Kronik bragt i Politiken den 6. februar 2017.
Af Per Larsen, formand for Børnerådet.
De fleste vil nok mene, at danske børn bliver hørt rigeligt, at de lever et relativt problemfrit børneliv, og at der ikke er alvorlige huller i den lovgivning, der skal passe på dem. Det er også rigtigt – i international målestok. Vi har hverken børn, der arbejder på fabrik, børn der bliver udsat for tortur, eller børn med udspilede maver af underernæring.
Men Børnerådets mange undersøgelser om danske børn og unges hverdag, erfaringer og holdninger viser, at vi ikke er så gode til at sikre børn og unges rettigheder, som vi går og tror. Knap 15.000 børn og unge har gennem de sidste seks år deltaget i Børnerådets undersøgelser. De har besvaret spørgeskemaer og deltaget i workshops og interviews om et utal af emner, lige fra familieliv og trivsel i skolen, til hvordan det er at være frihedsberøvet eller flygtningebarn, der kommer alene til Danmark.
Vi har derfor et meget solidt udgangspunkt for at sige noget om, hvordan det står til med børn og unges rettigheder i Danmark. I efteråret 2016 har Børnerådet gjort status og sendt en række anbefalinger om børns rettigheder afsted til FN’s Børnekomité, og i disse dage er Børnerådet i Genève og fremlægge anbefalingerne. Børnekomitéen eksaminerer hvert femte år Danmark i, hvordan det står til med at overholde Børnekonventionen, blandt andet på baggrund af organisationers anbefalinger.
Læs Børnerådets samlede rapport til FN's Børnekomité
Og jeg kan godt afsløre, at det ikke kun er positive ord, vi sender afsted til FN om den danske regerings håndtering af børn og unges rettigheder. På trods af at Danmark, som et velfungerende iland, har alle tænkelige forudsætninger for at sikre lige muligheder for danske børn og unge, lykkes vi i alt for mange sammenhænge ikke med det.
Konventioner er ikke benspænd, men vigtige forpligtelser
Jeg vil dog lige vente lidt med den konkrete kritik og i stedet kigge på, hvorfor vi overhovedet skal interessere os for børns rettigheder.
I 1991 tiltrådte Danmark FN’s Børnekonvention. Børnekonventionen er ikke en lov, som lande kan dømmes og straffes efter, men en række regler, som medlemslandenes regeringer har pligt til at overholde. Gør landene ikke det, kan de kritiseres af organisationer og FN's Børnekomite. Og det er altså dét, som sker til efteråret, hvor medlemslandenes regeringer – blandt andet Danmarks – eksamineres i Genève.
Når vi vurderer, hvor gode vi er i Danmark til at sikre børn og unges rettigheder, kigger vi netop på Børnekonventionen og dens principper for, hvordan børn skal behandles, hvilken beskyttelse de har krav på, og hvilke livsmuligheder de har ret til at få. Desværre er det blevet moderne blandt en række politikere at tale om internationale konventioner som virkelighedsfjerne aftaler, der strammer og begrænser, og som vi kan bøje og omgås, når de bliver for besværlige. Men konventionerne er vigtige forpligtelser, ikke benspænd. Og børns rettigheder er langt fra virkelighedsfjerne.
Alvorlige trusler mod børn og unges retssikkerhed
Danmark er desværre et af de eneste nordiske lande, som har valgt ikke at gøre Børnekonventionen til dansk lov. Det betyder, at vi igen og igen ser lovgivning, hvor fokus på barnets tarv og perspektiv er fraværende. Heldigvis har det ikke direkte betydning for langt de fleste børn og unge, der trives og har det godt. Men der er desværre også børn, som oplever livsforhold, der ikke er acceptable, og de er dybt afhængige af en retsstat, der tager hensyn til deres tarv og perspektiv. Det er børn, der dagligt lever med fx magtanvendelser, tvang, vold i hjemmet, mobning og afsavn. Samtidig er det en kæmpe udfordring, at danske børn generelt ikke ved nok om deres rettigheder. Her 25 år efter Danmark tiltrådte Børnekonventionen, kender halvdelen af landets børn og unge stadig ikke til deres rettigheder, viser en undersøgelse fra Børnerådet.
Når børn og unge mangler en grundforståelse af, at de har ret til at blive hørt og have indflydelse på deres eget liv, får det især konsekvenser, når deres rettigheder bliver krænket.Per Larsen
Formand for Børnerådet
Når børn og unge mangler en grundforståelse af, at de har ret til at blive hørt og have indflydelse på deres eget liv, får det især konsekvenser, når deres rettigheder bliver krænket. Det bliver nemlig sværere for dem at reagere og forestille sig, at deres liv kan – og skal – være anderledes, når de bliver udsat for overgreb, overhørt eller på andre måder har det svært. Derfor er det utroligt vigtigt, at vi bliver meget bedre til at oplyse børn om deres rettigheder. Børn og unge må ikke svæve rundt i et retsmæssigt ingenmandsland, hvor de ikke aner, hvad de har ret til at sige nej til og til at gøre krav på.
