Fokus på anbragte børns og unges rettigheder er afgørende, når det handler om magtanvendelser. Børnerådet er tilfreds med at se en så tydelig markering af dette i bemærkningerne til lovforslaget samt i forslagets § 1.
I bemærkningerne til § 2 bør det tilføjes, at indgreb i den personlige frihed aldrig må virke kontraproduktivt i forhold til det, der søges opnået med magtanvendelsen. Forstået på den måde, at personalet så vidt muligt skal udstråle ro og rummelighed samt vise vejen for barnet/den unge ud fra en vurdering af barnets/den unges alder og modenhed, på en måde barnet/den unge kan forstå. Intimiderende adfærd fra personalets side er ikke acceptabelt. Det bør derfor understreges.
Generelt bør der ske en tilføjelse til afsnittet om § 2, hvor det fremhæves, at der altid skal ske en afvejning af hvilken type indgreb, der skal foretages, som baseres på barnets/den unges alder og modenhed. Dette er afgørende for at sikre det mindst mulige indgreb.
Børnerådet hilser ensretningen af reglerne på interne skoler og anbringelsessteder velkommen. Det er til gavn for de anbragte børn og unge, at de kan gennemskue reglerne for magtanvendelse, herunder at reglerne er ens, når anbragte børn og unge bevæger sig inden for samme matrikel.
Børnerådet fastholder sin anbefaling af, at ikke kun kommunale plejefamilier omfattes af muligheden for at foretage visse indgreb over for børn og unge, men at det bør være muligt i enkelttilfælde at omfatte også andre plejefamilier af reglerne om magtanvendelse, når det vurderes at være velbegrundet ud fra barnets/den unges behov. Det begrunder vi blandt andet i det faktum, at antallet af kommunale plejefamilier er meget få, og der anbringes en stadig større andel af børn og unge i plejefamilier, og at disse alt andet lige henover de sidste år er blevet mere behandlingskrævende. Når tyngden af behandlingsgraden bliver større, må det give anledning til overvejelser om sikring af børnenes/de unges retssikkerhed ift. klageadgang. Det må derfor som minimum sikres, at plejefamilien kender reglerne om magtanvendelse. Endvidere mener Børnerådet, at barnets oplevelse af magtanvendelsen kun med sikkerhed kan komme til tilsynets kendskab, hvis der sker registrering. Det stiller store krav til tilsynets oplysning af barnet om rettigheder, så barnet får mulighed for at give udtryk for en eventuel krænkelse.
En lovfæstelse af adgangen til at fastsætte husordener er efter Børnerådets opfattelse positiv, da husordener medvirker til gennemsigtighed for barnet/den unge. Børnerådet mener, at børnene/de unge skal inddrages i udformningen af husordenen, når børnenes alder og modenhed muliggør dette. Ligeledes bør den revideres løbende, så det sikres, at den tager udgangspunkt i hensynet til børnenes/de unges trivsel og udvikling.
Børnerådet anerkender, at rusmiddeltest kan være nødvendige, når et barns/en ungs udvikling og trivsel skal sikres. Misbrug kan besværliggøre den pædagogiske indsats, hvorfor det af hensyn til den unge og med dennes samtykke kan være hensigtsmæssigt at teste for rusmidler.
§ 7 er efter Børnerådets overbevisning afgørende, da den beskriver de grundlæggende regler for magtanvendelse og fastslår, at udgangspunktet stadig er, at der ikke skal anvendes magt over for anbragte børn og unge. Børnerådet er helt enig i, at magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten aldrig må erstatte omsorg og socialpædagogisk indsats. Det er derfor af stor betydning, at personalet undervises i reglerne for magtanvendelse, samt understøttes i kontinuerligt at have fokus på udviklingen af forebyggende og konfliktnedtrappende værktøjer.
Bestemmelsen i § 8 om kortvarig fastholdelse og bortvisning er begrundet i hensynet til tryghed og trivsel på anbringelsesstedet. Børnerådet forstår begrundelsen men mener også, at den manglende registrering potentielt kan medføre overdreven brug af bestemmelsen, samt at Socialtilsynet ikke får det reelle antal magtanvendelser oplyst. Når der ikke skal ske registrering, risikerer man, at anbringelsesstedet glemmer antallet, fordi der efter lov om socialtilsyn kan gå op til et år mellem tilsynsbesøgene. Det kan ikke forventes, at anbringelsesstederne kan huske samtlige hændelser, som går et år tilbage. Anbringelsesstederne bør derfor pålægges også at registrere de kortvarige fastholdelser og bortvisninger, så den saglige og faglige begrundelse fremgår. Det bør endvidere være et krav, at indgrebet i barnets/den unges selvbestemmelsesret, ligesom ved anvendelse af andre magtanvendelser, ledsages af en opfølgende samtale, så det sikres, at barnet bliver inddraget og hørt.
