Open menu Close menu

Børnerådet kommenterede 26. juni 2017 Straffelovrådets Betænkning 1563/2017 om freds- og ærekrænkelser, og vi henviser derfor indledningsvis hertil.

Vi tilslutter os fortsat Straffelovrådets synspunkt, at der med visse undtagelser ikke er anledning til strafskærpelse på området, men at der er brug for en oplysningsindsats, særligt hvad angår børn og unges spredning af billeder på de sociale medier.

Rådet tager til efterretning, at ministeriet ikke anser forældres overvågning af børn for omfattet af forbuddet mod gps-overvågning (Bemærkningerne si. 28). Rådet efterlyser imidlertid fortsat en børneperspektiveret analyse af dette emne, fordi overvågning af børn i hjemmet og i daginstitutionen kan have karakter af krænkelse af barnets ret til et privatliv, jf. Børnekonventionens art. 16.

Rådet anbefaler fortsat øget opmærksomhed på de farer for børn og unge, der også ligger i den nye digitale verden. I lyset af den store og berettigede opmærksomhed, som sagerne om videresendelse af videoer med krænkende indhold har haft, hilser rådet derfor velkomment, at krav om sletning af billeder er omfattet af forslaget (si. 61 ff), jf. straffelovens § 264 d (krænkelse af andres private forhold).

Relateret viden

Her kan du se de seneste nyheder, høringssvar og materialer om samme emne.