Børnerådet finder udvanding af børnehuse dybt bekymrende for børn og unge udsat for vold og overgreb

Udkastet indeholder blandt andet en lempelse af de relevante myndigheders forpligtelse til at samarbejde i sager om vold og overgreb i børnehusene. En lempelse som vil være på bekostning af barnets garanti for en samlet indsats på et børnevenligt sted. Børnerådet er dybt bekymret for, at udkastets ændringer vil udvande den danske børnehusmodel og sætte 10 års implementering over styr. Børnerådet anbefaler, at forpligtelserne til det tværsektorielle samarbejde mellem de relevante myndigheder fastholdes og tydeligøres i udkastet, så Børnehusene kan opretholde deres mandat til at koordinere og udrede forløbet blandt de relevante myndighederne. Det sikrer en effektiv og skånsom tværfaglig indsats af høj kvalitet i et børnevenligt miljø over for det enkelte barn og den enkelte unge. Det vil være til barnets bedste.

Børn udsat for overgreb har ret til en kvalificeret, skånsom indsats
på et børnevenligt sted

De danske børnehuse blev i 2013 etableret på baggrund af en øget opmærksomhed på de komplekse problematikker, der udspiller sig i sager om overgreb mod børn, og med en erkendelse af, at vi skal blive bedre til at få øje på, handle på og håndtere sagerne – med mindst mulig belastning for børnene og deres familier.
Børn, der har oplevet vold eller seksuelle overgreb, står i en ekstremt skrøbelig situation. Børnehusmodellen bygger derfor på princippet om én indgang for barnet: At de professionelle kommer til barnet og ikke omvendt, at barnet skal mødes i dertil indrettede børnevenlige omgivelser, og at forløbet skal være skånsomt for barnet, herunder at barnet ikke skal gentage sin fortælling om eventuelle overgreb flere gange end højst nødvendigt. 

I dag udredes barnets situation og behov for støtte i trygge rammer i landets børnehuse. Børnehusene har til opgave at sikre, at børn og unge møder en koordineret indsats på tværs af sektorer (sociale myndigheder, politi og sygehusvæsen), og at undersøge barnet i forbindelse med en sag om vold og/eller seksuelle overgreb.

De foreløbige erfaringer fra de første 10 år med den danske børnehusmodel viser overordnet, at den er en effektiv ramme. Kvaliteten af modellen er – når den er fuldt ud implementeret – at den sikrer en tværfaglig og tværsektoriel ramme, som muliggør at hjælpen til børnene er samlet på et sted.

Kernen i børnehusmodellen er en børnevenlig, specialiseret koordineret effektiv tilgang til at undersøge, håndtere og behandle sager om overgreb mod børn. 

 Og denne kerne er netop sikret ved den nuværende bekendtgørelse om børnehusene.

Børnerådet er derfor særligt bekymret for tre ændringer fra skal- til kan-formuleringer i udkastets paragraffer 2, 9 og 10. Disse paragraffer regulerer den danske børnehusmodels tværsektorielle samarbejde, og der er en betydelig fare for, at de nye kan-formuleringer stiller børnene dårligere end hidtil. Revideringen af bekendtgørelsen er dermed ikke en forbedring for børn, børnehuse eller relevante samarbejdspartnere,
men en lempelse som risikerer med de nye kan-formuleringer, at sætte intentionen bag den danske børnehusmodels tværsektorielle samarbejde med barnet i centrum over styr. Særligt når der ikke længere er en forpligtelse i form af ”skal” for de relevante aktører til at samles fysisk for at koordinere forløbet og foretage de nødvendige udredninger af barnet eller den unge.

Svækkes formuleringerne vedrørende sektorernes forpligtelse til samarbejde, er der – i en presset offentlig sektor - risiko for, at sektorerne vil prioritere ud fra andre parametre end intentionerne bag børnehusene. Og der er risiko for, at praksis vil udvikle sig meget forskelligt rundt om i landet, hvilket vil øge uligheden i serviceniveau for børnene alt efter bopæl. Det er ikke en god nok standard for børnene. Der er også forhøjet risiko for, at vi vil se sager, som falder mellem to stole, når børnehusenes beføjelser til at koordinere lempes til en kan-formulering. Og det er ikke til barnets bedste.

Børn skal fortsat sikres retten til at blive afhørt i børnehuse
Børnerådet finder det yderst kritisk, at den foreslåede § 9 angiver, at politiet kan anvende børnehuset til videoafhøring af barnet eller den unge i sager, hvor politiet vurderer, at det er relevant. Formuleringen i paragraffen er dermed ikke en egentlig forpligtelse til, at politiet skal benytte børnehusene til videoafhøringer af børn og unge i sager, der vedrører mistanke om vold eller overgreb.

I Børnerådets undersøgelse af børns oplevelser af børnehuse fortæller børnene om, at afhøringen er en af de ting, som er sværest i forløbet i børnehuset. Derfor er de glade for, at afhøringen har fundet sted i børnehuset og ikke på politistationen. Ikke desto mindre er det stadigvæk en svær situation for dem at vide, at samtalen optages på video, og at der sidder mennesker og ser på.

