Børne- og Undervisningsministeriet har fået udarbejdet en evaluering af 1) De gældende antimobbebestemmelser i undervisningsmiljøloven, som gælder for grundskoler og ungdomsuddannelser 2) Den Nationale Klageinstans mod Mobning. Da disse bestemmelser er omfattet af lovovervågning, og klageinstansen er underlagt en solnedgangsklausul, er evalueringen første skridt mod at vurdere, om initiativerne har haft den tilsigtede virkning. Ministeriet anmoder på den baggrund nu om eventuelle bemærkninger til konklusionerne i evalueringen til brug for den videre lovovervågningsredegørelse.
Børnerådet understreger i dette høringssvar, at:
- Den Nationale Klageinstans mod Mobning bør bestå efter den 31. juli 2022, hvor solnedgangsklausulen ellers ophæver den. Børn og unge skal have mulighed for at klage over undervisningsmiljøet, og de skal sikres psykisk trivsel på uddannelsesinstitutionerne.
- Eleverne skal inddrages direkte i udformningen af antimobbestrategi og handleplan, da børn, jf. FN’s Børnekonventions artikel 12, har ret til at udtrykke deres synspunkter i alle forhold, der vedrører dem.
- Sagsbehandlingstiden i klagesager skal gøres kortere, og barnets situation skal i centrum fra start. Det vil mindske konflikt mellem uddannelsesinstitution og forældre.
- Det skal gøres klart i selve antimobbelovgivningen, hvilke situationer der konkret er omfattet heraf, og hvilke forudsætninger der er for at klage til Den Nationale Klageinstans mod Mobning. Dette vil være med til at sikre elevernes rettigheder.
I det følgende uddyber Børnerådet disse forbedringsforslag og kommenterer på udvalgte konklusioner fra evalueringen.
Antimobbebestemmelser
Mobbeforståelse og vidensbehov
Evalueringen viser, at både forældre, skoleledere og elever fra ungdomsuddannelser oplever, at der sker mobning. Det mener Børnerådet er argument nok for, at der er behov for en systematisk indsats på området, at der skal være lovgivning herom og en national klageinstans. Barnets rettigheder, herunder dets trivsel og mulighed for læring og udvikling, skal altid prioriteres. Dog savner Børnerådet grundskoleelevernes perspektiver i evalueringen.
Evalueringen viser, at selvom forældre og ledere er enige om det fællesskabsorienterede mobbesyn, har de forskellige mobbeforståelser i praksis. Det fører ofte til uenighed om situationens grundlæggende karakter. Det er særdeles uhensigtsmæssigt, da det fjerner fokus fra den eller de elever, der er i mistrivsel. Børnerådet opfordrer til, at lovgivningen revideres, så det er tydeligt, hvilke situationer der falder inden for lovgivningen, og hvilke der falder uden for. Børnerådet finder det oplagt at hente inspiration i Norges og Sveriges antimobbestrategier, hvor barnets perspektiv er skrevet frem, så det er barnets subjektive oplevelse af mistrivsel, der aktiverer skolernes handlepligt.
Børnerådet finder det desuden bekymrende, at knap en tredjedel af uddannelsesinstitutionerne angiver, at de mangler viden om, hvordan mobning forebygges, mens en femtedel angiver, at de mangler viden om, hvordan mobning stoppes. Det kalder på uddannelse og opkvalificering af lærerne og skolelederne.
Antimobbestrategi
Det er positivt, at ni ud af 10 uddannelsesinstitutioner har en antimobbestrategi. Der bør dog gøres en indsats for, at de sidste institutioner kommer med. På samme måde bør der iværksættes en strategi for, at forældre og elever bliver klar over skolernes pligt til at udforme en antimobbestrategi. Ifølge evalueringen er det kun halvdelen af forældrene, der ved, om deres barns skole har en antimobbestrategi. Da eleverne ikke er spurgt i evalueringen, kan vi kun gisne om, hvor få elever, der reelt kender til uddannelsesinstitutionens forpligtelser. Den oplysning er særdeles relevant at kende.
I evalueringen fremhæves det, at en antimobbestrategi kun har effekt, hvis den udarbejdes gennem systematisk diskussion af mobning på uddannelsesinstitutionen med inddragelse af flere parter. Børnerådet opfordrer, ligesom i vores tidligere høringssvar, til, at eleverne altid inddrages direkte i arbejdet med at udforme en antimobbestrategi. Dette bør skrives tydeligt frem i lovbestemmelserne.
Handleplan og –pligt
Børnerådet finder det bekymrende, at ikke alle uddannelsesinstitutioner kender til lovkravet om at udarbejde og aktivere en handlingsplan inden for 10 dage, efter der er konstateret mobning. Samtidig viser evalueringen, at uddannelsesinstitutionerne ofte er i tvivl om, hvornår der er tale om mobning eller mobbelignende tilfælde. Det gør, at skolerne er i tvivl om, hvornår lovbestemmelserne om en handleplan aktiveres. Børnerådet opfordrer til, at det i lovgivningen gøres helt klart i hvilke tilfælde, der skal udarbejdes en handleplan med henblik på at stoppe mobning, og at uddannelsesinstitutionerne klædes på til at efterleve deres handlepligt.
