Debatindlæg: Skal vi straffe børn helt ned til ti år?

Pro et contra bragt i Berlingske den 29. september 2018. Søren Pape Poulsens indlæg kan læses på Berlingske opinion (bag betalingsmur): Nej, vi straffer ikke ti-årige

Af Per Larsen, formand for Børnerådet

Ungdomskriminalitetsnævnene ligner til forveksling domstole med den skræmmende forskel, at nævnet kan træffe afgørelse alene på baggrund af mistanke, når børnene er 10-14 år. Det er et brutalt angreb på børns retssikkerhed og noget af det mest vanvittige, jeg har været vidne til i mine seks år som formand for Børnerådet.

Børneorganisationer, eksperter og fagfolk har i et år forsøgt at råbe politikerne op med saglige argumenter som statistikker og evidens: Kriminaliteten blandt de 10-14-årige er faldet med 66 pct. de sidste ti år, og når børn og unge bliver behandlet som kriminelle, øger man risikoen for, at de fortsætter en kriminel løbebane.

Flertallet af politikerne i Folketinget har valgt at overhøre fakta og har i stedet fremlagt et lovforslag, der er direkte kontraproduktivt, hvis målet er at nedbringe ungdomskriminaliteten. Hvad de ikke har fremlagt, er dokumentation for, at »straksreaktioner«, »forbedringsforløb« og »opdragende indsatser« har en positiv effekt.

Lovforslaget bliver uden tvivl til virkelighed, selvom det både strider mod principperne i FNs Børnekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Derfor håber jeg, at justitsministeren og hans folk vil tage sig god tid til at læse alle de høringssvar, der i disse dage tikker ind fra Børnerådet og mange andre. Forhåbentlig vil de lytte til vores konstruktive anbefalinger.

Vi foreslår for eksempel, at de dommere, politifolk og kommunale medarbejdere, der skal sidde i ungdomskriminalitetsnævnene, skal opgraderes med børnefaglige kompetencer. Ifølge lovforslaget skal en børnesagkyndig yde bistand til ungdomskriminalitetsnævnet i sager med 10-14-årige børn. Vi mener, at den børnesagkyndige skal have stemmeret på linje med nævnets øvrige medlemmer.

Det bliver en voldsom oplevelse for et barn at stå foran et ungdomskriminalitetsnævn. Et nævn, der på forhånd har stemplet barnet - skyldig eller ej - og som har beføjelser til at pålægge barnet sanktioner i op til fire år. De sikrede institutioner bliver i samme ombæring strammet op til at være deciderede børnefængsler.

Børn skal behandles som børn i alle situationer. Derfor vil jeg appellere til, at ungdomskriminalitetsnævnene bliver styrket med en høj grad af børnefaglighed, så barnets perspektiv kommer til at ligge til grund for de afgørelser, der bliver truffet. Børn, der begår kriminalitet, er ofte syge, sårbare eller svigtede børn. Og børn, der ender i ungdomskriminalitetsnævnet, har brug for hjælp, omsorg og støtte - ikke for straf.