Børnerådet, Egmont Fonden, Rådet for Børns Læring, Lær for Livet og tidligere anbragte: Fire indsatser er afgørende for anbragte børns fremtid

28-09-2020

Anbragte børns fremtid afhænger af fire indsatser: Klare forventninger, tidlig adgang til uddannelse og læring, kontinuitet og særlig støtte, skriver Børnerådet sammen med Egmont Fonden, Lær for Livet, Rådet for Børns Læring og tre tidligere anbragte børn.

Af Henriette Christiansen, Illa Westrup Stephensen, Agi Csonka, Charlotte Rønhof, Lucas Bojtang, Nicolai Sunekær og Emma-Luna Löwe Jensen. Hhv. direktør i Egmont Fonden, direktør i Lær for Livet, formand for Børnerådet, formand for Rådet for Børns Læring og tre unge, som alle er tidligere anbragt og været en del af Lær for Livets læringsprogram.

Regeringen vil gøre op med svigt af udsatte børn og unge. Det er hjerteblod såvel for regeringen som for debatindlæggets voksen- og ungeforfattere. 

Forfatterne opfordrer til ikke at sove i timen og overse, at tidlig stimulering og positive skoleoplevelser er ligeså vigtig som tryghed og trivsel for udsatte børn og unge. Derfor bør en reform indebære tydelige mål for anbragte børn og unges og dannelse og uddannelse og midler til at nå dem.

Det er et svigt, at kun 27 procent af de udsatte unge opnår folkeskolens afgangsprøve mod 85 procent af deres jævnaldrende. Og det er et svigt, at kun 23 procent af de anbragte fuldfører en ungdomsuddannelse seks år efter, at de afsluttede grundskolen mod 73 procent af andre unge (henvisning).

Skolegang er afgørende for udsatte og anbragte børn
En god skolegang er i sig selv en vigtig beskyttelsesfaktor. De udsatte børn, der har gode skoleoplevelser fagligt og socialt - klarer sig bedre senere hen, end de udsatte børn, der har dårlige skoleoplevelser. Og den samme tendens ses, når vi ser på de alleryngste. De børn, der er blevet stimuleret hjemmefra, er forud på point, når det gælder sociale og sproglige kompetencer og evnen til at lære.

Regeringen er på trapperne med et udspil til Barnets Lov. Vi ser med bekymring på, at debatten frem mod udspillet stort set ikke omhandler et fokus på dannelse og uddannelse for udsatte og ikke mindst anbragte børn.

Vi skal benytte os af, at der er udbredt politisk vilje til at reformere anbringelsesområdet, og vi bør sikre, at læring og dannelse kommer til at spille lige så vigtig en rolle som tryghed og trivsel.

Som ”børn og unge af systemet” og voksne med stor erfaring på læring- og anbringelsesområdet vil vi gerne fremhæve, hvorfor og hvordan dannelse og uddannelse bør være et indsatsområde i en kommende reform:

Klare mål og tidlig adgang til læring
For det første skal vi sætte klare mål for anbragtes uddannelse. Ligesom vi gør for alle andre unge. Det vil sige, at vi skal forvente, at de tager folkeskolens afgangsprøve, og at 90 procent gennemfører en ungdomsuddannelse. Det mål skal kommunerne forpligtes til at nå.

For det andet skal de udsatte og anbragte børn have støtte til læring så tidligt som overhovedet muligt. Det er allerede i barnets første 1.000 dage, at læringsuligheden opstår.

Der er derfor brug for højkvalitetsdagtilbud i udsatte boligområder, efteruddannelse af sundhedsplejersker i at opspore børn, der ikke er inde i en alderssvarende udvikling, og stimulere disse småbørn.

Der er også brug for gode kompetencer på anbringelsesstederne i at stimulere de anbragte småbørns udvikling. Tidlig læring af høj kvalitet styrker børns kognitive kompetencer og tilvejebringer de sociale kompetencer, der er vigtige for at klare sig godt i livet.