Og nu til den konkrete kritik i rapporten til FN. Lad os starte i psykiatrien, som flere og flere børn og unge desværre stifter bekendtskab med. I 2014 blev 29.000 børn undersøgt i psykiatrien, og omkring 1.200 børn blev indlagt. Ud af dem blev knap 300 børn behandlet med tvang. Samme år gennemførte Børnerådet en undersøgelse blandt 56 børn og unge om deres oplevelse med at være indlagt i psykiatrien. Her fortalte børnene og de unge samstemmende, at det værste ved at være indlagt var at opleve fastholdelse og tvang. Hvis børn under 15 år bliver udsat for tvang, som deres forældre har givet samtykke til, har de ikke – som alle andre – ret til at klage over behandlingen. Børns retssikkerhed er mangelfuld på flere områder i den forbindelse.
Først og fremmest bør en beslutning om tvang, fx mad gennem sonde eller fastspænding, ikke være noget, der er lagt over til forældrene. Den beslutning bør alene træffes af en læge, hvilket også kan være med til at sikre, at forholdet mellem forældre og barn ikke belastes unødigt. For det andet er det dybt problematisk, at tvangsbehandlingen ikke bliver kategoriseret og registreret som tvang, men i stedet som en magtanvendelse – et nyt begreb, der blev indført i lovgivningen i 2015 – blot fordi forældrene har givet samtykke. Barnets oplevelse af tvangen er den samme, hvad enten forældrene har nikket eller ej, og den oplevelse skal anerkendes og indberettes til myndighederne. Det er samtidig yderst problematisk, at man har valgt at indføre begrebet magtanvendelse i lovgivningen i stedet for ordet tvang. Der følger nemlig en række rettigheder med, hvis man har været udsat for en magtanvendelse i andre sammenhænge, fx hvis man er anbragt. Disse rettigheder er ikke beskrevet i lov om tvang i psykiatrien og følger dermed ikke med begrebet magtanvendelse, hvilket de naturligvis skal. Retssikkerhedsmæssigt befinder børn i psykiatrien sig i en gråzone, som vi ikke kan være stolte af.
Børn skal ikke i isolation
Et andet område, hvor børns retssikkerhed er tvivlsom, er i forhold til isolation af mindreårige, som stadig er lovligt i Danmark. Isolation bruges i forbindelse med varetægtsfængsling, hvor den unge ikke må have kontakt med omverdenen af hensyn til opklaring af sagen, og som en sanktion, fx hvis den unge er til skade for sig selv eller andre under afsoning. Begge typer isolation betyder, at den mindreårige afskæres fra kontakt med andre – nogle i få timer, men der er desværre også eksempler på isolation i op til flere uger. Isolation i længere perioder finder kun sted i fængsler. På de særligt sikrede institutioner må isolation bruges i nødstilfælde og i maksimalt op til fire timer ad gangen, mens man på de sikrede institutioner må være i isolation i op til to timer ad gangen.
Isolation af børn er for det første en krænkelse af børnenes grundlæggende rettigheder i henhold til Børnekonventionen. Derudover er der solid dokumentation for at sige, at isolation kan have længerevarende skadelige konsekvenser, fx i form af angst, selvskade og selvmordstanker hos den isolerede. I rapporten til FN har Børnerådet tre primære anbefalinger til brugen af isolation over for mindreårige. For det første skal brugen af isolation nedbringes, for det andet bør der gælde de samme regler for isolation på de forskellige typer af institutioner, og for det tredje bør reglerne sikre, at mindreårige aldrig isoleres i mere end fire timer ad gangen, uanset om de er frihedsberøvede på en institution eller i et fængsel.
Børns trivsel og sundhed er truet
Også på sundhedsområdet er der flere graverende huller i den lovgivning, der skal sikre børns retsstilling, som man må undre sig over, at vi tillader i et land som Danmark. Selv om vi i Børnerådet er vant til at høre mange barske sandheder fra landets børn og unge, er der alligevel undersøgelser, hvor resultaterne kommer bag på os. Fx da en undersøgelse i vores Børne- og Ungepanel viste, at hver femte ung i 9. klasse har skadet sig selv. Og endnu mere overraskende var det, da det gik op for os, at hjælpen først kommer, når det er ved at være for sent. Clara fra 9. klasse er en af de unge, der skærer og kradser sig selv, og hun fortalte, at det først var, da hun var selvmordstruet, at hun fik behandling. Først dér, da det var eskaleret, kunne hun få en henvisning.