I lovbestemmelsen står der, at institutionslederen har pligt til at informere de berørte elever og forældre om handleplanens indhold. Samtidig opfordres der blot til, at elever og forældre så vidt muligt inddrages i selve udarbejdelsen af handleplanen. Med henvisning til Børnekonventionens artikel 12 mener Børnerådet, at det bør være et krav, at de berørte elever involveres i udarbejdelsen af handleplanen. Jf. det fællesskabsorienterede mobbesyn er det her væsentligt at tænke de berørte elever som hele gruppen eller hele klassen – i stedet for at udarbejde individrettede handleplaner. Samtidig er det væsentligt at tænke elevernes digitale liv ind i handleplanen.
Den lokale klageafgørelse og god forvaltningsskik
Det bliver klart i evalueringen, at den lokale klagebehandling er præget af manglende systematik i forhold til dokumentation og traditionelle forvaltningsretlige principper. Det gælder fx oplysningspligt til borgere om deres rettigheder samt notat- og journaliseringspligt. Det får betydning for sagernes behandlingstid, og elever og forældre bliver ikke oplyst om deres mulighed for at klage til den nationale klageinstans. Disse forhold kan være med til at optrappe konflikten, trække sagen i langdrag og dermed fastholde børn i mistrivsel. Flere forældre når sågar at lade deres barn skifte skole, inden sagen er færdigbehandlet hos den lokale klageinstans. Børnerådet anerkender skolens egenart og det væsentlige dialogbaserede samarbejde mellem uddannelsesinstitution og forældre. Børnerådet opfordrer dog til, at ledere og lærere klædes bedre på til at se, hvornår der skal mere formelle værktøjer i brug. Det kan være, når der tages beslutninger, der skal dokumenteres, og når der skal ske høring af de involverede parter. Gennem god forvaltningsskik kan vi sikre børns rettigheder.
Det kommer frem i evalueringen, at den lokale klageafgørelse i de fleste tilfælde uddelegeres fra kommunalbestyrelsen til skolelederen, hvorfor nogle klagere påpeger udfordringer med inhabilitet. Børnerådet vil i den forbindelse bakke op om, at det principielt er uhensigtsmæssigt at undersøge sig selv. Desuden bør det genovervejes, hvordan klagesystemet er bygget op. Ved at justere eller helt at fjerne den lokale første klageinstans kan der opnås hurtigere sagsbehandling, ligesom det vil modvirke inhabilitet. Også her kan der hentes inspiration i Norges og Sveriges modeller. Derudover vil vi fremhæve de positive muligheder, der er i mediering. Mediering og mægling mellem skole og forældre vil støtte den pragmatiske relation mellem dem og vil sandsynligvis have større effekt på barnets situation, end den lokale klagebehandling har.
Den Nationale Klageinstans mod Mobning
Evalueringen viser, at størstedelen af de adspurgte forældre ikke kender Den Nationale Klageinstans mod Mobning (NKMM). Forældrene, der har været i kontakt med NKMM, angiver, at de typisk selv tilfældigt finder frem til instansen, når de står i en konkret situation. Dermed er det meget få elever og forældre, der kender deres rettigheder. Sammenholdes dette med, at brugen af NKMM har været stigende siden indførelsen i 2017, vidner det om, at det tager tid at få kendskabet til klageinstansen og sagsgangen bredt ud. Derfor vil det være særdeles uhensigtsmæssigt at fjerne klageinstansen igen, jf. den nuværende solnedgangsklausul. Desuden har NKMM i 2019 omgjort over halvdelen af afgørelserne fra de lokale klageinstanser. Det vil sige, at over halvdelen af klagerne fik medhold i NKMM, og den lokale klageinstans’ afgørelse blev vurderet forkert. For Børnerådet vidner det ligeledes om, hvor væsentligt det er, at NKMM gøres permanent.
I evalueringen kommer det frem via et forældreinterview, at man ikke kan klage til NKMM, hvis barnet skifter skole under eller efter den lokale klagebehandling. Børnerådet mener, at det vigtigste i en klagesag er, at klagen medfører en proces, som den pågældende skole lærer af. Derfor bør sagen kunne komme for NKMM, uanset om eleven stadig går på skolen eller ej. Børnerådet er dog også bekendt med, at NKMM i praksis behandler sager, hvor eleven ikke længere er indskrevet på den pågældende skole, såfremt der allerede har været klaget til den lokale første instans. Der synes derfor at være uklarhed om forudsætningerne for at klage til NKMM, og hvornår en sag skal færdigbehandles der. Børnerådet anbefaler derfor, at de nævnte forhold afklares, så det sikres, at regler og praksis stemmer overens.
Medieringstilbud
Børnerådet finder det ærgerligt, at medieringsindsatsen ikke er en del af lovovervågningsredegørelsen, da evalueringen viser, at medieringstilbuddet rummer positive muligheder. På nuværende tidspunkt tilbydes der kun mediering, hvis sagen når til anden instans. Men hvis mediering tilbydes, så snart der startes en sag i den lokale klageinstans, kan det være med til at sætte barnets perspektiv i centrum og dermed fra start afklare, hvad sagen egentlig handler om. I sidste ende kan det mindske konflikten mellem skole og forældre, hvilket kun kommer barnet til gode.