"Små liv søger store hjerter." Sådan lød Social- og Boligstyrelsens kampagne i 2023.
Budskabet er helt korrekt – der er behov for flere plejefamilier. Men siden 2014 er antallet af plejefamilier faldet med 20 procent, og gennemsnitsalderen for plejeforældre er nu 54 år. Vi kommer altså til at mangle mange flere.
Det er et problem. Plejefamilier er nemlig den anbringelsesmulighed, som for de fleste børn giver de bedste rammer for et barns opvækst, når barnet ikke kan bo hjemme.
Derfor bør der være øget fokus på, at en anbringelse altid sker med udgangspunkt i barnets behov, hvor plejefamilie afsøges som første mulighed. Det er ganske enkelt bedst for barnet, og det står i loven.
Men præmissen i den føromtalte kampagne halter. For det handler ikke kun om store hjerter. Det handler også om rammer og vilkår. Og først og fremmest handler det om børnene – dem, der har allermest på spil.
Familie som en professionel opgave
Hos Børnerådet har vi talt med børn og unge, der er – eller har været – anbragt i plejefamilier og samlet det i en ny rapport. Deres budskab er klart: De ønsker stabile og varige relationer, som ligner en almindelig familie. Punktum.
Her opstår plejefamiliens store paradoks. For hvordan skaber vi varige, trygge bånd, når den relation, man er i, også er en professionel opgave? Nogle børn oplever en uærlighed i relationen: På overfladen er de en del af familien, men under overfladen er der kvitteringer, regler og arbejdsgange. Familiebilledet går i stykker.
Næsten halvdelen, 48 procent, af alle anbragte børn og unge har været anbragt på to eller flere steder.
Det betyder ikke bare nye hverdage, men også nye relationer. I vores rapport fortæller børnene, hvordan de skal forklare deres livshistorie til nye rådgivere, og hvordan relationer pludselig kan blive brudt – uden forklaring og uden overgang. Det er ikke rimeligt.
Gør sig dårligere for at få støtte
Børn har krav på inddragelse og støtte i alle overgange og faser gennem anbringelsen. Det gælder også, når barnet skal matches med den rigtige plejefamilie, og når der skal tages højde for de vigtige relationer til biologiske søskende, skole, familie og så videre. Det skal systemet sikre meget bedre.
Nogle børn fortæller endda, at de gør sig dårligere, end de er, for at øge chancen for at få ungestøtte eller for at sikre, at plejeforældrene kan få de bedste vilkår for at støtte dem.
Det er børn, der bliver strategiske aktører i et voksensystem, når de mest af alt bare har brug for tryghed og tilknytning.
Hvis vi vil sikre, at flere børn får kærlige og stabile liv, kræver det rimelige, forudsigelige og stabile rammer for plejefamilierne. Når plejefamilien oplever trygge og gode rammer, er det netop den oplevelse, de kan give videre til børnene. Og på den måde kan vi håbe, at flere vil påtage sig det vigtige ansvar.
Vi ved, hvad børnene ønsker, og at de altså bliver påvirket, når vilkårene ikke er gode nok. Nu er det op til os at lytte.
Brug pengene klogt i forhandlinger
Lige om lidt skal politikerne forhandle om en årlig ramme på 50 millioner kroner i den kommende plejefamiliereform.
Det kan lyde af meget – men i 2023 brugte vi 11,7 milliarder kroner på anbringelser uden for hjemmet. 50 millioner er småpenge i det store regnskab. Alligevel kan det blive første skridt i den rigtige retning – hvis pengene bruges klogt.
Kærlighed kan ikke pålægges. Men vi kan og skal skabe de bedste betingelser for, at den kan vokse.
Det kræver, at vi anerkender, at det er et arbejde at være plejefamilie. Et krævende, specialiseret og emotionelt arbejde.
Det kræver mere stabil og forudsigelig aflønning, adgang til uddannelse, støtte og supervision i langt højere grad end i dag.
De store hjerter er der. Men de kan ikke bære opgaven alene. Som et barn i vores rapport så præcist skrev med store bogstaver: "BRUG DEN BEDSTE SUPERKRAFT KÆRLIGHED." Lad os sørge for, at plejefamilierne får mulighed for det.
Debatindlægget er bragt i Altinget Social d. 20. august 2025 og kan findes her.
