, som en fleksibel og "nem" arbejdsstyrke uden rettigheder, der skal respekteres.
For børn er fritidsjobbet det første møde med en arbejdsplads – og også første gang, de oplever, at deres arbejde skaber værdi og profit for andre.
Også derfor bør vi være ekstra opmærksomme på, hvilke værdier og strukturer, de møder.
Hvis børn og unge møder arbejdsgivere, der ikke klæder dem godt nok på til arbejdet og ikke aflønner og efterlever børnenes rettigheder, som de er forpligtet til, så lægger vi ikke kimen til trivsel.
Vi lægger derimod kimen til en dårlig start på et langt arbejdsliv.
Den danske model bygger på et fundament af myndige arbejdstagere, organiseret i fagforeninger og med adgang til kollektive forhandlinger. Det er en model, der fungerer. For voksne. Men den er ikke designet til børn.
Under ti procent af fritidsjobbere er medlem af en fagforening. De har ingen fælles platform, ingen organiseret støtte eller adgang til faglig og juridisk hjælp, hvis noget bliver svært.
Realiteten er endda, at mange børn og unge har flere småjobs og ville skulle melde sig ind i flere forskellige fagforeninger, for at få adgang til den nødvendige hjælp.
Derfor er vi nødt til at tænke strukturerne anderledes eller supplere den nuværende danske model, såfremt børn og unge skal nyde samme beskyttelse som voksne. Eller faktisk allerhelst bedre.
Uden et sikkerhedsnet står børnene uden adgang til viden om deres rettigheder på arbejdsmarkedet, uden adgang til støtte og hjælp, hvis de for eksempel oplever chikane, manglende lønudbetaling eller andre brud på deres rettigheder.
Det gør dem grundlæggende langt mere sårbare for udnyttelse og kan betyde, at de ender med at acceptere vilkår, de ikke burde acceptere.
At det i sidste ende er et politisk ansvar understreges yderligere af den juniormesterlæreordning, der netop er trådt i kraft.
Nu kan op til 1000 timer, der ellers skulle have været tilbragt i folkeskolen som led i opfyldelse af undervisningspligten, byttes ud med en juniormesterlæreplads i en virksomhed.
De op til 1000 timer skulle blandt andet have været brugt til at opfylde folkeskolens formål om at forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.
Altså vil en del af nogle børn og unges (ud)dannelse fremtidigt være udliciteret til det private arbejdsmarked.
Selvom ordningen formelt kræver, at virksomhederne udpeger en kontaktperson, er det i praksis en helt ny og kompleks rolle, de skal løfte.
Det er et stort ansvar at være med til at forme et ungt menneskes uddannelse og udvikling. Det kræver mere end god vilje og et par ekstra samtaler i frokostpausen.
Kontaktpersonen skal have tid, faglig opkvalificering og et klart kendskab til den unges rettigheder og behov.
Opgaven handler ikke kun om oplæring i arbejdsopgaver, men også om at understøtte barnets ret til trivsel, uddannelse og udvikling.
Det er ikke noget, man løser ved siden af sine sædvanlige arbejdsopgaver – det kræver et bevidst og ressourcetilført ansvar.
Så der er med andre ord behov for tydeligere rammer, regler og rådgivning for arbejdspladserne, før vi med god samvittighed kan sende børn i arbejde som erstatning for skolegang.
Nu er vi nødt til at spørge os selv, om vi først og fremmest skal sikre børn og unges trivsel og rettigheder, eller om vi vil acceptere børn og unge som en slags 'juniorarbejdskraft', som må klare sig uden reel beskyttelse.
Svaret er selvfølgelig åbenlyst. De nye initiativer skal gå hånd i hånd med strukturer, der beskytter, støtter og sikrer børn og unges rettigheder.
Vi har ikke råd til, at børn og unge betaler prisen for de voksnes forestillinger om arbejdsmarkedet som løsning på alt fra trivsel til uddannelse.
Og som det er lige nu, er den danske model ikke gearet til at tage vare på børn og unge. I sidste ende er ansvaret for effektiv beskyttelse af børns rettigheder regeringens.
Og her er man nødt til at tage ansvar for et sikkerhedsnet under børn og unge med samme hast, som de sendes på arbejdsmarkedet.
Kommentaren er bragt i Altinget Arbejdsmarked d. 20. august 2025 og kan findes her.
