I Danmark er én procent af børn og unge under 18 anbragt udenfor hjemmet. I 2023 var det over 12.000 børn. Samme år blev der registreret mere end 5.000 magtanvendelser mod disse børn. De er fordelt på i alt 290 forskellige godkendte tilbud ud af 633 børne- og ungehjem. Tallet kan i sig selv være alarmerende – men det mest skræmmende er måske alt det, vi ikke ved. For hvor mange magtanvendelser bliver aldrig registreret? Hvor mange børn bærer på oplevelser, der aldrig bliver set, hørt eller taget alvorligt?
Regeringen har nu besluttet, at de lovpligtige tilsyn med anbringelsesstederne kun skal finde sted hvert tredje år. Hvert tredje år! Det er en evighed, hvis du er et barn, der lever med utryghed og magtanvendelser som en del af hverdagen. For et barn i mistrivsel er tre år ikke blot lang tid – det er uoverskuelig lang tid. Det kan vi ikke være bekendt over for børn, der i forvejen er udsatte. Og vi ser desværre, at kulturen kan skride i den forkerte retning, hvor magt bliver en del af hverdagen i anbringelseshjem. I en usund kultur øges risikoen for vold, som vi også har set konkrete og ubehagelige eksempler på tidligere, hvor ansatte er blevet dømt.
Et system, der ikke virker
Det system, der skal beskytte børnene, er præget af uigennemsigtighed og ineffektivitet. Magtanvendelser indberettes via manuelle skemaer, der sendes som e-mails til Socialtilsynet, som derefter overfører data til Excel-ark, der derefter ligger i den respektive region. Ikke alene er dette en forældet og fejlbehæftet proces – den varierer også fra tilsyn til tilsyn, hvilket gør det næsten umuligt at sammenligne data. Ikke mindst fordi de ikke samles nationalt. Resultatet er, at vi ikke har det nødvendige overblik over, hvordan børn behandles i de anbringelser, vi som samfund har ansvar for.
Børns rettigheder er ikke et bureaukratisk benspænd
Vi hører ofte, at vi skal afbureaukratisere den offentlige sektor. Men ønsket om mindre bureaukrati må aldrig blive en undskyldning for at svigte børns rettigheder. Når det handler om børn i udsatte positioner – børn, som staten har taget ansvaret for – må der tværtimod skrues op for både tilsyn, dokumentation og gennemsigtighed. Vi har brug for et tidssvarende system, hvor data kan indsamles og analyseres på tværs af landet. Hvor børnene bliver hørt. Og hvor vi kan handle, før det er for sent.
Styrk pædagogernes faglighed
Samtidig må vi anerkende, at arbejdet med anbragte børn kræver særlige kompetencer. Det er ikke et arbejde, "alle bare kan". Det kræver indsigt, empati og specialiseret viden at nedbringe brugen af magt og skabe trygge, udviklende rammer for børnene – særligt når man samler børn fra forskellige hjem, med forskellige udfordringer under samme tag på et børne- og ungehjem. I dag er der ikke krav om andet end en børneattest for at blive ansat til at drage omsorg og skabe trygge hverdagsrammer for de mest udsatte børn og unge. Derfor mener vi, at børne- og ungehjem skal arbejde systematisk med at sikre, at alt personale er klædt fagligt på til at undgå brugen af magt. Der skal være en certificeringsordning, hvor børne- og ungehjem skal dokumentere, hvordan de arbejder med forebyggelse og håndtering af magtanvendelser. Certificeringen skal være en forudsætning for, at tilbuddet kan godkendes af Socialtilsynet.
Som et barn i Børnerådets undersøgelse om magtanvendelser blandt anbragte sagde: "Det sætter spor resten af livet."
Spørgsmålet er, om vi som samfund vil være med til at sætte de dybe spor – eller om vi vil gøre alt for at sikre, at de aldrig bliver sat.