Forslaget udmønter de i L 200 foreslåede ændringer, som blandt andet betyder, at der skal føres tilsyn på baggrund af en risikobaseret tilgang, og at tilsyn går fra at være årlige til at være hvert andet år for plejefamilier og hvert tredje år for børne- og ungehjem. Fremadrettet skal tilsynet alene sikre, at tilbuddet har den fornødne kvalitet, og kvalitetsmodellens score går fra at være skalabaseret til at være binær. Lovforslaget medfører en kraftig reduktion af socialtilsynenes budgetter, hvilket gør, at tilsynstrykket på kommunerne lettes med 30 %. Kommentarerne i dette høringssvar angår bekendtgørelse om socialtilsyn, da de to andre bekendtgørelser af ministeriet er angivet til at være korrekturændret og konsekvensændret på baggrund af ændringerne i socialtilsynsloven og socialtilsynsbekendtgørelsen.
Et kæmpe tilbageskridt for børns rettigheder
Børnerådet er stadig meget bekymret over, at det socialtilsyn, som hidtil har arbejdet for udviklingen af de sociale tilbud og for sikringen af kvaliteten i de sociale tilbud, beskæres så kraftigt pr. 1 januar 2026. Samme bekymring udtrykte vi i vores høringssvar til L 200, som kan findes her.
Den kraftige reduktion af socialtilsynet vil uden tvivl betyde en forringelse for de allermest udsatte børn, som staten ellers er forpligtet til at beskytte efter Børnekonventionens artikel 20. Artiklen understreger, at et barn, der ikke kan bo hos sine forældre, har ret til særlig beskyttelse og bistand fra statens side. Staten er derudover forpligtet til at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for barnets trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet. Staten skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler jf. artikel 3, stk. 2. Beskyttelsen efter de to bestemmelser forringes markant med ændringerne af socialtilsynet.
Det er en falliterklæring, at staten sparer på kontrollen med og udviklingen af de tilbud, som skal hjælpe, drage omsorg og beskytte de allermest udsatte børn og unge i Danmark. Det betyder, at det bundniveau på tilbuddene, som vi indtil nu har oplevet stige på grund af den løbende dialog med socialtilsynene, ikke længere vil gøre det, men derimod risikerer at falde. Det sker oveni købet på et tidspunkt, hvor vi løbende ser sager i både medierne og i socialtilsynets arbejde, hvor der er markante kvalitetsudfordringer i tilbuddene. En halvering af tilsynsbesøgene betyder, at tilsynet ikke i samme omfang fanger de tilbud som er på kanten af ikke at blive godkendt, og tilsynet kan ikke følge med i, hvordan kvaliteten udvikler sig. Når tilbuddene ikke længere bliver målt på en skala får de heller ikke en tilbagemelding, som de kan handle på, når de nærmer sig ikke-tilstrækkelig kvalitet. Det er ganske enkelt bekymrende for tilbuddenes udvikling og kvalitet.
Besparelsen medfører også, at børnene får længere vej til at klage til socialtilsynet, fordi tilsynet ikke længere er ligeså synligt og ikke kommer på årlige besøg på stederne og i familierne, hvor børnene bor. Kun hvert andet år i plejefamilier og hvert tredje år på tilbud. Derudover går det også ud over børnene, fordi det sted, hvor de skal bo eller bor nu, for eftertiden kun skal have ”den fornødne kvalitet”, og der ikke kan forventes at ske udvikling af stedet, som følger med barnets eller den unges udvikling.
Kvaliteten i den måde, hvorpå socialtilsynet inddrager børnene på stedet, kommer i fare, når der spares så massivt. Vi frygter, at det vil betyde, at børnene ikke får tilstrækkelig mulighed for at ytre utilfredshed over for socialtilsynet. Det vil så lægge et stort pres på det individuelle tilsyn i de enkelte anbringende kommuner. Et pres, som, vi ikke forestiller os vil være nemt at løfte for kommunerne oveni de øgede forpligtelser efter barnets lov og implementeringen heraf.
