Debatindlæg: Anbragte unge bliver kastet ud i voksenlivet. Ville I bede jeres barn om at flytte hjemmefra, når det fylder 18 år?

Fællesdebatindlæg bragt i Kristeligt Dagblad d. 1. oktober 2020.

Af Agi Csonka, formand for Børnerådet, og Vibe Klarup, formand for Rådet for Socialt Udsatte.

Og ville I hele tiden have fokus på, hvad jeres voksne barn ikke kan finde ud af?

Sådan lød det fra Leika Fuglsang, en af fem tidligere anbragte unge, der for nylig deltog på en konference på Christiansborg. Den omhandlede, hvordan man sikrer tidligere anbragte unge den støtte, de har brug for i overgangen fra en anbringelse til voksenlivet. En overgang, der med den nuværende sociale støtte i efterværnet langtfra er god nok.

Det er afgørende, at overgangen bliver et centralt tema i debatten om barnets lov. Mens andre unge kan læne sig op ad deres forældre i overgangen til voksenlivet, er tidligere anbragte unge afhængige af samfundets støtte på vej til et voksenliv med faste netværk, uddannelse, job og bolig, så de ikke ender i svære sociale problemer.

Det er veldokumenteret, at udsatte børn, der fagligt og socialt har haft en god skolegang, klarer sig bedre som voksne end dem, der ikke har haft en god skolegang. I det lys er det beskæmmende, at under halvdelen af anbragte børn gennemfører folkeskolens afgangsprøve, og hele 80 procent har ikke en ungdomsuddannelse, seks år efter at de har forladt grundskolen. Anbragte børn har ofte mange skoleskift og store huller i deres skolegang. Også derfor har de brug for ekstra meget støtte i overgangen til uddannelse og arbejdsmarked.

En ny undersøgelse fra Vive viser, at kun halvdelen af tidligere anbragte unge modtager efterværnet, og at det særligt er de mest udsatte unge med psykiatriske diagnoser og dem uden uddannelse og job, der står uden efterværn som 18-årige. Udsigten til et godt voksenliv med netværk, uddannelse og job er dyster for mange tidligere anbragte unge. 23 procent gennemfører en ungdomsuddannelse, 44 procent har en psykiatrisk diagnose som 19-årig, og mange dømmes for kriminalitet og oplever hjemløshed.

En anbringelse skal være en trædesten til et godt voksenliv, ikke en deroute til et liv med svære sociale problemer. Støtten til tidligere anbragte unge i overgangen fra anbringelse til voksenlivet er derfor et behov, der ikke må overses.

Ved konferencen på Christiansborg præsenterede en række organisationer på børne- og socialområdet et samlet bud på, hvordan vi gentænker den nuværende overgangsstøtte.

Anbefalingerne tager udgangspunkt i unges oplevelser af nuværende barrierer og behov og er udviklet i en erkendelse af, at der på området ikke findes snuptagsløsninger, der kan løses alene ved ny lovgivning. Lovens intention - nuværende som kommende - skal løftes af værdier, kultur, faglighed og rammer for at have den ønskede effekt i praksis.

Vi bakker til fulde op om organisationernes udspil, hvor der ikke kun lægges op til en radikal ændring af tankegange på hele anbringelsesområdet, men hvor vi også sikrer, at tidligere anbragte unge får den støtte, som de har brug for for at få et godt liv som voksne.

Efterværnet skal omtænkes til en dynamisk overgangsperiode, der starter allerede fra det 15. år og først slutter, når den unge er klar til det - helt frem til det 27. år. Og det skal være de unge selv, der - støttet af myndigheder og fagprofessionelle - sætter mål for deres liv.

Det er afgørende forudsætninger for, at vi får sendt de anbragte børn godt i vej til et liv som selvforsørgende og sunde voksne.

Læs hele debatindlægget bragt i Kristeligt Dagblad den 1/10 2020