Open menu Close menu

Fællesdebatindlæg bragt i Information den 10. juni 2020.

Af Frans Hammer, medlem af Børnerådet, Charlotte Bach Thomassen, formand for DGl, Niels Nygaard, formand for DlF og Chris Preuss, formand for DUF

Alle børn har ret til et godt fritidsliv. Til at lege, dyrke fritidsinteresser og til frit at deltage i det kulturelle og kunstneriske liv. Børnekonventionen sikrer denne rettighed, men den har været udfordret af coronakrisen, og det kommer til at have store konsekvenser for den mentale og fysiske trivsel hos mange børn og unge.

I 2019 udgav Børnerådet undersøgelsen Det gode fritidsliv er venner, tid og frihed. Undersøgelsen slår fast, at børn med et godt fritidsliv trives bedre end andre børn, og at børn, der går til faste fritidsaktiviteter, har et bedre fritidsliv, er mindre ensomme og har højere livstilfredshed end børn, der aldrig går til noget.

De fleste børn går normalt til gymnastik, spejder, musik, håndbold eller andre faste fritidsinteresser, som nu har været lukket ned i en lang periode. Det samme har børnenes adgang til de sociale fællesskaber, som er omdrejningspunktet for de organiserede fritidsaktiviteter, og som er afgørende for børns trivsel.

Sociale fællesskaber i fritidsaktiviteterne er for nogle børn den eneste og vigtigste tilknytning til andre børn og potentielle venskaber uden for skolen. Frans Hammer, Charlotte Bach Thomassen, Niels Nygaard og Chris Preuss
Hhv. medlem af Børnerådet, formand for DGl, formand for DlF og formand for DUF

Hverdagen begynder langsomt at normalisere sig, og flere og flere fritidsaktiviteter genåbner. Mange børn skal nok finde tilbage til deres faste fritidsinteresser, men hvad med dem, der ikke gør? Sociale fællesskaber i fritidsaktiviteterne er for nogle børn den eneste og vigtigste tilknytning til andre børn og potentielle venskaber uden for skolen. De børn, der falder fra, er ofte børn, der i forvejen er udsatte eller ensomme.

Fritidsaktiviteterne er et konkret indsatsområde, hvor vi alle kan bidrage til bedre trivsel ved at tage ansvar for at sikre det enkelte barn et socialt liv igen. Derfor skal kommuner, organisationer og foreninger have en særlig opmærksomhed på at informere om og adressere vigtigheden af børns faste fritidsaktiviteter.

Børn fra hjem med begrænset overskud har brug for, at der er voksne uden for familien, der følger det enkelte barn. Vores opfordring er, at trænere, undervisere, skolelærere, pædagoger og andre ressourcepersoner omkring et barn rækker ud, tager et barn i hånden og hjælper det godt i gang med fritidslivet og faste fritidsaktiviteter igen. Det kræver en bred og fælles indsats at sikre alle børns ret til et godt fritidsliv i kølvandet på Corona.

Læs debatindlægget i Information

Relateret viden

Her kan du se de seneste nyheder, høringssvar og materialer om samme emne.