Open menu Close menu

Børnerådet svarer på den del af lovforslaget der handler om at normalisere reglerne for pasning og undervisning af ukrainske børn i skolealderen.

Særloven blev indført som en midlertidig lov i en ekstraordinær situation i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine i 2022. Loven havde blandt andet til formål at sikre, at kommunerne fleksibelt og med udgangspunkt i lokale forhold kunne modtage et stort antal fordrevne ukrainere på kort tid. På skoleområdet indebar det bl.a. særlige muligheder for at organisere undervisningen anderledes end normalt, herunder mulighed for undervisning på ukrainsk eller engelsk samt brug af fjernundervisning.

Af lovforslaget fremgår det, at det er vurderingen, at der er behov for at påbegynde en justering af vilkårene for fordrevne fra Ukraine med henblik på i højere grad at sidestille dem med andre udlændinge med midlertidigt ophold i Danmark og dermed imødegå et integrationsefterslæb for gruppen.

Børnerådet er enige i denne vurdering, idet lovgivningen – af hensyn til tidsperspektivet og den fortsatte krig i Ukraine – må tage højde for ukrainske børns mere langsigtede tilknytning til Danmark, herunder at skabe nødvendige rammer for integration i skolens sociale og faglige fællesskaber. Børnerådet understreger dog, at ændringen og den efterfølgende implementering må ske i respekt for ukrainske børns ret til uddannelse og tilpasset støtte i overensstemmelse med børnekonventionens art. 28-29

Børnerådet bakker således op om lovændringen, men anbefaler et skærpet fokus på at lovændringen ikke får utilsigtede negative konsekvenser for ukrainske børn og at den ledsages af særlige indsatser i kommuner og på skoler med henblik på at sikre, at alle ukrainske børn i praksis får adgang til de deltagelsesmuligheder og den undervisning, de har ret til, herunder støtte til sprog, faglig progression og integration i fællesskaber. Børnerådet bemærker, at det er væsentligt, at betydningen af lovændringen kommunikeres klart til ukrainske forældre og elever, så de får overblik over, hvilken betydning lovændringen får. I den forbindelse vil det desuden være afgørende at der tages konkret hånd om de tilfælde, hvor forældre fx vælger at hjemmeundervise deres børn under de dertilhørende kvalitets- og tilsynskrav efter folkeskolelovens § 33 og friskolelovens § 34 og samtidig benytter sig af fjernundervisning fra det ukrainske skolesystem. 

Relateret viden

Her kan du se de seneste nyheder, høringssvar og materialer om samme emne.

Ukrainske børns ret til undervisning og deltagelse ved normalisering af særloven

Børnerådets bemærkninger til udkast til lovforslag om ændring af lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, lov nr. 1654 af 30. december 2024 om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, integrationsloven og forskellige andre love og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (Begrænsninger i adgangen til ophold efter Ukrainesærloven og ophævelse af visse særlige vilkår for fordrevne fra Ukraine).
Skole og uddannelse

Ny undersøgelse: Folkeskolen svigter elevernes ret til medbestemmelse

Børnerådet, Danske Skoleelever og UNICEF Danmark offentliggør i dag rapporten Medbestemmelse i undervisningen – fra elevernes perspektiv, som undersøger, hvordan danske skoleelever oplever deres ret til at blive inddraget i undervisningen imødekommes.
Skole og uddannelse

Debatindlæg: Forskere og organisationer i opråb: Straf og sanktioner i skolen hjælper ikke børn – tværtimod

Skolen straffer ikke børn, hvis de ikke kan dividere, for der har vi erkendt, at de har brug for støtte og hjælp. Det samme bør være gældende i forhold til social adfærd, skriver tre skoleforskere, Børnerådet, BUPL og Danske Skoleelever.
Skole og uddannelse

Åbent brev til børne- og undervisningsministeren

Magt løser ikke uro. Det flytter ansvar – fra politikere til børn. Og det belaster de børn, der kigger på. Vi risikerer at stå med uoverskuelige og krævende reparationsopgaver, når tilliden og relationerne i klassefællesskabet skal genoprettes.
Skole og uddannelse