I starten af 2025 fik vi ny og helt afgørende viden om det familieretlige system, som hvert år behandler over 12.000 sager, hvor skilte forældre er endt i konflikt over samarbejdet omkring deres børn. En ny evaluering fra VIVE viser, at næsten 70 % af sagerne vedrører familier med komplekse problemer som vold, kriminalitet, misbrug og psykisk sygdom – komplekse problematikker, som systemet ikke er gearet til at tage ordentligt hånd om. Derfor lever mange børn i langvarige konflikter, og sagerne trækker ofte ud – både i Familieretshuset og i de kommunale forvaltninger.
Det kan faktisk undre, at evalueringen ikke har vakt større postyr og skabt kø ved socialministerens dør med krav om handling og nytænkning.
Da Familieretshuset åbnede i 2019, var målet at styrke børns inddragelse og hjælpe forældre via dialog og konfliktmægling. Men resultaterne udebliver: Færre forældre oplever at få løst deres problemer, børns trivsel er ikke forbedret, og ventetiderne er eksploderet. Det skyldes dels, at man undervurderede mængden af komplekse sager – og at reformen fra start var underfinansieret.
I praksis er Familieretshuset ofte blevet et tungt mellemled, hvor koordineringen med kommunerne omkring familiens komplekse problemer er en mangelvare. Derfor vender 30 % af familierne tilbage med en ny sag inden for et år.
Mange forældre oplever, at systemet ikke giver mening – f.eks. når afgørelser ikke kan føres ud i livet i barnets hverdag. Børn bliver fortsat kastet rundt mellem et utal af professionelle voksne. I kommunen taler man om skolefravær og forældres misbrugsproblemer, mens man i Familieretshuset og senere i familieretten skal inddrage børn i spørgsmål om samvær, bopæl og forældremyndighed.
Systemet fungerer ikke for den største gruppe af børn og forældre. Hvis vi kunne drømme frit, ville børn og familier møde ét samlet fagligt team – uanset om det handler om samvær eller sociale problemstillinger. Komplekse sager burde følges tæt og fleksibelt over tid med én gennemgående børnerådgiver med specialviden og fokus på barnets perspektiv.
Kommunerne er centrale i indsatsen, men de står i forvejen midt i implementeringen af Barnets Lov og kæmper med høj medarbejderudskiftning og kritik af mangelfuld sagsbehandling i børne- og ungesager.
Hvis vi skal reparere de fejl, vi begik med reformen i 2019, skal vi starte med to vigtige skridt:
For det første skal vi styrke samarbejdet mellem kommuner og Familieretshuset. De skal sammen vurdere, hvilken hjælp familien har brug for, og tilbyde støtte gennem prøveordninger og længerevarende opfølgning. Lovgivningen muliggør allerede dette samarbejde. Men kommunerne skal tage opgaven på sig og i langt højere grad tilføres ressourcer til at løfte den.
Endelig må vi erkende, at domstolene ikke hører hjemme i disse sager. De handler i bund og grund om børn, der vokser op med svære sociale problemstillinger – ikke om jura. Familieretshuset bør træffe de endelige afgørelser om samvær, bopæl og forældremyndighed, og dommerens hammer bør gemmes til klagesagerne. VIVEs evaluering viser, at domstolene ikke skaber mere holdbare løsninger end Familieretshuset – men har lavere børnefaglighed.
Derfor bør vi stoppe op og finde en ny vej. Det giver ikke mening at fortsætte, som vi gør nu, med den viden vi har i dag.
Vi ved, at vi kan gøre det bedre. Så for børnenes skyld skal vi gøre det bedre.
