Open menu Close menu

Børnerådets høringssvar koncentrerer sig om den del af lovforslaget, der vedrører fastsættelse af takstlofter for krisecentre.

Børnerådet anerkender intentionen om at sikre mere ensartede og gennemsigtige økonomiske rammer på krisecenterområdet. Det er imidlertid retligt problematisk, at der ikke foreligger en vurdering af konsekvenserne for børn (børnerettighedsvurdering) i lovforslaget

Takstloftet kan udgøre et indgreb i krisecentrenes mulighed for at levere indsatser, som er nødvendige for at sikre børn den beskyttelse og støtte, de har krav på. Modellen er samtidig uklar i forhold til børns individuelle og specialiserede behov. Et sådant indgreb bør ikke træffes uden forudgående vurdering af de børnefaglige konsekvenser jf. Børnekonventionen, barnets lov og forvaltningsrettens proportionalitetsprincip.

Endvidere bør den politiske aftalte opfølgning på modellen også omfatte en belysning af modellens betydning for børn på krisecentre.

Lovforslaget mangler vurdering af de børnefaglige konsekvenser ved et takstloft
Lovforslaget giver ministeren hjemmel til at fastsætte takstlofter, og det fremgår eksplicit af bemærkningerne, at disse ”implicit fastsætter et centralt loft for omfanget af indsatsen” 

(1)

Det indebærer i praksis, at rammen for den indsats, børnene skal have, reduceres centralt –uden en forudgående vurdering af, hvordan dette påvirker børns ret til beskyttelse, trivsel, særlig støtte og adgang til kvalificerede indsatser. Det medfører, at rammerne for børns ophold og støtte administrativt begrænses centralt, uden at der foreligger:

  • en vurdering af barnets bedste i lovgivningsprocessen, 
  • en vurdering af, om indgrebet er proportionalt,
  • en vurdering af, om takstmodellen kan sikre de rettigheder, som børn er tillagt efter national og international ret

Denne manglende konsekvensvurdering er særlig kritisk i lyset af, at børn i perioden 2017–2024 udgjorde 48 procent af alle personer på krisecentre, og at der i perioden var næsten lige så mange børn (13.200) som voksne (14.300) på krisecentre.

(2)

 

Krisecentre er således ikke udelukkende et voksenområde, men også et børneområde, hvor lovgiver er retligt forpligtet til at sikre børns rettigheder.

Når lovforslaget ikke adresserer, hvordan begrænsede økonomiske rammer påvirker børns hverdag, sikkerhed og udviklingsmuligheder, svækkes barnets ret til en individuel og rettighedsbaseret indsats. Børn har ret til privatliv, udvikling, beskyttelse, tryghed og relevant støtte. Disse rettigheder kan ikke garanteres, hvis rammerne på forhånd begrænses uden vurdering af konsekvenserne for børn.

Takstmodel skal afspejle alle børns reelle behov
Det er positivt, at lovforslaget indeholder en forhøjet takst for familier med mere end to børn. Men takstmodellen bør kunne dokumentere, at alle børn der kommer på krisecenter –uanset familieforhold og behov – kan modtage en indsats, der lever op til lovens og konventionens krav. Det er uklart, hvordan den foreslåede model tager højde for børn, der fx:

  • har behov for eget værelse af hensyn til trivsel og privatliv
  • har særlige behov og kræver specialiserede indsatser
  • har behov for øget pædagogisk, psykologisk eller socialfaglig støtte
  • indgår i familier med mere end fire børn.

Dette handler ikke alene om fysiske rammer på krisecentrene, men om barnets ret til en kvalificeret og målrettet indsats. En børnefaglig indsats på krisecentre kræver tid, specialiserede medarbejdere og solid tværfaglig koordinering, herunder sikkerhedsvurderinger, underretninger og samarbejde med relevante myndigheder, eksempelvis De Danske Børnehuse, familieretssystemet, dagtilbud og skoler.

En takstmodel, der ikke afspejler alle familieforhold og behov, risikerer at undergrave barnets ret til den nødvendige hjælp og støtte. Børnerådet opfordrer derfor til, at lovforslaget udbygges med:

  • en eksplicit vurdering af af konsekvenserne for børn (børnerettighedsvurdering)
  • en redegørelse for, hvordan takstlofterne sikrer overholdelse af barnets rettigheder
  • en vurdering af, om forslaget er proportionalt i forhold til forslagets konsekvenser for børn.

Uden en retlig vurdering af, hvordan modellen påvirker de børn, der årligt opholder sig på krisecenter, risikerer lovforslaget at være utilstrækkeligt oplyst og dermed i strid med god lovgivningsskik.

Opfølgning, kvalitet og inddragelse af børn
Børnerådet anerkender ambitionen i den politiske aftale om opfølgning på takstlofterne, men bemærker, at opfølgningen kun er meningsfuld, hvis den inkluderer en reel inddragelse af de børnefaglige perspektiver.

Børn på krisecenter befinder sig i en akut og sårbar situation, hvor deres ret til beskyttelse, omsorg og støtte skal være styrende for de beslutninger, der træffes. Opfølgningen må derfor ikke blot konstatere, om takstlofterne fungerer administrativt; den skal kunne dokumentere, om:

  • børn modtager de ydelser, de har krav på
  • kvaliteten i de børnefaglige indsatser er fastholdt
  • der er systematiske forskelle i tilbuddene på tværs af landet
  • indførelsen af takstlofter har medført en reduktion i børnerettede indsatser.

For at opfylde kravene i Børnekonventionens artikel 12 om børns ret til at blive hørt, er det afgørende, at opfølgningen inddrager børnefaglige aktører, og at børnenes egne perspektiver– direkte eller gennem repræsentanter – indgår i vurderingen af kvaliteten. Derudover bør der udvikles børnespecifikke kvalitetsindikatorer, der kan måle realiseringen af barnets rettigheder i praksis.

Børnerådet står naturligvis til rådighed for en nærmere dialog for det videre arbejde med opfølgning på takstmodellen.

 

 

Kilder

  1. Social- og Boligministeriet (2025): Forslag til Lov om ændring af lov om social service og forskellige andre love (Udvidelse af refusionsordningen for bostøtte efter Housing First-tilgangen, fastholdelse af den nuværende refusionsperiode på herbergområdet, loft over taksterne for krisecentre og herberger m.v. samt indførelse af krav om driftsaftale
    for private herberger m.v.). Side 19.

  2. Danmarks Statistik (2025): Næsten halvdelen af beboerne på krisecentre er børn.

Relateret viden

Her kan du se de seneste nyheder, høringssvar og materialer om samme emne.