Bente Boserup
Stilling: Børnefaglig konsulent for organisationen InsideOut
Tidligere stillinger: Chef for BørneTelefonen hos Børns Vilkår i 14 år
Forperson for Børnerådet siden 2023
Bente er uddannet lærer og familieterapeut, og hun har brugt størstedelen af sit arbejdsliv på at kæmpe for børns rettigheder. Som chef for BørneTelefonen har hun i årevis lyttet til børns stemmer, og den erfaring tager hun med ind i Børnerådet.
Hun er en markant stemme, når det gælder udsatte børn og børns rettigheder – og hun er ikke bange for at sige tingene, som de er. Bente brænder for, at børn ikke bare bliver hørt, men at de også bliver taget alvorligt. Hun ønsker et Børneråd, hvor børn og unge er med til at sætte retningen. Det er nemlig dem, det handler om.
Bente har også siddet med i flere vigtige udvalg om bl.a. skilsmisser og vold mod børn. Og hun har interviewet børn om bl.a. familiedrab, skolefravær, negativ social kontrol og komplekse skilsmisser.
Hvorfor har Bente sagt ja til Børnerådet?
”Det er en ønskeopgave – en, jeg slet ikke kunne sige nej til. Jeg ser et kæmpe potentiale for Børnerådet, og det vil jeg være med til at realisere. Børnerådet skal være en stærk stemme for børnene og levere tydelige budskaber til politikerne. Min vision er, at vi skal samarbejde med børn og unge i politiske beslutningsprocesser. Det kræver, at politikerne indser nødvenligheden af dette samarbejde, simpelthen fordi slutresultatet bliver meget bedre.
Og så skal børn kende deres rettigheder – og de voksne skal overholde dem.”
