Vi har et fælles mål
Jeg glæder mig over, at stort set alle, jeg møder – både indenfor og udenfor murerne på Christiansborg – vil børn det bedste. Alle er enige om, at børn skal have gode rammer, så de kan leve gode liv. Og vi har faktisk taget skridt i den rigtige retning mod større respekt for børns rettigheder. Skridtene har været for små, og vi er ikke i mål, men de har været der. Folkeskolen skal have nye fagplaner med øget fokus på elevernes ret til at blive inddraget i deres skoleliv. Der er styrket politisk fokus på børns ret til beskyttelse digitalt. Og indsatsen for at beskytte børn mod vold er blevet styrket.
Alligevel er de fleste også enige i, at vi ikke godt nok lykkes med at sikre, at alle børn i Danmark kan udvikle sig og trives. For mig at se skyldes det, at nogle af de politiske diskurser og logikker i 2025 spænder ben for større fremskridt.
Børnene er ikke problemet – vores børnesyn er
Den aktuelle debat om folkeskolen er et tydeligt eksempel. Den afspejler nemlig en uheldig politisk modstand mod det børnesyn, der ellers blev knæsat med barnets lov. Der er for meget uro, larm og uregerlige børn. De har PDO (Pisse Dårligt Opdragede). Børnene udpeges som problemet. Det politiske svar er hjemsendelser, bortvisninger og fysisk indgriben. Der skal strammes op, må vi jo forstå.
Jeg deler de bekymringer, der ligger bag. Respekt for læreren og mulighed for fordybelse er afgørende for børns læring. Men det er en grundlæggende fejlslutning at gøre børn til skurkene og ignorere de rammer, vi voksne har skabt.
Var det tidssvarende børnesyn reelt slået igennem, havde politikerne forstået, at elevernes adfærd – om den kommer til udtryk ved udadreagerende adfærd, mobning eller langvarigt skolefravær – er et resultat af de rammer, vi tilbyder dem. Det starter allerede i dagtilbuddene, hvor kun en tiendedel af vores børnehaver har ”god kvalitet”. Det påvirker børns forudsætninger for at udvikle sig, lære og deltage på gode måder i fællesskabet. Den bagage tager børnene med ind i en folkeskole, hvor almenområdet er udhulet pga. stigende udgifter til elever i specialtilbud. Det resulterer i en ond spiral, hvor flere elever ikke får den støtte, de har brug for inden for almenområdet og derfor skubbes videre til dyrere specialtilbud, som udhuler almenområdet yderligere.
Når ansvaret placeres hos børnene, åbner det døren for hurtige, men tomme snuptagsløsninger fra konsekvenskassen. Det skygger for de tiltag, der reelt behandler årsagerne og ikke bare symptomerne.
Børn som selvstændige rettighedsaktører – ikke bilag til voksnes problemer
Hvis vi vil tage børns rettigheder alvorligt, må vi begynde at behandle børn som selvstændige rettighedsaktører – ikke blot som passive modtagere af voksnes beslutninger. Barnets lov har uden tvivl styrket barnets ret til at blive inddraget i egne sager, og den kommende evaluering bliver afgørende for at vurdere, om lovens intentioner også får gennemslag i praksis. Når det derimod gælder børns inddragelse i den nationale politiske udvikling, befinder vi os fortsat på usikkert grundlag. Her inddrages børns perspektiver kun sjældent og uden en systematisk tilgang.
Når handleplaner, reformer og love, der har betydning for børns liv, udformes om børn i stedet for med børn, reduceres børn til bilag til voksnes problemer. Det svækker både kvaliteten af beslutningerne og respekten for børns rettigheder. Børn er førstehåndsvidner til deres egen hverdag, og deres erfaringer rummer en indsigt, ingen andre kan levere.
Et rettighedsbaseret børnesyn forpligter os derfor til noget langt mere ambitiøst: at sikre, at børns perspektiver systematisk og meningsfuldt indgår i både udviklingen og vurderingen af de love, politikker og indsatser, der former deres hverdag og liv.
