Debatindlæg: Folkeskolen skal være bedre til at komme ulighed i uddannelse til livs

Debatindlæg bragt i Altinget: Uddannelse den 11. februar 2021. 

Af Agi Csonka, formand for Børnerådet

Et af de lidt oversete mål for skolereformen er, at ”folkeskolen skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater”.

Så når Mynte Amalie får 10 i gennemsnit til folkeskolens afgangseksamen, og Patrick får 4, skal det ikke kunne forklares med, at den enes mor er professor, og den andens far er portør.

Reformen er dog langt fra kommet i mål på dét punkt. Forældrenes uddannelsesmæssige baggrund har stadig afgørende betydning for, hvordan elever klarer sig i uddannelsessystemet.

Ulighed i uddannelse starter i familien

Opgjort efter forældrenes indkomst og uddannelsesbaggrund er der op til 4,3 karakterpoints forskel på elevernes karakterer i den laveste og den højeste socialgruppe.

De veluddannedes børn trives også bedre socialt i skolen end de kortuddannedes. Og skævhederne fortsætter videre op i uddannelsessystemet.

Vi ved, at uligheden i uddannelse findes, og vi ved også, hvor den starter: i familien.

I forskningen taler man om, at veluddannede forældre har et ”growth mindset” og praktiserer ”det aktive forældreskab” – de taler mere med deres børn, inddrager dem i hverdagens beslutninger og interesserer sig for, hvad børnene lærer i skolen, og hvordan familiens fritidsaktiviteter bidrager til børnenes udvikling.

I disse familier er der desuden en mere direkte forbindelse mellem den æstetik og kultur, som børnene senere kan genfinde i skolens (middelklasse)værdier og kultur.

Skolen må på banen

De veluddannede forældre er ikke nødvendigvis bedre forældre. Men de er i stand til at stimulere deres børns evne til at lære i højere grad end kortuddannede forældre er.

For børn af kortuddannede forældre – eller børn med en anden kulturel baggrund - betyder det, at de er på overarbejde fra dag 1, når de starter i skolen. Udover det faglige skal børnene tilegne sig nye normer, omgangsformer, argumentationsformer, æstetiske udtryk, som i øvrigt ofte er ”tavs viden”.

Derfor skal skolen på banen og være med til at løfte opgaven, hvis vi vil uligheden i uddannelse til livs. Skolen kan ganske vist ikke ændre på, at nogle børn får de akademiske dyder ind med modermælken, mens andre ikke gør.

Men man kan arbejde systematisk på at sikre, at modermælken erstattes af en undervisning, der særligt tilgodeser konsekvenserne af den sociale ulighed.

Fokus på praktiske færdigheder

Det er egentlig en didaktisk opgave: at forstå elevernes forudsætninger og motivation og at differentiere undervisningen, så den tager højde for forskellige læringsmønstre og -behov.

Det kræver, at lærere forstår og tager bestik af de forskelle i læringsforudsætninger og kulturelle og sociale normer, som børn har med sig - alt efter forældrenes baggrund. 

Men der skal også mere fokus på praktiske færdigheder i skolen, så alle børn uanset baggrund bliver introduceret for forskellige fagligheder og muligheder.

Praksisfaglighed og boglighed er ikke modsætninger

Jeg taler ikke for en ”afakademisering”. Akademiske dyder er vigtige for dannelse og for læring for alle børn.

Men som der så præcist står i Folketingets aftale om praksisfaglighed fra 2018, ”…er praksisfaglighed og boglighed ikke hinandens konkurrenter. Praksisfaglighed drejer sig ikke kun om at kunne bruge hammer og vinkelsliber. Det handler også om at være opfindsom og kreativ og at kunne omsætte metoder og teorier til konkrete produkter”.

Bedre kan det ikke siges – men det kan vist gøres en hel del bedre i dagens folkeskole. Og hvem ved: Måske Mynte Amalie opdager, at hun har et godt håndelag for rørføringer og energiberegninger og bliver familiens første VVS’er?

Det kræver først og sidst en større opmærksomhed på, at de mest betydningsfulde forskelle i lille, lige Danmark fortsat bunder i, hvilken familie man er havnet i.

Fortæl mig, hvad dine forældre laver, og jeg skal sige dig, hvordan du har det i skolen. Er det godt nok?

Læs debatindlægget i Altinget Uddannelse