Så kom det længe ventede lovforslag om fysisk indgriben. Et forslag, der i sin kerne handler om noget af det mest indgribende, man overhovedet kan lovgive om: retten til egen krop og grænserne for voksnes magt over børn. Men desværre fremstår forslaget både retssikkerhedsmæssigt og politisk uafklaret – og i det hele taget ikke ordentligt gennemarbejdet.
Lovforslaget er et udtryk for symbolpolitik og mangler både faglig og retlig omtanke med fokus på børnene.
Børne- og undervisningsministeren vil have ro
Lovforslaget er ministerens svar på en stigende oplevelse af uro i klasserne. Hvad jeg ikke kan forstå er, at ministeren selv kan tro på, at lovforslaget kommer til at løse flere udfordringer, end det skaber.
Ja, nogle lærere og elever oplever uro i klasserne. Ja, nogle lærere oplever afmagt. Men der er ingen evidens – hverken nationalt eller internationalt – for, at fysisk indgriben eller øgede magtbeføjelser til voksne fører til mindre uro. Tværtimod. Når et barn oplever, at fysisk magt bliver en del af et rum, øges stressniveauet, og barnets tryghed falder. Resultatet bliver ikke færre konflikter, men flere.
Derfor kommer lovforslaget ikke til at løse de udfordringer, det foregiver. Men det kommer til at skubbe prisen for udfordringerne nedad i systemet. Fra minister til kommuner, fra kommuner til skoleledelser, fra skoleledelser til lærere og til sidst vil enkelte elever betale prisen for den manglende politiske vilje til at investere i det undervisningsmiljø, både lærerne og eleverne er en del af.
Lovforslaget er individorienteret
I Børnerådet savner vi, at lovforslaget forholder sig til skolens praktiske virkelighed, og at man fra politisk hold i langt højere grad arbejder med et fællesskabsorienteret syn på, hvad der udgør gode undervisningsmiljøer. Vi individualiserer et strukturelt problem ved at fokusere på at udvide læreres magtbeføjelser.
Uro i den enkelte såvel som i hele klassen opstår i en sammenhæng og af årsager, vi skal være nysgerrige på, hvis vi vil komme den til livs. Måske er undervisningen ikke særlig engagerende og stillesiddende, måske oplever for mange elever ikke at få den støtte fra lærerne, de har brug for, måske mangler der ressourcer til inklusionsopgaven og specialpædagogisk støtte? Det er naivt og utidssvarende at tro, at uro i klassen kan håndteres gennem den enkelte lærers konsekvens og handlekraft.
Hvis ministerens virkelige intentioner er at gøre noget for elevernes og lærernes trivsel og retssikkerhed, må man begynde dér. Ikke i lovgivning, der udvider mulighederne for at bruge magt, men i politik, der investerer i skolens fællesskab.
Efter norsk eksempel – bare uden forebyggelsesdelen
Undervisningsministeren har flere gange fremhævet, at man i udarbejdelsen af forslaget har set mod Norge. Men i det danske lovforslag har man tilsyneladende set bort fra netop den del af den norske model, der forpligter skolerne til at arbejde systematisk med forebyggelse – altså alt dét, der reelt virker.
I Norge er det tydeligt skrevet ind, at skoler skal forebygge situationer, hvor fysisk indgriben kan blive nødvendig. I det danske lovforslag derimod er forebyggelsen helt fraværende. Ingen krav til at opbygge og udbrede systematisk og evidensbaserede tilgange i kommuner og på skoler. Ingen forpligtelser til efteruddannelse i konfliktforebyggelse- og håndtering.
Og det er til trods for, at selv Norges lovgivning om fysisk indgriben er blevet mødt af kritik fra FN’s Børnekomité, som holder øje med, om staterne overholder Børnekonventionen. Komitéen har i deres kritik lagt vægt på, at Norge i højere grad bør prioritere forebyggende foranstaltninger, efteruddannelse af det undervisende personale samt inddragelse af eleverne i forhold til at nedbringe tilfælde af udadreagerende adfærd. Det danske lovforslag leverer ikke på ét eneste af disse elementer.
En bjørnetjeneste til lærerne
Vi har den seneste tid hørt fra både minister og lærere, at det undervisende personale oplever, at de har været usikre på, hvornår man må tage fysisk fat i elever, og hvornår man ikke må. Det er i sig selv en god ambition at ville tydeliggøre reglerne. Det er både lærere og elever bedst tjent med. Men forslaget til de nye regler går langt videre end en tydeliggørelse og bør ikke forveksles med omsorg, som ministeren ellers har plæderet for. Forslaget udvider lærernes magtbeføjelser i et omfang, som er langt mere vidtgående, end det vi kender fra voksenansvarsloven og øvrige områder, hvor vi regulerer forholdet mellem barn og voksen. Og det sker uden at tilføje yderligere retssikkerhedsgarantier for eleverne. Ingen nærmere beskrivelse af elevernes ret til at blive hørt. Og ingen mulighed for at klage.
Det er dybt problematisk, at vi hverken giver lærere den retssikkerhed, de har efterspurgt eller elever den retssikkerhed, de har ret til.
Hvornår forstyrrer elever undervisningen? Hvornår er alle pædagogiske metoder udtømte og en magtanvendelse nødvendig – og proportional? Hvor er grænsen mellem fysisk guidning og magtanvendelse? Spørgsmålene er ikke teoretiske. De er virkelige, og de vil udspille sig midt i en travl hverdag, hvor uuddannede såvel som uddannede lærer og pædagoger skal handle nu og her.
Vi risikerer at efterlade begge parter i en gråzone, når der hverken er klare retssikkerhedsgarantier for eleverne og ingen tydelige regler for lærerne.
Jeg håber virkelig ikke, at lærerne accepterer ministerens hold kæft-bolsje og giver ham den ro, han ønsker. For med det her forslag, kommer lærerne til at stå tilbage med endnu flere udfordringer end før.
Kommentaren blev bragt i Altinget Børn d. 5. november 2025 og kan findes her.