Først når børn tildeles en stemme i beslutningsprocesserne – lokalt såvel som nationalt – kan vi tale om, at de faktisk har de rettigheder, vi gerne vil hævde, at de allerede har.
Modstand mod internationale konventioner kan koste børn rettigheder
At et rettighedsbaseret og tidssvarende børnesyn har trange kår skal også ses i lyset af den tiltagende politiske modstand mod internationale konventioner. Det gør det svært at tro på, at Danmark inden for nærmeste fremtid vil inkorporere FN’s Børnekonvention i national lovgivning. Det er bekymrende. For der er brug for et markant løft af børns rettigheder. En analyse fra i år af UNICEF og Institut for Menneskerettigheder viser, at mere end halvdelen af børn i 6.-9. klasse ikke kan nævne én eneste rettighed. Og intet tyder på, at det står bedre til blandt voksne.
I september 2025 skabte Børnerådet i samarbejde med en række andre organisationer Rettighedsstafetten. På én uge nåede stafetten rundt i hele landet og samlede mere end 800 bud på, hvordan politikerne kan sikre, at alle kender børns rettigheder. Børn er fulde af gode idéer, når de inviteres ind. Fx foreslog flere, at børns rettigheder skulle ind i grundloven. I Børnerådet deler vi ønsket om, at børns rettigheder skal inkorporeres i dansk lovgivning – sådan som alle vores nordiske naboer har gjort.
Retssikkerhed er ikke ”bureaukrati”
Det politiske mantra om at begrænse statsligt ”bureaukrati” er også en udfordring med børnebriller på. Væk med unødige regler, procedurekrav og kolde hænder, lyder parolen. Men når klageadgange, tilsyn og systematisk monitorering af data spares væk eller aldrig etableres, risikerer vi, at de mest sårbare i vores samfund betaler prisen.
I år har vi sagt farvel til Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM). Næste år lider Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) samme skæbne. Også Socialtilsynene, som bidrager til at sikre, at anbragte børns rettigheder efterleves, rundbarberes.
Den danske model er også kollideret med børns rettigheder. Og modellen har (indtil videre) vundet. Det gælder eksempelvis, når politikere gemmer sig bag arbejdsmarkedets parter i forbindelse med en markant lempelse af reglerne for børn og unges arbejde. De nye regler kommer på et baggrundstæppe, hvor stort set alle børn og unge (96 %) oplever brud på deres rettigheder, når de arbejder. Reglerne er lavet uden at sikre børn og unge et sikkerhedsnet og ret til faglig og juridisk hjælp, når forholdene ikke er i orden. I praksis betyder det, at den gruppe, som vi er særligt forpligtede til at beskytte, må nøjes med et ringere sikkerhedsnet end os voksne.
Den danske model har aldrig været designet til at passe på børn. Men vi må ikke acceptere, at den eller andre systemlogikker forhindrer politikerne i at gøre det.
Mod et nyt (valg)år
Min status her ved udgangen af 2025 er en smule lunken. Der er lyspunkter, og langt de fleste børn i Danmark har det godt. Det skal vi glæde os over. Men vi tager nok flere af de politiske diskurser og logikker, som udfordrer og hæmmer børns rettigheder, med os ind i 2026. Dem må vi arbejde med – og mod.
Jeg tillader mig alligevel at være forsigtigt optimistisk. Ikke mindst pga. de børn og unge, jeg har mødt som forperson for Børnerådet. Deres energi og deres iver for at bidrage til et bedre samfund gør indtryk. For dem selv og deres venner. Dem skal vi lytte til.
Det håber jeg også, at politikerne vil gøre her på tærsklen til et nyt (valg)år. Og skulle der stå partier, der leder efter en mærkesag, så kunne det jo være: at sætte hensynet til børnenes rettigheder først.
God jul og godt valgår.
Debatindlægget er bragt i Altinget Arbejdsmarked d. 26. november 2025 og kan findes her.