Et risikobaseret tilsyn med mangler
I forhold til bekendtgørelsen er det ikke gennemsigtigt, hvornår det vurderes, at det risikobaserede tilsyn skal initieres over for et tilbud. Det er bekymrende, for det betyder, at socialtilsynet fremover skal udføre et risikobaseret tilsyn, som vi mangler en reel model for. Vi burde have en model, som viser, hvad der skal til, for at et tilbud kommer i risikozonen og dermed skal have hyppigere tilsyn. Modellen skal også vise, hvad betydningen er konkret: Altså hvad et risikobaseret tilsyn kan og vil betyde for det enkelte tilbud. Når socialtilsynene skal lave en risikovurdering efter så voldsomme besparelser, er der alt for stor risiko for at vurderingen baseres på overfladiske kriterier og en begrænset mængde data. Hvis ikke risikovurderingen er baseret på helhedsorienterede og grundige gennemgange af tilbuddet, vil problemer nemt blive overset, og børnene risikerer at blive svigtet og lide overlast både hyppigere og over længere tid.
Risiko for flere sager om sociale tilbud, der ikke lever op til kvaliteten
Der er høj risiko for, at vi på sigt vil se flere sager end hidtil komme frem udenom socialtilsynet omhandlende, at et tilbud ikke lever op til kvaliteten, og at tilbuddet har holdt sig under radaren gennem længere tid..
En styrkelse af whistleblowerfunktionen ændrer nødvendigvis ikke dette for de ansatte på tilbuddet, de pårørende eller børnene og de unge er ikke nødvendigvis i stand til eller har kompetencerne til at se, hvis noget er galt. Dette ligger netop i socialtilsynets kompetenceområde, men gøres langt sværere med ændringen. Barnets lov § 7 tilkendegiver tydeligt, at det ikke er barnets eller den unges ansvar at sikre sit eget bedste og give den støtte og hjælp, som barnet eller den unge har behov for. Det er de voksne, som er omkring barnet, der har det ansvar. Børnerådet forventer, at der tilføjes midler til at løfte dette ansvar fra myndighedernes side, så det ikke placeres hos barnet eller den unge. Når socialtilsynet ikke længere har ressourcerne til at løfte den opgave, må vi forvente, at det er den enkelte anbringende kommune, der står med ansvaret. Den enkelte børne- og ungerådgiver har dog udelukkende kompetencer til at behandle sager om støtte efter barnets lov, men har ikke indsigt i, om stedet har den fornødne kvalitet, hvad angår de forskellige temaer. Det er netop socialtilsynet, der skal have det. Så alt andet lige forringes kontrollen med og udviklingen af tilbuddenes kvalitet, når der ikke er andre myndigheder til at samle op efter den indførte forringelse af socialtilsynet.
Kvalitetsmodellens fokus på udviklingsmuligheder udvandes
Kvalitetsmodellen ændres til at være en binær vurdering, hvor socialtilsynet skal vurdere, om tilbuddet opfylder eller ikke opfylder de enkelte kriterier. Når skalaen forsvinder, ved tilbuddene ikke, om de ligger i meget dårligt eller kun lidt dårligt, og tilbuddene skal jo helst forsøge at være så gode som muligt. Det er ganske enkelt uforsvarligt, når vi har så massive og gentagne kvalitetsudfordringer, som det er set på tilbud, hvor pædagogikken har sejlet, og hvor overskud er genereret ud til andre organisationer. Børnerådet har en stor bekymring for, hvor dårligt kvaliteten kan nå at udvikle sig, når der går tre år mellem hvert tilsynsbesøg.
Børnerådet er meget bekymret over, at den reviderede kvalitetsmodel til tilbuddene blot fylder fire sider (modellen for plejefamilier fylder ni sider). Det betyder nemlig, at det blot er disse fire sider, man har at forholde sig til, hvis man vil have eller har et tilbud til børn og unge, der har brug for statens beskyttelse og omsorg. Det står i skærende kontrast til de behov, som disse børn og unge har, og som helst skulle afspejles i en kvalitetsmodel.