Som Claras historie viser, har vi et sundhedssystem, der har meget svært ved at håndtere det stigende selvskade-problem blandt unge. Da selvskade ikke fremgår af den henvisningsliste, som læger kan bruge til at henvise til en psykolog, skal man være rigtig dårlig, fx selvmordstruet, eller have en decideret psykisk lidelse, før man kan blive henvist. Det har ikke kun konsekvenser for det enkelte syge barn, der kan gå hen og blive meget syg, før der er hjælp at hente. Det har også økonomiske konsekvenser for barnets familie, da det betyder, at et barn eller en ung, der ikke er ’syg nok’ i medicinske termer, kun kan få hjælp, hvis familien selv betaler for behandling. Det betyder, at der opstår ulighed i den hjælp, børnene modtager, fordi langt fra alle familier har økonomiske ressourcer til selv at betale for behandling.
Claras historie afslører et problem, som går igen på tværs af sundhedssystemet – og desværre også er genkendeligt i det sociale system: Der er alt for lidt fokus på forebyggende indsatser og børns ret til hjælp tidligt i et forløb. I sidste ende er det økonomisk dyrere, end hvis vi havde forebygget ordentlig fra start, men også de menneskelige omkostninger er tårnhøje. Derfor har Børnerådet peget på, at det i tilfældet med selvskade skal være muligt for praktiserende læger at henvise til en psykolog, og at der skal sikres langt bedre viden om fænomenet til fagfolk omkring børnene.
Samarbejde og koordinering mellem myndigheder
I Danmark kan børn potentielt komme i kontakt med mange forskellige myndigheder og systemer. Statsforvaltningens ni afdelinger, socialforvaltningen i landets 98 kommuner, sundhedsvæsenet i de fem regioner samt politi, skoler og daginstitutioner i en lang række lokalområder. Hver myndighed har sit eget system, som ofte er forskelligt fra det system og de arbejdsmetoder, der findes hos andre myndigheder.
Når vi kigger på tværs af Børnerådets mange undersøgelser blandt børn og unge, viser de, at børn har dårlige erfaringer med koordinering og overgange mellem myndigheder. Der er masser af eksempler på, at myndigheder ikke formår at indhente eller videregive relevant information mellem sig, og at de ikke formår sammen at koordinere og tilrettelægge den bedst mulige indsats for det enkelte barn på baggrund af den viden, der er om barnet hos en anden myndighed.
Når børnene oplever usammenhængende indsatser, er det blandt andet, fordi der ikke er lovkrav om en formelt udpeget koordinator, der varetager barnets interesser. Uanset hvor mange forskellige myndigheder, et barn har været i berøring med, er der ingen, der har til opgave at sikre, at myndighederne indhenter barnets perspektiv. Ligesom ingen med sikkerhed rent faktisk koordinerer og sikrer den helhedsorienterede indsats, som er så vigtig for, at en overgang, fx mellem en psykiatrisk indlæggelse og hjemmet eller et opholdssted for anbragte, bliver så problemfri som mulig. Når denne koordinering mangler, risikerer man, at de forskellige foranstaltninger kun har ringe eller ingen effekt. Børnerådet anbefaler derfor, at kommunerne skal sikre børnene en koordinator, som kan følge dem gennem systemet.
Det er dog ikke kun ude i det praksisnære, der mangler koordinering i forhold til børneområdet. På ministerielt niveau er der også stort potentiale i at sætte et samarbejde på tværs af ministerier, lovgivning og ressortområder i system. Det er vigtigt for børnenes retsstilling, men der er også en vigtig signalværdi over for det børnepolitiske og –faglige felt i, at man fra lovgivningsmæssig side prioriterer en helhedstænkning i forhold til børns liv. Derfor anbefaler vi, at det tværministerielle børneudvalg genetableres. Det vil dels sikre et helhedsorienteret blik på al den lovgivning, der vedrører børn, og dels understøtte den praksisnære koordinering. Begge dele er afgørende for at kunne beskytte børns rettigheder.
Listen af anbefalinger, som vi har sendt til FN’s Børnekomité, er desværre meget længere, end disse linjer kan indeholde. Og inden længe står Danmark altså skoleret, når komitéen skal vurdere, hvor god Danmark er til at overholde Børnekonventionen. Komitéen kan ikke straffe eller pålægge Danmark at ændre noget, men de kan komme med kritik af Danmark – og det kan vi godt regne med, at de gør. Vekslende danske regeringer har været igennem eksaminationen og har desværre i flere tilfælde siddet FN’s kritik overhørig. Det er selvsagt ikke godt nok. Danmark bør være foregangsland, når det handler om børns rettigheder. Derfor håber jeg, at regeringen vil tage den kommende kritik til sig og skabe nogle positive forandringer i den nære fremtid for danske børn og unge.