Børnerådet: Signalpolitik afhjælper ikke kriminalitet blandt unge

13-03-2018

Regeringens løsning på børn og unges kriminalitet er tvang, straf og ovenikøbet forringelse af de berørte familiers økonomi. Hvad med at forsøge med noget af det, vi ved, virker, spørger Per Larsen, formand for Børnerådet.

Debatindlæg bragt i Altinget: social den 13. marts 2018.

Straf, tvang, sanktioner. Ordene er blevet en fast del af den retorik, regeringen benytter sig af, når de anviser løsninger på borgernes og samfundets problemer. Senest har vi set det i regeringens udspil om ungdomskriminalitet og i ghettoudspillet.

Jeg mener, det er vigtige emner, og der er ingen tvivl om, der er et aktuelt behov for at forholde sig til en lang række alvorlige udfordringer – ikke mindst i relation til børnene.

Men det får store konsekvenser for børnene i familier, der i forvejen er udsatte, når regeringen fører signalpolitik frem for at basere lovgivningen på, hvad der rent faktisk virker. Det er dybt bekymrende både set fra et børneperspektiv og fra et samfundsperspektiv.

Straf og sanktioner forebygger ikke ungdomskriminalitet
Børn helt ned til 12 år kan ende i en regulær børnedomstol, men uden garanti for retssikkerhed, hvis regeringens udspil om ungdomskriminalitet bliver en realitet.

Regeringen kalder det et ungdomskriminalitetsnævn og slår fast, at alle handlinger har konsekvenser. Den hårde retorik blødes op med ord som "forebyggelse" og "tidlig indsats". Desværre tyder det ikke på, at regeringen har rådført sig med eksperter og fagfolk, der rent faktisk ved, hvad forebyggelse og tidlig indsats betyder.

Forskningen viser, at straf ikke har kriminalpræventiv effekt, og når det kommer til børn og unge, har det ligefrem negative konsekvenser at komme i kontakt med domstolslignende instanser. Samtidig skal en tidlig social indsats sættes i værk langt tidligere, end regeringens udspil lægger op til. Begge dele er blevet påpeget og nuanceret af en række debattører her på Altinget.

Sanktioner mod forældrene rammer børnene
"Vi må ikke svigte børnene", og "alle børn skal have en chance for et godt liv". Sådan introducerede statsministeren forleden regeringens ghettoudspil.

Jeg mener, at de gode intentioner om at hjælpe børnene overskygges af en række tiltag, der rammer børnene negativt. Også i denne sammenhæng er regeringens løsning på problemerne tvang, straf og ovenikøbet forringelse af de berørte familiers økonomi.

Integrationen har svigtet. Det er let at blive enige om. Men i stedet for at straffe forældre, der ikke lever op til deres forældreansvar, bør man hjælpe hele familien med en inddragende social indsats.

Det gælder ikke kun for forældre med en anden kulturel baggrund, men for alle forældre, børn og familier, som ikke selv er i stand til at skabe de bedste rammer og muligheder for deres børn.

Nedbryd siloerne i det offentlige system
Straf af børn forebygger ikke ungdomskriminalitet. Og tvang fremmer ikke integrationen.

Hvis vi fortsat skal bygge vores velfærdssamfund på gode solide fællesskaber, har vi brug for tiltag, der inddrager hele familien i en forpligtende social indsats. Indsatsen skal ske så tidligt som muligt, for vi ved, at det virker. Man skal sætte den enkelte borger og det enkelte barn i centrum frem for at sætte systemerne i centrum.

Det er den tilgang, der reelt kan ændre situationen både for udsatte familier, børn og i samfundet som helhed. Flere kommuner, blandt andet frikommunerne, arbejder med netværksmodellen, men alle skal med, og netværket omkring forældre og børn skal aktiveres og bidrage til en konkret totalløsning. Det gælder både, når vi taler om forebyggelse af ungdomskriminalitet og vellykket integration.

Regeringen spiller med musklerne, vil etablere børnedomstole og truer med at rive børnenes hjem ned, hvis de bor i en ghetto. I stedet burde regeringen bruge kræfterne på at nedbryde siloerne i det offentlige system og fokusere på indsatser, der reelt giver alle børn chancen for at få et godt liv.

Af:
Per Larsen, formand for Børnerådet