Vi vil opfordre til, at der snarest muligt udarbejdes en udførlig vejledning til lovgivningen, som tydeligt afdækker ovenstående begreber.
Kriterierne skal være fyldestgørende
Det springer i øjnene, at følgende tidligere kriterium mangler: ”Tilbuddet styrker borgernes kompetencer til at indgå i sociale relationer og opnå selvstændighed”. Vi ved nemlig, at børn og unge, der er anbragt, ofte har meget få fællesskaber og stabile relationer. Når den unge kommer i målgruppen for ungestøtte, og der skal tages stilling til omfanget af ungestøtte i ungeplanen, inden den unge fylder 17½, må vi forvente, at der bliver endnu større krav til ungestøtten, når der ikke er krav om, at ovenstående kriterium indgår på tilbuddet. For hvis ikke selvstændighed og at indgå i sociale relationer er prioriteret, vil den unge stå uden netværk og få endnu sværere ved at stå på egne ben. Det er vel og mærke krav til en ungestøttemodel, som ikke har undergået den lovede nytænkning og dermed ikke kan leve op til de øgede forventninger.
Uddannelse og beskæftigelse er som varslet i L200 heller ikke med i kvalitetsmodellen, selvom det som nævnt i vores høringssvar til lovforslaget er helt vigtige beskyttelsesfaktorer for børn og unge, der er anbragt. Skolegang er helt afgørende for, hvordan barnet klarer sig senere i livet. Vi har 45.000 unge, som står uden job og uddannelse[1], og en alt for stor del af de unge har været anbragt på et tidspunkt i deres barndom.
Det er derfor helt afgørende, at tilbuddene prioriterer begge disse områder. Når de fjernes, er der ikke længere incitament til at prioritere dem som de øvrige temaer. Det bekymrer os meget på børnenes og de unges vegne, da vi frygter, at de bliver dårligere stillet end ved den tidligere lovgivning.
Hvem overvåger området fremover?
Når Auditfunktionen i Social- og Boligstyrelsen er nedlagt, mangler vi en instans til at samle data og overvåge tilbuddenes udvikling, herunder antallet af magtanvendelser. Derudover mangler vi, at der arbejdes ensartet i de fem socialtilsyn med godkendelse og tilsyn, herunder at der arbejdes aktivt med udviklingen af blandt andet pædagogik, børneinddragelse, registrering og forebyggelse af magtanvendelser, samt at der handles i tide overfor et tilbud, der ikke lever op til kravene. Det virker uhensigtsmæssigt og omkostningstungt, at hvert tilsyn med udgangspunkt i den meget mangelfulde beskrivelse af det risikobaserede tilsyn skal i gang med at omsætte det til faglige standarder i hvert socialtilsyn.
Forringelser for udsatte børn og unge er et risikabelt sats
Børnerådet ser med stor bekymring på fremtiden for børn og unge, der har behov for at blive anbragt på et tilbud eller i en plejefamilie, når socialtilsynet ikke længere kan opfylde den rolle, der oprindeligt var det tiltænkt. Alt andet lige vil børn og unges rettigheder blive udfordret i højere grad, og der vil være unødvendig risiko for, at det påvirker deres trivsel og udvikling. Det vil Børnerådet på det kraftigste fraråde, fordi staten er forpligtiget af Børnekonventionen og barnets lov til både at beskytte børn, der ikke kan bo hos deres forældre og at sikre, at børnene trives og udvikler sig der, hvor staten har anbragt dem.
Rådet vil følge udviklingen nøje og vil igen opfordre til en evaluering af ændringen, som undersøger i hvilket omfang tilsynsmodellen:
- får fanget de tilbud, som ikke lever op til kvaliteten
- sikrer, at børn (borgerne) på tilbuddene oplever at have samme mulighed for at gøre opmærksom på problemer, som de har nu
- sikrer et kvalificeret tilsyn, der også involverer et børneperspektiv
- lever op til hensigten om forenkling og effektivitet