Strafreformen halter, når det gælder børnene

Forslaget gennemfører dele af aftalen om strafreform og kriminalforsorgens økonomi 2026-2030 m.v. Det indeholder både skærpelser og nogle tiltag, der for mindreårige vil være positive i forhold til muligvis at kunne hjælpe dem væk fra en kriminel løbebane. Børnerådet anerkender, at der kan være modsatrettede hensyn i forhold til samfundet, forurettede og gerningsperson, men der er ingen tvivl om, at der kunne laves langt mere omfattende og helhedsorienterede forbedringer for kriminalitetstruede mindreårige.

Konkret indeholder forslaget en strafskærpelse for unge på linje med voksne, hvilket flytter fokus fra opdragelse og resocialisering til straf, fordi:

- Straffen for en række forbrydelser (bl.a. vold, røveri, seksuelle overgreb, chikane og trusler) forhøjes markant, så de unge lovovertrædere får længere straffe.

Samtidig indeholder forslaget flere tiltag, som kan være positive for de 15-17-årige:

-  Muligheden for brug af fodlænke udvides, hvilket kan nedbringe omfanget af varetægtsfængslinger samt fremme afsoning på egen bopæl

-  Der indføres en betinget mulighed for frafald af betaling af sagsomkostninger for 15-25-årige, hvis de unge i 5 år ikke begår kriminalitet. (Tiltaget gælder både fremadrettet og bagudrettet for domme afsagt 1. feb. 2010 – 31. jan. 2026)

Strafskærpelser
Hvad angår den første del med strafskærpelser, så er Børnerådet bekymret over det manglende børneperspektiv i lovforslaget, og især over, at der ikke er lavet børnerettighedsvurderinger (CRIA-Children´s Rights Impact Assessment) på de enkelte elementer i forslaget. Udkast til lovgivning skal vurderes i forhold til dens konsekvenser for børns rettigheder, hverdag og trivsel. Havde man gjort det, ville det kunne give et overblik over betydning af de enkelte dele i forslaget for 15-17-årige samt for børn som pårørende til indsatte. Som forslaget ser ud nu, fremgår det ikke klart, hvad konsekvenserne bliver for de 15-17-årige og børn af indsatte. Det er uhensigtsmæssigt!

Børnerådet mener, at en skærpelse af straffen for mindreårige hverken er fagligt, juridisk eller socialt velbegrundet. Skærpelsen vil svække de pågældende unges muligheder for at ændre livsbane, og den er ikke i overensstemmelse med Børnekonventionen. Derudover findes der ikke bevis for, at længere straffe mindsker recidiv.

Børns oplevelse af mødet med straffesystemet i Danmark burde stå centralt, når der laves strafreform, og det emne behandler blandt andre en artikel fra 2023.

Den peger på, at systemet i praksis ofte behandler børn som små voksne, hvilket skaber udfordringer i forhold til børns rettigheder, retssikkerhed og resocialisering. Artiklen fremhæver behovet for en mere børneretlig tilgang og praksis, der tager udgangspunkt i FN’s børnekonvention.                                                                     

Der er tegn på, at børn og unge i Danmark i højere grad end før møder voksenlignende sanktioner i straffesystemet, hvilket kan udfordre den særlige beskyttelse, som børn ifølge FN’s Børnekonvention bør have. Når børn behandles i det samme straffesystem som voksne, gør det børn mere udsatte for at modtage sanktioner, der ikke er tilpasset deres udvikling og behov. Børn har ifølge FN’s Børnekonvention ret til særlig beskyttelse, og straffen skal udmåles med hensyn til alder og udvikling – men praksis fanger ikke tilstrækkeligt denne beskyttelse i forhold til de skærpede tendenser. Konsekvensen er, at hvis børn og unge mødes med strengere sanktioner / voksenlignende straffe, så øges risikoen for, at de fastholdes i kriminalitet, marginaliseres eller ikke får tilstrækkelig støtte til resocialisering – hvilket undergraver et centralt formål med ungdomsstrafferetten.

Unge fra udsatte og lavindkomstfamilier er markant overrepræsenterede i kriminalstatistikkerne. En generel skærpelse af straf vil derfor ramme socialt skævt og forstærke marginalisering frem for at reducere kriminalitet. Mange voksne, der begår kriminalitet, befinder sig  i forvejen i en udsat position, og hvis de har børn, vil strafskærpelsen påvirke eventuelle børn mere, fordi de skal undvære forælderen i længere tid, og hvis de skal leve under de vilkår, der er ved at være pårørende til en indsat.

