Alt for mange kæmper med livet. Det er tid til et socialpolitisk paradigmeskift

27-05-2019

Fælles kronik bragt i Kristeligt Dagblad den 27. maj 2019

Af Mads Roke Clausen, formand for Frivilligrådet, Mette With Hagensen, formand for Børnerådet og Liselotte Hyveled, formand for Det Centrale Handicapråd

Kære Lars, kære Mette

En af jer skal med al sandsynlighed sidde for bordenden for en ny regering inden længe. Det betyder, at en af jer vil komme til at stå i spidsen for et enestående velhavende og fredeligt land. Men en af jer skal også lede et land, hvor en stor del af befolkningen er sat af eller sat udenfor, på den ene eller anden måde. Et stigende antal danskere falder i de her år igennem maskerne i velfærdssamfundets knap så finmaskede net. Listen er lang. Flere og flere børn føler sig pressede, får diagnoser som stress og angst og får ikke den hjælp, de har brug for. Flere danskere føler sig udsatte, ensomme og uden for fællesskabet. Alt for mange både børn og voksne med handicap får ikke den hjælp, de har brug for og krav på. Flere mennesker lever på gaden nu end for 10 år siden.

Vi tre formænd oplever, at der er et stadigt større skel imellem os, der trives i det samfund, vi har skabt, og alle dem, der ikke gør. Der er et stadigt større skel imellem et Danmark for os, der kan klare os selv og ikke har det store behov for hjælp, og et andet Danmark for dem, der har brug for hjælp.

Udfordringerne er til at få øje på! Alle dem, der kæmper med livet i disse år, er til at få øje på! Og de kalder på handling. Men det er som om, at både I og majoriteten af den danske politikerstand har lukket øjne og ører.

I stedet for at handle er hele det socialpolitiske område de sidste mange år konsekvent blevet negligeret og har ikke fået den opmærksomhed, det fortjener. Socialpolitikken er i dag langt fra et højt prioriteret politisk felt, og har ikke været det længe. Det betyder konkret, at indsatser for de sårbare og udsatte ikke er lykkedes med at føre til de nødvendige resultater. Store sociale problemer bliver forsøgt løst med midlertidige, utilstrækkelige lappeløsninger eller helt negligeret. For eksempel lider et stigende antal børn og voksne af stress. I vores optik bør en så massiv problemstilling kalde på store strukturelle og gennemgribende tiltag. I stedet blev der nedsat et panel, der er kommet med nogle diffuse anbefalinger, som ingen for alvor er forpligtet på. Og hurtigt er den politiske dagsorden rykket videre. Hjemløseindsatsen er et andet eksempel på en indsats, der mangler sammenhængende langsigtede løsninger.

Det ser også ud, som om I har overset, at når I fører politik, der rammer forældrene, rammer det også børnene. En helhedsorienteret socialpolitik kræver, at børneperspektivet tænkes ind, når vi lovgiver på alle områder, som kan få konsekvenser for børn – direkte eller indirekte. Alle børn har ret til en god start på livet, uanset hvem deres forældre er. Børn er nemlig ikke bare et appendiks til deres forældre. De er borgere med selvstændige rettigheder.

I har lige nu en gylden mulighed for at rette op på det hele. For uanset, om det bliver den ene eller den anden af jer, der skal sidde i Statsministeriets hovedkontor, så er tiden efter et valg en mulighed for at begynde på en frisk.

Vi har derfor en klar anbefaling til jer: Det er nu, I griber muligheden og laver et paradigmeskifte for socialpolitikken. Det er nu, I får socialpolitikken op på listen af top-prioriterede politikområder igen. Vi skal derhen, hvor vi som samfund, udover at måle os selv på BNP, beskæftigelse og vækst, også måler langt mere på vores socialpolitiske resultater. Vi skal prioritere forebyggelse og tidlige sociale indsatser for at komme problemerne i forkøbet og vende den negative sociale udvikling. Det handler om at ville investere i mennesker, i vores fællesskab og fælles fremtid. I sidste ende skal vi huske, at økonomisk vækst uden samtidig social vækst, er meningsløs.

Der skal ske et grundlæggende skifte for, at vi kan komme videre fra der, hvor vi er i dag, til et samfund, hvor socialpolitikken lykkes med at hjælpe og skabe rammerne for et værdigt liv for dem, der har brug for det. Helt konkret ser vi tre vigtige forandringsspor for os, som vi vil anbefale, at I følger.

