Debatindlæg bragt i Politiken den 21. juli 2020.
Af Agi Csonka, formand for Børnerådet
Antallet af underretninger er steget fra 65.000 til 138.000 på 5 år. Debatten raser - er det nu godt eller skidt? På den ene side hører vi om forældre, der pludselig ser sig mistænkeliggjort i en kafkask sagsbehandlingsproces på grund af en uoverlagt kåd bemærkning fra sønnike. På den anden side ser vi stadig alt for mange børn, der i årevis lever med misrøgt, fordi ingen tager affære.
Uanset antallet af underretninger sker der alt for mange fejl i kommunernes sagsbehandling.Agi Csonka
Formand for Børnerådet
Jeg skal blankt indrømme, at hvis det var mig, der som ung mor uberettiget blev 'en sag i kommunen', ville jeg både blive rasende og skamfuld. Også selv om den skulle gå væk igen. Samtidig er jeg helt enig med Rasmus Kjeldahl fra Børns Vilkår, når han i Politiken 17. juli pointerer, at den allervigtigste prioritering må være at undgå, at børn får en rædselsfuld barndom. Men skal vi undgå det, så skal vi væk fra 'for eller imod' flere underretninger. For uanset antallet af underretninger sker der alt for mange fejl i kommunernes sagsbehandling. I 2017 fandt en intern stikprøveundersøgelse i Københavns Kommune graverende fejl i samtlige undersøgte sager om anbragte børn. Sidste år var det Frederiksberg Kommune, der trak overskrifter på grund af mangelfuld sagsbehandling i familieafdelingen.
Af Ankestyrelsens børnesagsbarometer fra 2019 fremgår det, at kommuner generelt har svært ved at opfylde lovkravene i forhold til behandling af børnesager. I næsten 2/3 af de undersøgte sager er den børnefaglige undersøgelse ikke afsluttet inden for tidsfristen på 4 måneder. I næsten halvdelen af sagerne var der ikke gennemført den lovpligtige samtale med barnet forud for afgørelsen - og sådan kan man blive ved. At der er plads til forbedringer, kan de fleste nok være enige om. Men det er lettere sagt end gjort. Det kræver, at kommunalpolitikerne tildeler tilstrækkelige ressourcer til området.
Det kræver dygtige og erfarne sagsbehandlere, som har adgang til faglig sparring og ekspertise. Det kræver kompetente ledere, som støtter medarbejderne i at håndtere de mange dilemmaer, der er uløseligt forbundet med håndtering af udsatte familier. Og det kræver først og fremmest en erkendelse af, at sager om udsatte børn er komplekse og ikke klares med ét enkelt greb. Så det handler altså om respekt for kompleksiteten, høj faglighed, dygtig ledelse og tilstrækkelige ressourcer. Ikke sådan lige at fikse, desværre. Men vi bliver nødt til at blive ved med at prøve.