”Alle børn har ret til en god start i livet,” lyder det fra regeringen og aftaleparterne bag aftalen Børnene Først. Vi kunne ikke være mere enige. Men der er langt fra ord til handling. Børnene har ventet siden 2021, og de venter stadig. De børn og unge i anbringelse – børn, der i forvejen er vokset op med svigt og utryghed – betaler nu prisen for politisk nølen og administrativt tovtrækkeri.
Vi ved, at der er børn og unge i anbringelse, der mistrives. Vi ved, at plejefamiliernes vilkår halter. Vi ved, at unge, der fylder 18, risikerer at stå alene uden støtte, netværk og tryghed. Dokumentationen er massiv. Alligevel står vi her, fire år efter aftalen Børnene Først, uden den lovede plejefamiliereform og uden nytænkning af ungestøtten.
Fire år er blevet spildt
Tilbage i 2021 var det helt tydeligt for aftaleparterne, at der er nogle børn, der ikke bliver set, og hvor vi ikke investerer tilstrækkeligt. Men hvad er der sket siden 2021? Alle ordførerne fra aftalen om Børnene Først på nær én er blevet udskiftet. Tre ministre har haft området. Og hvad er resultatet blevet? Det er nærmest ikkeeksisterende. I mellemtiden er flere børn blevet voksne. De nåede aldrig at mærke de forbedringer, der blev stillet dem i udsigt.
Økonomien ud af børneværelset
For mange børn i anbringelse bliver økonomi en del af deres opvækst. De vokser op med kvitteringskaos, hvor selv en is fra kiosken kan kræve dokumentation. De ser deres plejefamilier skulle “forhandle” deres trivsel i kommunale systemer, som om barnets liv er en post på et budget.
Og når de fylder 18 år, falder bunden ud. De kan miste støtte og relationer fra den ene dag til den anden. Mens jævnaldrende kan blive boende hjemme til de er over 20 og får hjælp af forældre og netværk, ender alt for mange unge i anbringelse ende med at stå alene. Helt alene.
Det er uværdigt. Økonomien skal ud af børneværelset. Og vi ved, hvor der skal sættes ind.
Plejefamiliereformen kan ikke vente
Der bør indføres en model for fastsættelse af plejefamiliers rammer og vederlag, som i højere grad sikrer ro og stabilitet for børnene. Og der bør laves en ny aflønningsmodel for plejefamilier. Så den gode og omsorgsfulde indsats ikke betyder mindre aflønning til plejefamilien.
Samtidig må ungestøtten nytænkes. Alle unge, der har været anbragt, skal have ret til støtte ind i voksenlivet. Det bør være en garanti, ikke en kommunal tilfældighed. Derudover bør man i den kommende plejefamiliereform undersøge, hvordan plejefamilierne også kan være en god base og understøtte de unge i overgangen til voksenlivet, også efter at den unge er fyldt 18 år.
En god investering – for alle
Det her handler ikke kun om rimelighed. Det handler også om samfundsøkonomi. Når syv ud af ti, der er anbragt uden for hjemmet, ikke tager 9. klasses afgangseksamen, ved vi, at vi taber for mange. Og når 46 pct. af de unge, der har været anbragt som barn, er uden for arbejdsstyrken som 30-årig, er det et alarmerende tegn.
Investeringer i trygge rammer og stabil støtte er ikke udgifter. Det er investeringer i liv, fremtid og fællesskab. Og tro os: De fleste unge - også tidligere anbragte - vil gerne klare sig selv.
Nu skal regeringen levere
Kære Mette Frederiksen: Du kalder dig børnenes statsminister. Men titler vinder man ikke på slogans. De vindes på handling. Hvis regeringen vil bekæmpe ulighed og løfte børnene i Danmark, er der én oplagt lavthængende frugt: at levere den plejefamiliereform og ungestøtte, som blev lovet i Børnene Først.
Vi kan ikke vente længere. Hver dag vi venter, mister børn og unge muligheden for en mere tryg opvækst.
Debatindlægget er bragt i Jyllands-Posten d. 19. oktober 2025 og kan findes her.
