Som organisationer, der arbejder for at sikre børns trivsel, udvikling og rettigheder, er vi dybt bekymrede over børne- og undervisningsministerens intention om at udvide reglerne for læreres mulighed for at gribe fysisk ind over for elever, der f.eks. forstyrrer undervisningen i skolen.
Alle børn og medarbejdere skal kunne gå trygt i skole og på arbejde. Den ambition deler vi med børne- og undervisningsministeren. Og vi forstår frustrationen og afmagten hos lærere og andet pædagogisk personale, der oplever, at én eller flere elever skaber uro og forstyrrelser i klassen.
Men løsningen er ikke at udvide reglerne for fysisk indgriben. Tværtimod. Øget anvendelse af magt risikerer at svække tilliden mellem børn og voksne, underminere relationer og svigte dem, der i forvejen har det svært – ikke mindst børn med særlige behov og børn i udsatte positioner.
Et barn, der råber, kaster med ting eller nægter at lægge telefonen væk, har ikke brug for fysisk indgriben. Det har brug for en voksen, der har ro, tid og faglighed til at forstå og nedtrappe situationen.
Børn ønsker grundlæggende at høre til og blive anerkendt som en del af fællesskabet. Hvis børn reagerer voldsomt, er det ikke et udtryk for modstand mod fællesskabet – snarere et tegn på, at barnet har brug for hjælp til at blive en del af det.
Alle har brug for tydelige rammer og for at vide, i hvilke situationer der kan anvendes magt. Det gælder både elever, forældre og medarbejderne på skolerne.
Og det er helt afgørende, at lærere og pædagoger kan handle i akutte situationer, hvor et barn er til fare for sig selv eller andre – og det kan de allerede i dag under de eksisterende regler.
Er det så altid nemt at vurdere, hvornår en situation er farlig, og hvornår man skal gribe ind? Nej. Det vil altid være en konkret vurdering, der beror på lærernes og pædagogernes faglige dømmekraft, og det er en svær opgave. Men opgaven og de høje krav til den faglige dømmekraft vil ikke forsvinde ved at udvide reglerne. Slet ikke.
Vores fælles appel er klar: Lad os tydeliggøre reglerne – uden at udvide dem.
Lad os bruge anledningen til at opprioritere forebyggelse af situationer, der kan føre til fysisk indgriben, og lad os få en styrket respekt for elevernes signaler og ret til at blive hørt.
Vi skal investere i brugen af evidensbaserede metoder til konfliktforebyggelse, -nedtrapning og -håndtering, og så skal vi lade de nødvendige fysiske indgreb være kilde til læring. Vi skal lytte til eleven selv og gøre os umage med at forstå dynamikker og årsager bag adfærden.
Det kan være med til at genoprette den relation, der har lidt et knæk, og det kan styrke forudsætningerne for, at et fysisk indgreb ikke bliver nødvendigt igen.
Ægte autoritet opnår man ikke gennem magt, men gennem relationer. Og relationer kræver tid og nysgerrighed. Lad os give lærerne og pædagogerne gode betingelser for at styrke deres autoritet igennem relationer.
Hvis vi vil have en skole, hvor både børn og voksne kan være trygge, skal vi ikke vælge den nemme ”løsning”. Vi skal vælge den rigtige.
Læs indlægget i Jyllands-Posten her.