Hvis politiet ikke forpligtes til at benytte børnehusene, med den særlige børnefaglighed, som er til stede, til videoafhøring i sådanne sager, er der en risiko for, at der – eksempelvis på grund af travlhed eller transporttid - i stedet vil blive foretaget afhøringer af børn på lokale politistationer. Her vil børnene ikke blive mødt af børnevenlige omgivelser, og der vil være risiko for, at børnene, såfremt sagen på et senere tidspunkt henvises til et børnehus, skal fortælle om deres oplevelser om vold eller overgreb gentagne gange i flere forskellige sammenhænge, hvilket går direkte imod princippet om skånsomhed og én indgang for barnet. Og det er endnu en ændring, der ikke er til barnets bedste.

Børnerådet anbefaler, at der indføres en utvetydig forpligtelse til:

• at relevante myndigheder samles fysisk i børnehusene for at foretage de nødvendige udredninger og indledende sundhedsfaglige vurderinger af barnet eller den unge som følge af overgreb, der, er viden eller mistanke om, har fundet sted,
• at Børnehusene skal koordinere forløbet for myndighedernes undersøgelser m.v., for at der opnås et fælles oplysningsgrundlag og for at sikre en effektiv og skånsom tværfaglig indsats af høj kvalitet over for det enkelte barn og den enkelte unge,
• at relevant sundhedsfagligt personale skal foretage en indledende sundhedsfaglig vurdering i børnehuset med henblik på at vurdere barnets eller den unges behov for en sundhedsfaglig indsats og en eventuel viderevisitation til yderligere sundhedsfaglige undersøgelser på en højt specialiseret sygehusafdeling eller almindelig pædiatrisk sygehusafdeling afhængig af sagens karakter.
• at der sikres hjemmel til, at lovgive om, at politiet skal benytte børnehusene til videoafhøringer af børn og unge i sager, der vedrører mistanke om vold eller overgreb mod børn. 

Alle børn skal have lige ret til at få hjælp og beskyttelse i sager
om overgreb
I den nye bekendtgørelse lægges op til en ændring af finansieringsmodellen med en forhøjelse af den objektive finansiering til 80 procent sammen med muligheden for, at børnehusenes driftskommuner kan etablere underafdelinger og indregne det i den objektive finansiering. Børnerådet hilser det velkomment, idet ændringerne giver driftskommunerne nemmere adgang til at tilpasse deres kapacitet og sikre
geografisk dækning, som kan benyttes under hensyn til behov for blandt andet let tilgængelighed for barnet og samarbejdet med den relevante politikreds og andre relevante myndigheder.

Børnerådet mener dog, at der fortsat er plads til forbedringer i finansieringsmodellen. Ifølge regeringsudspillet om Børnene Først må det på ingen måde være afhængigt af postnummer, om børn får den beskyttelse, de har krav på i sager om vold og overgreb.

Derfor er den foreslående ændring ikke god nok for børnene. Det er på tide, at finansieringen gøres fuldstændig uafhængigt af kommunernes økonomi, og alle børn får lige ret til at komme i et børnehus uanset bopæl, hvis de er udsat for overgreb.

Behov for at indføre systematiske, retsmedicinske undersøgelser
Da børnehusene blev etableret, var det med en forventning om, at børnene skulle gennemgå en fysisk undersøgelse ved mistanke om overgreb og fysisk vold. Dette er aldrig blevet effektueret, og en retsmedicinsk undersøgelse laves i forsvindende få sager (fem procent af de afsluttede forløb i 2022).

Dog har børnehusene alligevel gjort sig nogle erfaringer i løbet af de sidste 10 år, og det er på tide at se på mulighederne for indførelsen af en forpligtelse til at indføre systematiske, retsmedicinske undersøgelser.

Systematiske, retsmedicinske undersøgelser vil dels styrke arbejdet med at dokumentere tegn på vold og overgreb mod børn, dels bidrage til at opspore øvrige tegn på mistrivsel og sygdom hos børn i udsatte positioner. Det er dokumenteret i projekt Systematisk Retsmedicinsk screening, at knap 1/3 af de over 200 undersøgte børn havde tegn og mærker efter vold. 

Et tilsvarende antal børn havde tegn på sygdom eller andre forhold, der medførte yderligere lægelige undersøgelser. Projektet viste, hvordan man i én og samme undersøgelse kan kombinere en sundhedsfaglig og en retsmedicinsk screening på en måde, som opleves skånsom af barnet. Den retsmedicinske del af undersøgelsen er af afgørende betydning for barnets retssikkerhed, da alene en retsmedicinsk undersøgelse kan bruges i en eventuel. retssag som dokumentation for eventuelle skader. Hvis man kun tilbyder en sundhedsfaglig screening ved for eksempel en sundhedsplejerske, får man således kun en halv løsning og tilgodeser ikke det behov, der er for at styrke børnenes retssikkerhed. Dermed risikerer børn, der har været udsat for vold og overgreb, at gå under radaren. Vi mener, at denne undersøgelse giver grundlag for, at vi strammer op, så der reelt sker en forbedring og sikring af forholdene for børn udsat for vold og overgreb.