Børnerådets kommentarer til lovforslag om anvendelse af tvang i psykiatrien (2014) kan læses her: Børneperspektivet mangler i nyt lovforslag om tvang i psykiatrien
og kommentarer til udmøntningen af loven i bekendtgørelser og vejledninger (2015) her: Hvor er børneperspektivet i vejledninger og bekendtgørelser om tvang i psykiatrien?
Det er fortsat Børnerådets opfattelse, at begrebet magtanvendelse bør defineres nærmere i en selvstændig bekendtgørelse, der omhandler alle forhold vedrørende børn under 15 år, som er indlagt i psykiatrien.
I nærværende forslag til Vejledning om udfyldelse af tvangsprotokoller finder rådet det formålstjenligt, at en omtale af tvangsfiksering over for patienter under 15 år er rykket frem til 4. afsnit i pkt. 1 sammen med en omtale af mindste middels princippet, hvorved emnets synlighed generelt øges.
Den oprindelige tekst i pkt. 10 om Anbringelse af børn og unge i lukkede afdelinger er i dette forslag blevet til pkt. 5 om indlæggelse af børn og unge under 18 år på lukkede afsnit og er også dermed blevet mere synligt.
Børnerådets hilser det videre velkomment, at eftersamtalen efter en tvangsforanstaltning efter forslaget skal foretages efter samme retningslinjer som gælder for patienter over 15 år og af personale med særlig viden om børn og unge (pkt. 6, næstsidste afsnit).
Med udkastets pkt. 4 er spørgsmålet om forældreansvarslovens betydning for forældrenes samtykke blevet markant klarere beskrevet, hvilket rådet bifalder.
Tvangsfiksering af børn og unge omtales alene i pkt. 1 og ikke yderligere i vejledningens pkt. 7 om tvangsfixering. De særlige synspunkter som Børnerådet har givet udtryk for mht. udstrækningen i tid af tvangsfixering af børn har altså beklageligvis ikke fundet vej til denne reviderede udgave: Tvangsfiksering af børn bør ikke finde sted, og udstrækningen i tid bør under ingen omstændigheder overskride ganske få timer, hvilket bør fremgå af vejledningen.
Videre med hensyn til tvangsfiksering er det Børnerådets opfattelse, at væsentlige oplysninger om barnet risikerer at gå tabt eller at blive overset, når vurderingen (pkt. 7) efter psykiatrilovens § 21, stk. 5 - 7 foretages af en psykiater uden særlig indsigt i børns forhold.
Børnerådet beklager derfor, at en voksenpsykiater fortsat efter udkastet kan foretage denne externe vurdering af tvangsfixeringen.