Open menu Close menu

Barnets lov er en større reform, der berører udsatte børn samt børn med fysiske og psykiske udfordringer. Den har medført mange ændringer og nye tiltag, og det er derfor vigtigt at gøre løbende status og rette eventuelle fejl i den nye lovgivning, så den forvaltes korrekt og i overensstemmelse med børns rettigheder.

Ændringerne i barnets lov består af følgende tre dele:

  1. Tydeliggørelse af retstilstanden og udbedring af fejl og mangler 
  2. Udvidelse af barnets eller den unges klageadgang efter barnets lov 
  3. Udvidelse af mulighed for økonomisk støtte til forældre i forbindelse 
    med møder om barnet eller den unge

Børnerådet svarer på forslaget ud fra ovenstående opdeling. Rådet er overvejende positivt stemt over for forslagene, men vi er dog bekymret for præciseringen om, at der først kan foretages en børnefaglig undersøgelse, hvis et overgreb på et barn giver anledning til bekymring for barnet. Den risikerer at medføre en forkert praksis baseret på et for løst grundlag.

Der skal altid foretages en børnefaglig undersøgelse, når der er mistanke om vold eller overgreb af et barn
Ifølge Børnekonventionens skal børn beskyttes mod vold og overgreb. I dag har de kommunale myndigheder en forpligtelse til at afdække og undersøge sagen grundigt, når der er viden eller mistanke om, at et barn eller en ung udsættes for vold eller seksuelle overgreb. Det skal de fortsat have. Børnerådet er derfor bekymret over den påtænkte tydeliggørelse af, at kommunen udelukkende skal træffe afgørelse om en børnefaglig undersøgelse, hvor overgrebet giver anledning til bekymring for barnet eller den unge. Når der er viden eller mistanke om, at et barn har været udsat for et overgreb giver det altid anledning til bekymring for barnet, og derfor skal sagen undersøges grundigere gennem en børnefaglig undersøgelse. 

I sager om overgreb er tvivl et vilkår. Ofte vides det ikke præcist, hvad der er foregået, og der vil være usikkerhed forbundet med mistanken. Barnet vil ofte forsøge at undgå at tale om overgrebet, da det er forbundet med stort ubehag at genopleve det

(1)

. Den modvilje mod at tale om overgrebet kan forstærkes, hvis barnet mødes af voksne, der ikke spørger ind til, hvad der er sket - og hvis der ikke etableres en tillidsfuld relation mellem den voksne og barnet

(2)


Det stiller store krav til fagpersonerne, hvor det, at undersøge sagen nærmere og at afdække barnets behov, er en kompleks opgave, som kræver viden, kompetencer, tid, tålmodighed og samarbejde. Det må ikke ske ved en hurtig vurdering.Derfor skal kommunerne fortsat være forpligtet til at træffe afgørelse om opstart af en børnefaglig 
undersøgelse, for tvivlen skal altid komme barnet til gode. Børnerådet er af den opfattelse, at der hellere må ske en børnefaglig undersøgelse for meget end en for lidt.

Positivt at børn fra 10 år får klageadgang ved afgørelser om stofmisbrugsbehandling
Børnerådet kan tilslutte sig, at barnet gives klageadgang fra 10 år ved afgørelser om 
stofmisbrugsbehandling. Det betyder, at disse afgørelser sidestilles med andre støttende indsatser efter barnets lov.

Økonomisk støtte til forældre i forbindelse med møder om barnet bør også omfatte Ungdomskriminalitetsnævnet og Ungekriminalforsorgen
Børnerådet kan tilslutte sig forslaget. Rådet opfordrer dog ministeriet til at overveje at udvide muligheden for økonomisk støtte til at omfatte møder i Ungdomskriminalitetsnævnet og ved Ungekriminalforsorgen, da disse møder kan være placeret langt fra familiens bopæl. Der vil ofte være overlap mellem børn, der modtager støtte efter barnets lov og børn, som kommer i Ungdomskriminalitetsnævnet. Derfor vil det give mening at ensrette reglerne på tværs af resortområderne, som tilhører henholdsvis Social- og Boligministeriet og Justitsministeriet. Det kan ikke være meningen, at børnene skal mødes af forskellige regler, når det ikke er velbegrundet. Det er sådan, at begge indsatser er begrundet i at tage hånd om barnet og yde social støtte, så vi kan ikke se, at der skal ske forskelsbehandling. Vi håber derfor, at Social og Boligministeriet vil række ud til Justitsministeriet med henblik på mulighed for ensretning af reglerne for de 12-14-årige.

Kilder

  1. Cohen, J. A., Deblinger, E., Mannarino, A. P., & Steer, R. A. (2004). A multisite, randomized controlled trial for children with sexual abuse-related PTSD symptoms. Journal of the American Academy of Child and Adolescent Psychiatry, 43(4)

  2. Ottosen, M. H., & Henze-Pedersen, S. (2021). Fysisk vold og seksuelle overgreb mod børn – En vidensopsamling

Relateret viden

Her kan du se de seneste nyheder, høringssvar og materialer om samme emne.

Debatindlæg: Du kan bare true eller overfuse børn i gymnastikhallen. Der er psykisk vold nemlig ikke strafbart

På nuværende tidspunkt er det kun strafbart at udøve psykisk vold mod børn i hjemmet – og ikke til f.eks. fritidsaktiviteter. Et hul i loven, skriver Børnerådets forperson i dette debatindlæg i Jyllands-Posten.
Vold og overgreb

Overgreb mod børn giver altid anledning til bekymring: Selvfølgelig skal der i disse sager foretages en børnefaglig undersøgelse

Børnerådets bemærkninger til udkast til forslag til lov om ændring af barnets lov og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Rettelse af mangler og tydeliggørelse af reglerne i barnets lov om underretning og målgruppe for hjælp og støtte til børn og unge med nedsat funktionsevne m.v.)
Vold og overgreb

Debatindlæg: Tre børneorganisationer: Lovforslag beskytter ikke børn mod vold

Nyt lovforslag vil virke stik modsat og sætte børn, der har været udsat for voldelig og kontrollerende opdragelse, i endnu mere udsatte positioner, skriver Agi Csonka, Janne Tynell og Lena Søgaard på vegne af Børnerådet, Red Barnet og Børnesagens Fællesråd.
Vold og overgreb

Børnerådet efterlyser evidens for, at lovforslaget faktisk sikrer børns trivsel og tryghed

Børnerådet efterlyser evidens for, at lovforslaget faktisk sikrer børns trivsel og tryghed
Vold og overgreb