Børnekonventionen har ikke et aftryk i forslaget
Ifølge FN’s børnekonvention skal alle sanktioner mod unge tage sigte på barnets beskyttelse, reintegration og sociale udvikling. Frihedsberøvelse må kun anvendes som sidste udvej og i kortest mulig tid. En skærpelse af straffen er dermed i modstrid med konventionens artikler 37 og 40. Børnekomiteen understreger i deres General Comment 14, afsnit 28, at beskyttelsen af barnets bedste efter Børnekonventions artikel 3 betyder, at de traditionelle formål med strafferet må vige for målene om rehabilitering og genoprettende retfærdighed, når det drejer sig om børn, der har begået lovovertrædelser. Det fremgår ikke af forslaget, hvordan hensynet til barnets bedste er givet behørig vægt i forhold til de foreslåede strafskærpelser, hvad angår de 15-17-årige.

Mange unge vil fortsat ende med stor gæld fra sagsomkostninger
Særvilkår for 15-17-årige i form af fritagelse for betaling af sagsomkostninger er på papiret positive, men ordningen omfatter ganske enkelt ikke tilstrækkeligt med personer fra målgruppen af 15-17-årige. For de 15-17-årige vil stadig få opkrævet sagsomkostninger som i dag, hvis:

- de kun er straffet med bøde i sagen.
- de idømmes ubetinget eller betinget straf i 6 måneder eller mere.
- de dømmes for grov vold (straffelovens § 245).
- de idømmes forvaring (§ 70).
- de får straf fastsat efter bandebestemmelsen (§ 81 a) – medmindre de aktivt og tilfredsstillende gennemfører et exit‑program (så kan de alligevel komme ind i ordningen). 

Dermed vil en stor gruppe af 15-17-årige stadig blive pålagt at betale sagsomkostninger, enten fordi de ikke kan overholde den kriminalitetsfri periode, fordi de idømmes en straf på 6 måneder eller derover eller en af de andre undtagelser. Den kriminalitetsfrie periode blev af Udvalget om forebyggelse og resocialisering i Rapport vedrørende en ny model for opkrævning af straffesagsomkostninger fra 2024

vurderet til højst at vare 1-2 år, fordi krav om kriminalitetsfri periode kan mindske den resocialiserende effekt. Børnerådet anbefaler, at den anbefaling følges, og perioden nedbringes til 1-2 år. Det enkelte barns særlige forhold, herunder hensynet til barnets bedste, skal efter forslaget ikke indgå i vurderingen. Personer, der udsætter andre for vold, er ofte selv blevet udsat for vold, faktisk har knap tre ud af fire voldsudøvere selv oplevet vold i familien som børn.

 Børnerådet mener, som vi også udtalte i vores høringssvar til Skatteministeriet den 21.8.2025,

at gæld har store konsekvenser, fordi den kan holde børnene og de unge fast i eventuelle dårlige mønstre, og fordi den ofte er helt uoverskuelig at komme af med. Der er en klar og veldokumenteret sammenhæng mellem gæld og kriminalitet blandt børn og unge: jo mere gæld, desto større risiko for kriminel adfærd – og omvendt. 
Gæld skaber stress, fastholder de unge i kriminalitet og øger risikoen for tilbagefald.

Arbejdsgruppen anbefalede i rapporten, at grupper ikke undtages fra ordningen, undtagen bødestraffede og rocker- eller bandemedlemmer, der ikke på aktivt og tilfredsstillende vis har deltaget i et Exit-program. Det er dermed en politisk beslutning at undtage de øvrige grupper. Den beslutning er Børnerådet uenig i.

Gældsstyrelsens egne tal viser, at mindreåriges gæld er stigende, og at antallet af mindreårige skyldnere er stigende. De ofte meget udsatte børn og unge, som det drejer sig om, bør beskyttes mod gæld og gældens følgevirkninger, også fordi børn som hovedregel ikke kan optage lån og gældsætte sig i det private. Det er helt uforståeligt, at det offentlige skal kunne pålægge mindreårige så omfattende gæld og endvidere tjene renter på gælden.

Vi anbefaler, at der foretages yderligere væsentlige lempelser for mindreårige, hvor gæld som udgangspunkt eftergives for mindreårige uden betingelser.

På grund af de mange undtagelser fra gældsfritagelsen, vil mange unge fortsat tage en stor gæld fra sagsomkostninger med sig ind i voksenlivet. Danmark adskiller sig på dette punkt fra flere af de andre nordiske lande, og vi følger i den forbindelse ikke Børnekonventionens tydelige henstilling om at beskytte børn.

Derudover er der ikke klageadgang over afgørelsen om gældsfritagelse, fordi afgørelser truffet i henhold til straffuldbyrdelsesloven af andre myndigheder end kriminalforsorgens myndigheder ikke kan indbringes for højere myndighed, jf. straffuldbyrdelseslovens § 111, stk.2. Børnerådet mener, at der skal være klageadgang, når et afslag kan få så stor betydning for den unge og især for hans eller hendes fremtid.

Rådet opfordrer på det kraftigste til, at ændringen monitoreres og evalueres. Det skal ske med specifikt fokus på konsekvenserne for de unge under 18 år, som idømmes længere straffe. Herunder konsekvenser for recidiv, mulighed for resocialiseirng. Derudover bør der ske monitorering og evaluering af gældseftergivelse for de unge under 18 år.