Endvidere bør det angives, at der før kortvarig fastholdelse og bortvisning altid skal forsøges med pædagogiske tiltag, samt om andre mindre indgribende foranstaltninger kan anvendes.
Børnerådet er tilfreds med indførelsen af afværgehjælp. At personale og plejefamilier gives mulighed for at afværge, at barnet/den unge påfører skade i et ikke ubetydeligt omfang på genstande vil forhåbentlig forebygge, at børn mødes med et større erstatningskrav for de ødelagte genstande. Den medfølgende registrering er hensigtsmæssig.
Når barnet/den unge forlader et anbringelsessted, er det afgørende, at personalet er i stand til at vurdere, hvorvidt der er tale om en rømning med deraf følgende risiko for barnet/den unge eller blot et ønske fra barnet/den unge om at komme lidt væk.
Det bør ikke være en forventning, at personalet konsekvent skal tilbageholde børn og unge, der forlader anbringelsesstedet. Ofte vil mindre indgribende tiltag kunne anvendes, såsom at personalet følger efter barnet/den unge og afventer barnets/den unges adfærd og herefter vurderer, om det er strengt nødvendigt at tilbageføre. Rammen skal derfor præciseres, så det sikres, at reglerne ikke bliver misbrugt for at spare tid eller ressourcer.
Muligheden for at tilbageholde et barn eller en ung i yderligere 14 dage kan Børnerådet tilslutte sig, ud fra den forudsætning at der modtages børn med store omsorgsbehov, som ikke kan sikres på anden vis.
Børnerådet vil til forslagets § 18 gøre opmærksom på, at der også ved undersøgelse af barnet/ den unge altid skal søges anvendt mindre indgribende foranstaltninger. Her er det vigtigt at erindre, at de sikrede institutioner ikke henhører under kriminalforsorgen, men derimod finder sit driftsgrundlag i den sociale lovgivning, hvorfor der er tale om et pædagogisk tilbud med pædagogisk personale.
Anbringelsesstedet kan med fordel anvende tekniske hjælpemidler eller anmode om Politiets hjælp frem for at anvende eget personales direkte undersøgelse af den unge. Det er Børnerådets erfaring, at børnene/de unge kan opleve, at relationen til personalet lider skade ved en undersøgelse udført af det pædagogiske personale.
Ensretning af indberetningsskemaer om magtanvendelse er afgørende for en ensrettet behandling af indberetningerne og en sikring af den kontinuerlige refleksion over magtanvendelser og potentielle tiltag til at forebygge gentagelse, hvorfor Børnerådet hilser forslaget velkommen.
I den forbindelse stiller Børnerådet sig meget gerne til rådighed i forbindelse med udarbejdelsen af de konkrete skemaer og bidrager med erfaring.
Børnerådet er ved nærmere granskning af praksis blevet af den opfattelse, at den endelige vurdering af den enkelte magtanvendelses lovlighed bør foretages af Socialtilsynet. Ved at tillægge Socialtilsynet denne kompetence, gives barnet en sikkerhed for, at den konkrete magtanvendelse granskes juridisk og vurderes af en myndighed, der har de nødvendige faglige kompetencer og overblik baseret på det generelle tilsyn med stedet, herunder indsigt i magtanvendelser. Det er derfor Børnerådets anbefaling, at Socialtilsynet bør tillægges kompetencen til at vurdere de enkelte magtanvendelsers lovlighed. Dette også på baggrund af, at Socialtilsynet har konkret beslutningskompetence, eksempelvis i forhold til at tilbagetrække en godkendelse, såfremt anbringelsesstedet ikke lever op til vilkårene i godkendelsen eller handler i strid med gældende lovgivning. Det bør således tilføjes i lovforslaget, at Socialtilsynet skal vurdere magtanvendelsers lovlighed.
Handlekommunen skal som hidtil have mulighed for at vurdere og kommentere magtanvendelsen med henblik på den fortsatte anbringelse, og vil naturligvis som handlekommune kunne drage konsekvenser af et anbringelsessteds eventuelt urimelige omgang med magtanvendelse – ultimativt ved fjernelse af barnet.
Afslutningsvist finder Børnerådet, at det er afgørende, at der afsættes tilstrækkelige midler til uddannelse af personalet på anbringelsessteder, interne skoler og af plejefamilier, da de har med de mest udsatte børn og unge at gøre, og fordi reglerne om magtanvendelse over for børn og unge består af en konstant afvejning og stiller krav til det pædagogiske personale om konflikthåndtering, afsøgning af pædagogiske alternativer og skånsom anvendelse af magt. Vi har pligt til at sikre disse børns retssikkerhed, trivsel og udvikling, og derfor er krav om løbende uddannelse, herunder en minimumsuddannelse af pædagogisk personale på anbringelsesstederne af afgørende betydning.