Ændringen omfatter indførelsen af et generelt forbud mod at anvende tolke under 18 år i dagtilbud, skoler og undervisningsmæssige sammenhænge inden for Børne- og Undervisningsministeriets område, samt på socialområdet, det familieretlige område mfl. I praksis vil det typisk være, hvor børn fungerer som tolke mellem deres forældre og fagpersoner.
Børnerådet kan tilslutte sig et forbud mod, at børn og unge kan anvendes som tolke på de nævnte områder. Det er afgørende, at der anvendes professionelle tolke ved vigtige overleveringer. Udgangspunktet skal altid være, at det er myndighedens eller den, der udfører opgaver på vegne af myndighedens, ansvar at indhente tolkebistand, og at mindreårige ikke pålægges ansvar eller bebyrdes ved at skulle tolke. Generelt bør børn ikke tolke omkring forhold, der vedrører voksnes økonomi eller private forhold, og det bør derfor nævnes i eksemplerne, hvor det kan være relevant.
Vi anerkender dog også, at der generelt kan være behov for supplerende mundtlige beskeder, som foregår via overleveringer, hvor børn oversætter. Det er afgørende, at disse beskeder reelt er ”uproblematiske forhold af dagligdags karakter”, og det stiller store krav til, hvilke eksempler der bruges i lovens bemærkninger. Her mener vi, at nogle af eksemplerne rammer ved siden af.
Barnet må aldrig blive bedt om at tolke noget, der omhandler personfølsomme oplysninger, bekymringer, konflikter eller lignende.
Dagtilbud og skole
Generelt er Børnerådet af den opfattelse, at børn ikke bør bruges som tolke, når der kommunikeres mellem forældre og fagpersoner i dagtilbud eller skole. Når vi ser et problem i, at barnet skal tolke, handler det om det ansvar, barnet får for at oversætte helt korrekt. Det er uforsvarligt at lægge ansvar for en vigtig oplysning på et barn.
Ministeriet nævner i bemærkningerne, at et uproblematisk forhold kan være oplysninger om påklædning i forbindelse med særlige arrangementer. Men det er nemt at forestille sig, at hvis barnet ikke husker detaljerne, kan det betyde, at barnet får forkert tøj på til en skolefest eller med sig på en lejrtur. Det kan barnet blive rigtig ked af og stå tilbage med en følelse af at have ansvaret for. I stedet bør disse ting kommunikeres skriftligt eller på anden måde til forældrene. Det er noget helt andet, hvis der er tale om, at et skolebarn skal huske regntøj i morgen, eller forældrene skal mindes om at tjekke aula, når de kommer hjem.
Barnets alder og modenhed bør til enhver tid overvejes, før man spørger barnet om at tolke. Barnet skal også have mulighed for at sige nej til at tolke, hvis det føler sig usikker på indholdet af samtalen eller oversættelsen.
De helt små børn i dagtilbud og skole bør fuldstændig undtages for at skulle oversætte mellem forældre og personale. Hvis et barn på 2-4 år mangler regntøj, bleer, hjemmesko eller lignende, bør det være muligt for det pædagogiske personale at give forældrene besked på en anden måde end ved at bede et så lille barn oversætte. I bemærkningerne nævnes ældre søskende også som mulige oversættere, og her bør det overvejes på samme måde, om barnets alder og modenhed taler for eller imod at anvende det som tolk.
Det socialretlige område (serviceloven og barnets lov)
Børnerådet ser flere problematikker på det socialretlige område. Det gælder især, hvis et barn af en beboer på et botilbud skal oversætte til forælderen. Det må formodes at være en sårbar situation at skulle besøge sin forælder på et botilbud, fx hvis forælderen har psykiske udfordringer og derfor ikke kan bo sammen med barnet. At barnet så skal oversætte til forælderen, kan være et uforholdsmæssigt stort pres for barnet, uanset at emnet er et uproblematisk forhold af dagligdags karakter. Når barnet kommer på besøg, bør fokus være på samvær med forælderen, ikke praktiske opgaver som barnet skal hjælpe med at løse.
Børn, som er anbragt, og deres søskende eller børn af andre forældre bør som udgangspunkt ikke bruges som tolke, uanset at der er tale om informationer om hverdagsaktiviteter eller invitationer til forældre. Ligesom i det tidligere eksempel må et barn, der er anbragt, regnes for at være i en så sårbar situation, at der ikke bør pålægges oversættelsesopgaver, medmindre det er til barnets bedste, og barnet gerne vil oversætte. Det samme gælder for barnets søskende, som i forbindelse med et besøg på børne- og ungehjemmet ikke skal have ansvar for at oversætte beskeder mellem fagpersoner og forældre.
Børnerådet bliver bekymret over, at samme tekst og eksempler går igen på tværs af lovgivninger i de særlige bemærkninger. Særligt tydeligt bliver det ved voksenansvarsloven, som jo omhandler magtanvendelser, men hvor der som eksempel på side 109 nævnes fælles arrangementer og dagligdagssamtaler mellem personalet og barnet eller den unge. Eksempler der ikke passer til lovgivningen i voksenansvarsloven. Er indholdet af en husorden for eksempel et uproblematisk forhold af dagligdags karakter? Eller er det et problematisk forhold, at et barn skal oversætte for sine forældre, at forældrene skal undersøges, inden de går ind på den sikrede institution for at besøge deres andet barn? Det havde været formålstjenstligt, at der af de særlige bemærkninger fremgik eksempler, som afspejlede virkeligheden og tydeligt viste, hvordan der skal skelnes mellem uproblematiske og problematiske forhold.
Det familieretlige område
De særlige bemærkninger nævner et eksempel med tid og sted for børnesagkyndig rådgivning. Altså et møde, som forældrene deltager i enten sammen eller hver for sig UDEN barnet. Det må siges at være af stor vigtighed for forældrene, at dette oversættes korrekt, fordi en forkert oversættelse kan betyde udeblivelse af en forælder. Vi mener ikke, det eksempel er retvisende for, hvornår et barn må tolke. Tiden bør altid fremgå af en skriftlig eller digital meddelelse, sådan som det efter vores overbevisning foregår nu i praksis.
Afslutningsvist vil Børnerådet opfordre til, at der skeles til erfaringerne på sundhedsområdet med forbud mod børn som tolke. Det var tydeligt, at dette område oplevede udfordringer i starten
(1), og måske kan man med fordel drage nytte af den læring, sundhedsområdet har fået. Derudover bør ændringen monitoreres og evalueres, særligt med henblik på at afdække børnenes, forældrenes og fagpersonernes erfaringer med både forbuddet og undtagelsen.