Kronik bragt i Avisen Danmark 4. oktober 2023.
Af Bente Boserup, forperson for Børnerådet
I skoleåret 2018/2019 havde 75.362 børn, svarende til 14,2 procent af skolebørn, et samlet fravær på mere end 10 procent. Og tallene er stigende. Når børn og unge ringer til BørneTelefonen om skolefravær, er den hyppigste årsag dårlig trivsel i skolen. Derfor skal problemerne selvfølgelig også løses i skolen. Vi ved, at en velfungerende skolegang er afgørende for børns trivsel og videre vej i livet, og at højt fravær i grundskolen kan føre til øget frafald senere i uddannelsessystemet. Derfor skal vi have sat fokus på, at alle børn på tværs af skole- og kommunegrænser får den hjælp, de har brug for og ret til, så de kan komme af sted og aktivt deltage i skolens fællesskab.
Overliggeren for arbejdet med en antifraværs-strategi bør være - én gang for alle - at skrotte ordet ”skolevægring”. ”Vægring” signalerer, at ansvaret ligger hos det enkelte barn. Der er noget ”sygt” ved den, der ikke magter at komme i skole. Det er et forsimplet syn på, hvad der gemmer sig bag høje fraværsstatistikker med store menneskelige konsekvenser til følge. Når vi i stedet bruger ”bekymrende skolefravær”, mener vi langvarigt fravær fra skolen, der ikke skyldes sygdom, men at barnet eller den unge ikke kan komme af sted. Jeg har siddet på børneværelser og interviewet børn, der ikke har været i skole i to år – der er altså ikke tale om pjæk!
Bekymrende fravær starter ofte med klatfravær. Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) pegede i 2020 på, hvor vigtigt det er at spotte begyndende fravær i skolens mindste klasser. Elever i de ældste klasser med et fravær på over 10 procent har haft et højere gennemsnitligt fravær allerede i de mindste klasser, og fraværet stiger især fra 6. klasse. Ifølge VIVE kan arbejde med at identificere mønstre i fravær hjælpe til tidligt at blive opmærksom på børn, der ikke trives og er i risiko for massivt skolefravær. Et mønster kan vise sig i forhold til at møde for sent/gå for tidligt, at fraværet falder på bestemte skoledage, i bestemte fag eller lignende.
Når vi i stedet bruger ”bekymrende skolefravær”, mener vi langvarigt fravær fra skolen, der ikke skyldes sygdom, men at barnet eller den unge ikke kan komme af sted.Bente Boserup, forperson for Børnerådet
Desværre er det langt fra alle skoler, som har en fælles forståelse af, hvordan fravær registreres og systematisk følges op. Det er et lovkrav, at skolen skal underrette kommunen, når en elev har 15 procent fravær, men med forskelligartet praksis for registrering bliver det alt for ofte et skole- eller kommunelotteri, om børn i mistrivsel får den rette hjælp i tide.
Efter lovgivningen er skolelederen forpligtet til straks at reagere, hvis et barn ikke kommer i skole. Fraværet må ikke få lov at sejle, uden der bliver grebet ind. Står det til Børnerådet, er det allerede på det tidspunkt, antifraværs-strategien skal sætte rammen for hurtigt og kvalificeret at undersøge, hvad der gør det svært for barnet eller den unge at være i skolen.
Den undersøgelse skal starte og slutte ved barnet. Desværre ser vi alt for ofte, at det er de voksne omkring barnet, der sætter sig sammen og taler henover hovedet på barnet. En undersøgelse med fokus på udsatte unge fra VIVE (2020) peger på, at særligt unge, der har oplevet skolefravær, føler sig mindre inddraget i håndteringen af deres sag end andre unge. Oplevelsen af at føle sig inddraget falder, jo højere fraværet er, og de mest sårbare unge inddrages mindst. Det dur ikke. Børn og unge er eksperter i deres eget liv, og de vil gerne inddrages. Barnets fravær bør forstås som barnets løsning på et problem. De voksnes opgave er at lytte til barnets perspektiver og sammen med barnet skabe de rette betingelser for at kunne hjælpe barnet tilbage i skolefællesskabet.
Med forskelligartet praksis for registrering bliver det alt for ofte et skole- eller kommunelotteri, om børn i mistrivsel får den rette hjælp i tide.Bente Boserup, forperson for Børnerådet
Foruden en reel inddragelse af barnet selv, er der mange andre forhold, der skal tages hånd om, når et barn har bekymrende skolefravær. Barnet skal have et relevant og tilpasset tilbud om undervisning i hjemmet, ligesom tilknytningen til skolen og kammeraterne skal forsøges bevaret på alternative måder.
Men også familien skal have hjælp. Det er for mange familier en alt for ensom og stor opgave at være eneansvarlige for, at barnet får hjemmeundervisning, bevarer kontakten til skolen og lægge en plan for, at barnet kommer tilbage i skolen. Det er helt urimeligt og har store konsekvenser for hele familien. Flere forældre er nødt til at søge tabt arbejdsfortjeneste, orlov eller sige deres arbejde op for at drage den nødvendige omsorg for deres barn. Familien skal ikke opleve at være kastebold i et system, hvor de kan føle sig nødsaget til at henvende sig løbende mellem skole, kommune og statslige instanser i et håb om at få den rette hjælp.
En del af skolens opgave bør derfor være at udpege en kontaktperson på skolen, som har de pædagogiske forudsætninger og ansvaret for at koordinere samarbejdet mellem elev, skole, forældre og øvrige ressourcer omkring barnet. Børns Vilkår har i 2021 undersøgt, hvordan klasselærere oplever bekymrende fravær. Af de adspurgte lærere svarer 64 procent, at der ikke er tilstrækkelig tid til at tage hånd om den enkelte elevs trivsel. 44 procent oplever, at manglende økonomiske ressourcer udfordrer arbejdet med bekymrende fravær. Over halvdelen af klasselærerne giver udtryk for, at de mangler tid til at støtte forældre til elever, der udviser tegn på eller har bekymrende fravær. Og 43 procent efterspørger viden og redskaber til at praktisere inddragelse af børn og unge. Det kan hverken vores børn eller fagprofessionelle være tjente med! Vi er simpelthen nødt til at investere i de rette faglige forudsætninger for at hjælpe vores børn og unge, som reagerer på skolens miljø og indretning ved at trække sig.
Trivselskommissionen er lige trukket i arbejdstøjet, og undervisningsminister Mattias Tesfaye har varslet de største forandringer i folkeskolen i et årti. I begge regi bør der være et skarpt fokus på at sikre børn, der mistrives og ender i massivt skolefravær, ret til undervisning og trivsel i et skolefællesskab, de har mulighed og forudsætninger for at deltage aktivt i.
Hvis vi skal sikre børns ret til undervisning og trivsel, skal vi forpligte skolerne på at have en antifraværs-strategi, som indeholder: et fælles afsæt for tidlig opsporing af fravær, handleplaner for gradvis tilbagevenden til skolen, en kontaktperson som har snor i den samlede indsats og inddragelse af barnets perspektiv, som vi ved, er så afgørende for, at barnet i sidste ende og over tid kan komme trygt og godt tilbage i et skolefællesskab. Det er en investering, der lønner sig!