Udsatte og anbragte børn skal derfor - som de andre børn - vokse op med adgang til alderssvarende bøger, de skal opleve højtlæsning, de skal tales med og leges med. Og mest af alt skal der forventes noget af børnene i forhold til deres udvikling og læring.

Færre pauser, mindre fravær og højere forventninger
For det tredje skal anbringelsessteder, kommuner og skoler sikre, at de anbragte børn og unge går i skole og støtte dem i, at det bliver en god oplevelse.

20 procent af de anbragte børn og unge oplever længerevarende skolepauser – hvilket kun gør sig gældende for 4 procent af andre børn og unge – og mange har problemer med højt fravær, mange skoleskift og mangel på gode, sociale relationer i skolen og fritidslivet.

Skolen kan være en, måske DEN, stabiliserende faktor for barnet og den unge både socialt, fagligt og personligt. Derfor bør der være en undervisningsret for de anbragte børn og unge, så de undgår lange skolepauser og lange perioder med fravær uden undervisningstilbud.

Kommuner og anbringelsessteder skal samtidig have fokus på, at en god skolegang er afgørende. At det er vigtigt, at de er til stede, at der er positive forventninger til, at de kan gennemføre skoleforløbet. Det skal børnene og de unges selvfølgelig støttes i. 

Det kan være med screeninger for læringsvanskeligheder samt eksempelvis synsnedsættelse, støtte til børnene og de unge i at blive en del af skolens sociale fællesskab, mentorforløb eller lektiehjælp. Men det handler også om adgang til læring og dannelse gennem kulturoplevelser, medlemskab af fritidsklubber og adgang til bøger.

En ny analyse fra VIVE viser, at adgang til bøger betyder meget for anbragte børn og unges lystlæsning samt deres mulighed for at gennemføre en ungdomsuddannelse. Derfor er det begrædeligt, at analysen fra VIVE også viser, at alt for få anbragte børn har adgang til bøger på deres anbringelsessted. For eksempel angiver 12 procent af børnene, at der kun er 0-10 bøger, der hvor de vokser op.  

Særlig støtte
For det fjerde skal anbragte børn og unge have særlig støtte på uddannelsesvejen. For de anbragte børn og unge kan ikke altid tage den lige vej gennem uddannelsessystemet. Nogle har brug for ekstra tid og støtte for eksempel på grund af skolepause, læringshuller, psykiske udfordringer og læringsvanskeligheder.

De anbragte børn og unge bør derfor have ret til støtte, så de kan gennemføre folkeskolens afgangseksamen og ungdomsuddannelse. Det kan være retten til at tage imod og gennemføre flere forskellige skole- og uddannelsestilbud og/eller retten til ekstra støtte hertil for eksempel i form af psykologstøtte, mentorstøtte eller lektiehjælp.

Ungeunderskriverne af dette indlæg har oplevet det på deres egen krop: at ingen voksne havde forventninger til dem. At de stod uden for skolen i lange perioder. At der blev grebet ind for sent. 

Men de har også oplevet det modsatte, nemlig at der KAN gøres noget for at vende den negative udvikling. De er alle i gang med en uddannelse i dag. Det er takket være andre voksne, der troede på dem, støttede dem i læringen og dannelsen og takket være, at de blevet en del af et fællesskab med andre børn og unge, som kunne støtte hinanden. Så de endte med at tro på sig selv. På trods.

Vi må derfor ikke sove i timen, men i stedet benytte os af de udbredte, politiske ønsker om forbedringer. Og her opfordrer vi til at inddrage viden både fra børnene og de unge selv og fra forskningen, som tilsiger, at læring går hånd i hånd med tryghed og trivsel – og at uddannelse er den bedste beskyttelsesfaktor for udsatte børn og unge.

Læs hele debatindlægget bragt i Altinget: Børn den 28/9 2020