For det første skal vi have en mere sammenhængende, nytænkende og helhedsorienteret socialpolitik. Vi oplever i disse år en masse problemer, hvor løsningen ikke bare er mere kommune. Problemer som ensomhed og psykisk mistrivsel kan ikke løses alene af skolen eller hos sagsbehandleren. Her kan de frivillige sociale organisationer træde til. Det gør de allerede i dag, men vi skal skabe langt bedre muligheder for, at de bliver en reel del af løsningen. Derfor efterspørger vi, at en ny socialpolitik inddrager alle gode kræfter fra det offentliges institutioner, civilsamfundet og det private. Helt grundlæggende er der et behov for, at vi får nytænkt måden, vi skaber social forandring på. Det kræver, at vi tør udfordre den måde, der drives socialpolitik - både nationalt og ude i den kommunale virkelighed. En ny socialpolitik skal tage afsæt i de sociale problemer, borgerne kæmper med, og derfra finde de bedste løsninger – også selvom det kræver at gøre tingene på helt nye måder.

For det andet skal vi have vendt perspektivet i socialpolitikken – fra en kortsigtet kassetænkning til et fokus på borgeren og borgerens behov.

Udsatte borgere oplever alt for ofte, at det kommunale system er en modspiller i stedet for en medspiller. Udsatte og sårbare mennesker må løbe spidsrod imellem instanser, der ikke taler sammen og peger i forskellige retninger. Silotænkning og økonomiske hensyn dominerer i socialforvaltningerne. Det skal vi have lavet om på. Udsatte og sårbare mennesker er ikke bare brikker, vi kan flytte rundt på, de er ikke sagsnumre i et Excel-ark. De er mennesker, der har ret til at blive taget alvorligt, hørt og hjulpet, så godt vi kan.

Det bliver de ikke i dag. Selvom Danmark har tilsluttet sig FN's Børnekonvention og FN’s Handicapkonvention, efterleves konventionerne ofte ikke i praksis. Alt for ofte går man på kompromis med borgerens rettigheder i jagten på besparelser. F.eks. oplever borgere med handicap, at princippet om kompensation bliver udfordret af en snæver økonomitænkning, som gør, at helt grundlæggende funktioner i et almindeligt liv kan være svære at fastholde. Systemet fungerer ganske enkelt ikke til borgernes fordel. Vi ser det helt tydeligt med de seneste statistikker over klagesager fra Ankestyrelsen. Tilliden mellem kommune og borger er desværre stærkt udfordret.

For det tredje skal socialpolitikken ud af beskæftigelsespolitikkens skygge. Socialpolitik kan og skal ikke reduceres til beskæftigelsespolitik. En ambitiøs og ægte socialpolitik handler om at hjælpe mennesker i svære situationer med at få et meningsfuldt liv. Der er beskæftigelse ofte et meget vigtigt parameter. Men ikke altid, og det er aldrig det eneste parameter. For nogle er vejen til bedre livskvalitet ikke lig med beskæftigelse. Det skal vores socialpolitik kunne rumme. Vi må og skal have større visioner for vores socialpolitik end blot at få flere i beskæftigelse. En stærk socialpolitik har tidligere været en af de stærkeste drivkræfter i vores samfund og et adelsmærke for Danmark. Det skal den være igen. På de nye præmisser, som ændringer i vores samfund har skabt.

Det handler helt grundlæggende om, hvad vi vil som samfund. Om vi vil være et samfund, der tager reelt hånd om de svageste, og hvor vi er noget for hinanden? Eller om vi vil være et samfund, hvor den stigende gruppe af os, der fint kan klare os, får bedre og bedre vilkår, mens dem der ikke kan, efterlades på perronen?

Vi står i spidsen for tre råd, der er sat i verden for at rådgive jer politikere om, hvad I skal gøre for at sikre bedre forhold for børn, mennesker med handicap og de mange udsatte og sårbare borgere, der får gavn af den frivillige sociale indsats. Vi håber, at vores opråb her og den fælles stemme, vi taler med, får jer til at lytte.

Det er tid til et socialpolitisk paradigmeskifte. Når stemmerne er talt sammen og regeringen dannet, er der ingen tid at spilde.