Børnerådet glæder sig over styrkelse af rettigheder for børn under 15 år i psykiatrien, men der er plads til forbedringer

Børnerådet ser med tilfredshed på, at der endelig sker en styrkelse af rettighederne for børn under 15 år, hvad angår samtykke ved brug af tvang. Nedbringelse af tvang i psykiatrien har i en længere årrække vist sig svær at opnå, trods et politisk ønske om netop dette.

Børnerådet har set med stor bekymring på, at retstillingen for børn under 15 år i psykiatrien har været så mangelfuld på dette punkt. Det er på tide, at børn under 15 år sidestilles med børn over 15 år.

Børnerådet har følgende bemærkninger til de konkrete ændringer i mindreårige patienters rettigheder:

1. Retsstillingen bliver uklar, når forældrenes samtykke stadig skal indhentes sideløbende. Det risikerer at skabe tvivl ude i praksis.
2. Forældrenes samtykke får særlig betydning, hvis barnet forholder sig passivt og ikke udtrykker stillingtagen.
3. Udtrykket ”tvangsbehandling” er uhensigtsmæssigt, fordi selve brugen af tvang ikke kan udgøre behandling.

De nuværende regler skelner mellem børn over og under 15 år, hvad angår tvang. Er du over 15 år, skal du samtykke til foranstaltningen, ellers er der tale om tvang. Er du under 15 år, og du ikke samtykker til foranstaltningen, afhænger det af om dine forældre samtykker, hvorvidt der er tale om tvang. Samtykker dine forældre ikke, er der tale om tvang, som udløser en patientrådgiver og ret til at klage. Samtykker dine forældre derimod, selvom du ikke gør, vil der kun være tale om magtanvendelse. Du vil så ikke kunne klage over magtanvendelsen og får ikke en patientrådgiver.

Med ændringen indføres der krav om, at både børn under 15 år og deres forældre skal give informeret samtykke til den foranstaltning, der anvendes. Dermed bliver der tale om tvang, hvis barnet under 15 år ikke samtykker, uanset om forældrene samtykker eller ej. Anvendelse af tvang udløser blandt andet klagemulighed, og barnet får en patientrådgiver.

Børnerådet finder det særdeles positivt, at der nu endelig sker en styrkelse af patientrettighederne for børn under 15 år, der udsættes for tvang. Herunder at brugen af tvang også kaldes dette, så begrebet magtanvendelse med lovforslaget ikke længere må bruges, når der anvendes tvang.

Retsstillingen bliver uklar, når forældrenes samtykke stadig skal indhentes sideløbende. Det risikerer at skabe tvivl ude i praksis.

Det fremgår ikke klart, hvorfor kravet om forældrenes samtykke fastholdes, når nu barnets samtykke er det afgørende. Er det med henblik på en situation, hvor barnet samtykker, men forældrene ikke gør? Det risikerer, at medvirke til uklarhed og potentielt til forvirring hos fagpersonalet, for hvad vil sådan en situation betyde i praksis? 

Når barnets samtykke er det afgørende, betyder det så, at forældrenes manglende samtykke skal noteres i journalen eller udløser det ekstra rådgivning til familien? For uenighed om noget så vigtigt skal håndteres fyldestgørende og korrekt af fagpersonalet. Derfor skal der tages stilling dertil i loven.

Børnerådets klare anbefaling er, at forældrenes manglende samtykke skal noteres i journalen og udløse ekstra rådgivning til barn og forældre.

Forældrenes samtykke får særlig betydning, hvis barnet forholder sig passivt og ikke udtrykker stillingtagen.

Ifølge lovbemærkningerne vil forældrene som udgangspunkt kunne give informeret samtykke på vegne af børn under 15 år, som forholder sig passivt og ikke udtrykker stillingtagen til foranstaltningen. Det skaber øget uklarhed og stemmer ikke overens med definitionen af et informeret samtykke i sundhedsloven og psykiatriloven, hvorefter passivitet fra den, der skal give samtykket (her barnet), medfører, at der er tale om tvang.

Børn skal sikres beskyttelse mod tvang, uanset om de er under eller over 15 år. Derfor bør børn være omfattet af psykiatrilovens retsgarantier, hvis de udsættes for tvang. Tvang bør defineres som anvendelse af foranstaltninger, som barnet ikke har givet informeret samtykke til. Det vil afspejle den generelle definition i psykiatrilovens § 1, stk. 3, og derudover harmonere med internationale menneskerettighedsstandarder.

Reglerne bør derudover afspejle, at barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed, som det er angivet i FN’s børnekonventions artikel 12. For nogle børn er konsekvenserne ved at samtykke uigennemskuelige, og de bør sikres rådgivning og vejledning, så de ikke står alene med beslutningen. I den forbindelse bør forældrene som minimum informeres og inddrages i barnets stillingtagen.  Her kan man med fordel lade sig inspirere af sundhedslovens § 17, stk. 1, 2. pkt.

Udtrykket ”tvangsbehandling” er uhensigtsmæssigt, fordi selve brugen af tvang ikke kan udgøre behandling.

Børnerådet ser gerne, at også denne del af forslaget ensrettes med psykiatrilovens § 1, stk. 3, der som nævnt ovenfor siger, at der ved tvang forstås “foranstaltninger”, for hvilke der ikke foreligger et informeret samtykke. Udtrykket “foranstaltninger” bruges også andre steder i loven som samlet begreb for de forskellige tvangsformer, loven regulerer. Vi mener, at det at omtale tvang som “behandling” er problematisk, da tvang ikke i sig selv udgør behandling. Tvang kan derimod i nogle tilfælde være nødvendigt for at få patienten til at medvirke til behandling. Vi anbefaler derfor, at sprogbrugen tilrettes, så den stemmer svarer overens med psykiatriloven.

Ud fra ovenstående tre punkter er der betydelig tvivl om, hvilken retsstilling lovforslaget vil indføre, hvis det vedtages. Det skaber risiko for misforståelser af loven i praksis og krænkelser af barnets rettigheder. Tvang er et meget voldsomt indgreb, som bør søges begrænset, og ved tvivl om reglerne, risikerer vi, at de fejlfortolkes, og at barnets rettigheder overtrædes.

Vi står naturligvis til rådighed for uddybning af de enkelte punkter og ser frem til ministeriets specificering af ovenstående, så der ikke kan opstå misforståelser i anvendelsen af loven.