Open menu Close menu

Unge i 9. klasse er overbeviste om, at over halvdelen af deres jævnaldrende synes, det er i orden at drikke sig fuld hver weekend. Men spørger man de unge, er det hver femte, der synes, det er i orden. De unge overvurderer også andre unges opfattelse af hash og cigaretter. Overdrevne forestillinger, om hvad andre unge gør og tænker, påvirker de unges eget forbrug af alkohol og røg, viser undersøgelser.

Undersøgelsen bekræfter billedet af en udbredt drukkultur blandt danske unge. Langt størstedelen har haft deres alkoholdebut i 9. klasse, og halvdelen af dem har drukket sig så fulde inden for den seneste måned, at de ikke kan huske noget dagen efter. Og det er helt i orden, mener hver fjerde ung. De fleste unge peger på, at de drikker og ryger, fordi deres venner gør det. Men som 15-årige Storm fortæller, smitter voksnes alkoholforbrug også af på de unge: ”Alle voksne mennesker drikker noget alkohol en gang imellem, så på den måde tænker jeg, det er mere acceptabelt at drikke end at ryge hash og cigaretter."

Undersøgelsen viser også en sammenhæng mellem de unges trivsel, og hvor meget de drikker og ryger. Over en tredjedel af unge, der mistrives, er på druk flere gange om måneden, ryger mere og har prøvet at ryge hash. Denne gruppe af unge er også mere tilbøjelige til at drikke for at være en del af fællesskabet og for at glemme deres problemer.

Undersøgelsens hovedresultater

  • 87 pct. af de unge har prøvet at drikke alkohol mindst én gang. Halvdelen af dem har prøvet det mange eller en del gange.
  • 23 pct. af de unge synes, det er i orden at drikke sig så fuld, at man ikke kan huske noget dagen efter.
  • 20 pct. af de unge mener, det er i orden at drikke sig fuld hver weekend. Men de tror, at 54 procent af deres jævnaldrende mener, det er i orden.
  • 10 pct. af de unge mener, det er i orden at ryge hash til fester. Men de tror, at 21 procent mener, det er i orden.
  • 30 pct. af de unge mener, det er i orden at ryge cigaretter til fester. Men de tror, at 57 procent mener, det er i orden.
  • Majoriteten af de unge siger, at de drikker og ryger cigaretter og hash, fordi deres venner gør det.
  • Mere end hver tredje, der oplever 5-8 former for ugentlig mistrivsel, ryger og drikker mere end andre unge.

Om Undersøgelsen

Analysen bygger på en spørgeskemaundersøgelse i Børnerådets Børne- og Ungepanel samt en række kvalitative uddybende interview. Spørgeskemaundersøgelsen blev gennemført i november-december 2015, og 93 pct. af de unge, der deltog, var mellem 15 og 16 år.

Relateret viden

Her kan du se de seneste nyheder, høringssvar og materialer om samme emne.
Sundhed og trivsel

22 organisationer: Vi skal gøre det nemmere at tale om psykisk sygdom

Flere end 300.000 børn og unge vokser op i en familie med en far eller mor med en psykisk sygdom. Det er afgørende og vigtigt, at vi fastholder fokus på disse børn og sikrer dem den hjælp, de har brug for. Det skriver Børnerådet i denne kronik sammen med 22 andre organisationer.
Sundhed og trivsel

Børn og unge skal beskyttes mod brug af tobak, nikotin og alkohol, og det kræver endnu flere og skrappere tiltag

Børnerådets bemærkninger til udkast til forslag til lov om ændring af lov om tobaksvarer m.v. og forskellige andre love (Del II af udmøntning af forebyggelsesplanen målrettet børn og unge – tobak, nikotin og alkohol)
Sundhed og trivsel

Styrket alderskontrol beskytter børn og unge

Børnerådets bemærkninger til Høring over to ændringsbekendtgørelser – forslag til lov om ændring af lov om tobaksvarer m.v., lov om elektroniske cigaretter m.v. og lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år (Udmøntning af dele af forebyggelsesplanen målrettet børn og unge – tobak, nikotin og alkohol).
Sundhed og trivsel

Indtil kommunalt tilbud til børn og unge i mistrivsel står klar, skal de sikres hurtig hjælp andre steder

Børnerådets bemærkninger til udkast til lovforslag om ændring af sundhedsloven (Etablering af lettilgængeligt kommunalt behandlingstilbud til børn og unge med psykisk mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse)